Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

"Vi skal ikke lukrere på andre lande"

Sygeplejersken 2020 nr. 13, s. 49

Af:

Jakob Lundsteen, journalist

Næstformand i Dansk Sygeplejeråd, Dorthe Boe Danbjørg, hilser nye udenlandske kollegaer velkomne. Men hun er principielt imod en stigende migration fra lavindkomstlande. Fordi det ikke forbedrer den globale mangel på sygeplejersker.

”Vi i højindkomstlande, skal ikke lukrere på, at sygeplejersker andre steder i verden har ringe arbejdsvilkår og dårlig løn. Dette vil bidrage yderligere til den eksisterende uligevægt i den globale sygeplejerskemangel, som vi ser mellem lav- og højindkomstlandene. Her er vi i tråd med både ICN og WHO´s kodeks for international rekruttering af sundhedspersonale.” 

Næstformanden understreger, at manglen på sygeplejersker først og fremmest skal løses i de enkelte lande:

”Det skal ske ved at uddanne flere og skabe bedre løn- og arbejdsvilkår for dem, der allerede er i faget.”

Dorthe Boe Danbjørg lægger dog vægt på, at danske sygeplejersker har både ry og tradition for at tage godt imod nye kollegaer uanset etnicitet:

”De migranter, der opfylder kravene til sprog og kvalifikationer, dem skal vi tage imod på en god måde, hvilket også er mit klare indtryk, sker. Men det er vigtigt for mig at understrege, at det er myndighedernes opgave at sørge for, at de fagligt er ordentligt klædt på, så kan det blive solstrålehistorier. 

Formålet med kravene til udenlandske sygeplejersker er at sikre patientsikkerheden og ikke at holde nogen uden for døren.”

”Sygeplejersker er i dag maksimalt presset, og derfor skal de opleve det som en gevinst, når der kommer nye kollegaer, ellers risikerer vi en stigmatisering af de nye.” 

Læs også:

Udenlandske sygeplejersker vil til Danmark

"Da muligheden opstod, slog jeg til"