Sygeplejen binder dem sammen

Da Kitte Jessen på 88 år og Birthe “Bibi” Levin på 90 år læste til sygeplejerske i 1950’erne, var de Des med lægerne. De boede på hospitalerne, hvor oversygeplejersken vågede over dem som høge, og på uddannelsen var der kun tre bøger, de skulle læse. Vi satte dem i stævne med to sygeplejerskestuderende, Anna Mathiassen på 32 år og Maria Vöge på 30 år, for at tale om markante forskelle på dengang og nu.
To generationer mødes. Fra venstre: Kitte jensen, 88 år, Anna Mathiasen, 32 år, Birte "Bibi" Levin, 90 år, Maria Vöge, 30 år.
Foto: Nikolai Linares
Lægens ord var lov

I dag er grænserne mellem fagene visket ud. Den ligeværdige samtale mellem læger og sygeplejersker er i centrum. Men da Bibi og Kitte var unge, tussede de bag lægerne.

Bibi: Stod du ved en sygeseng med en læge, skulle du passe på, hvad du sagde. Hvis man da overhovedet skulle sige noget. Ofte var man jo mere en, der skulle gå til hånde.

Kitte: Vi talte til lægerne i 3. person. Der var ingen, man var dus med. Sådan var det bare dengang.

Bibi: Præcis. Jeg har dog ikke følt mig trådt på, vil jeg sige.

Kitte: Heller ikke jeg. Jeg var operationssygeplejerske, og her er jeg da ofte blevet løftet et andet sted hen, når tingene skulle gå stærkt. Man kunne godt få et lille klap bagi, dengang.  Jeg blev også ofte smidt i linnedkurven, for sjov. Dengang var jeg jo lille og tynd. Jeg vil dog sige, at jeg ikke havde tænkt på at klage. Tonen og omgangsformen var morsommere og mere fri på operationsstuen end i andre afdelinger, tror jeg.

Anna: Vi bliver ikke klappet bagi i dag.

Bibi: Nå, det gør I ikke?

Anna: Nej, det sker simpelthen ikke. Jeg tænker, at der er en større samtale i dag mellem læger og sygeplejersker. Måske mere ligeværdig.

Maria: Jeg har tværtimod set sygeplejersker give lægerne en ordentlig røffel. Og så er vi jo dus med lægerne i dag.

Bibi: Også med overlægerne? Hold da op. Vi var mere sådan nogen, der tussede bagved, hvis der var stuegang.

Birte "Bibi" Levin
Caption 
Birte "Bibi" Levin, 90 år. Uddannet i 1955 på Gentofte Hospital
Attribution 
Foto: Nikolai Linares

Ud af vagten, hvis du var gravid

Fra praksisnær til teoritung. Fra skrappe oversygeplejersker og et væld af nattevagter til patientinvolvering og en anbefalet litteraturliste på 31 bøger. Uddannelsen til sygeplejerske har ændret sig markant.

Anna: I dag bruger man meget energi på at inddrage vidensformer på uddannelsen. Vi taler en del om de patientcentrerede oplevelser. Forskningen er også en stor del af sygeplejen.

Maria: På første semester fik vi en anbefalet litteraturliste på 31 bøger.

Bibi: Gud, nej! 31 bøger? Vi havde tre bøger. En tyk bog, som var anatomi, og to smalle bøger. Vi må jo konstatere, at I har væsentligt mere faglig undervisning, end vi havde. Det tænker jeg kun er godt.

Anna: Men jeg ville egentlig ønske, at uddannelsen var mere praksisnær. I dag er klinikkerne korte. Faktisk har vi kun en enkelt lang praktik på 6. semester.

Bibi: Har I nattevagter?

Maria: Som udgangspunkt er vi ikke i nattevagt under uddannelsen. Vi kan sige nej. Man har vurderet, at det læringsmæssige udbytte er størst i dagtimerne.

Bibi: Det er jeg helt målløs over. Det må jeg sige. Jeg tror, halvdelen af min tid gik med nattevagter.

Kitte: Samtidig var vi ofte alene på en nattevagt. Der var selvfølgelig trissen (koordinerende ansvarshavende natsygeplejerske, red.). Men ellers havde du ansvaret selv. Det kunne godt være voldsomt.

Bibi: Ja, og man måtte ikke tage ekstra tøj på over sin uniform, selv om man frøs. Der var mange nætter, hvor jeg misundte patienterne, der lå under deres dyner.

Maria: Vi er vist noget bedre stillet. Vi er jo ikke en del af normeringen.

Bibi: Jeg tænker, at vi bare var numre dengang. Vi skulle gøre, hvad der blev sagt, ellers endte vi hos forstanderinden, og hun var altså skrækkelig. Det var afdelingssygeplejerskerne også. Sikke nogle duller. Hvis du kom op at skændes med dem, kunne du risikere at blive kylet ud. Vi havde en afdelingssygeplejerske, “Indianer-Jørgen” kaldte vi hende, som var virkelig skrap. Hun kunne finde på at komme ind på en 6-mands stue og resolut hive dynerne af patienterne, mens hun sagde: “Nå, har vi sovet godt?”

Kitte: Man var også ilde stedt, hvis man blev gravid under uddannelsen. Så var det ofte ud af vagten.

Anna: Jeg synes ikke, oversygeplejerskerne i dag er meget skrappe. Der er fortsat en høj grad af disciplin på uddannelsen og i faget generelt. Men det tænker jeg er nødvendigt.

Maria: Jeg synes også, at vi i høj grad involverer patienterne. De tør godt stille spørgsmålstegn. Både til os og til lægerne.

Kitte: Det lyder virkelig positivt.

Maria Vöge
Caption 
Maria Vöge, 30 år. færdiguddannet januar 2020, diakonissestiftelsen
Attribution 
Foto: Nikolai Linares

Man skulle ikke være pivet

Både i dag og for 60 år siden er dét at være sygeplejerske ikke for sarte sjæle. Man skal være robust, er alle fire kvinder enige om. Men i dag gør man mere ud af debriefing.

Kitte: Dengang boede vi jo på hospitalerne. På mindre værelser med alle de andre studerende. Jeg var på Rigshospitalet, Bibi var på Gentofte. Vi fik kost og logi og en anelse løn, men ikke SU. Oversygeplejersken sad i et lille bur med glasparti ved indgangen og sikrede sig, at vi kom hjem før 22. Det gjorde jeg så ikke. Ikke hver dag, i hvert fald. Jeg havde fundet et system med at kravle under buret, så hun ikke så mig. Vi var væk hjemmefra, men vi fik et stærkt kammeratskab. Især med sin sluff.

Maria: Sluff?

Bibi: Sin værelseskammerat. Men du har ret, Kitte. Sammenholdet var det bedste. Det var her, vi fik talt alle vores oplevelser igennem. Og der var mange. Både uddannelsen og livet som sygeplejerske var hårdt. Meget hårdt endda. Vi ser jo mange ulykkelige skæbner. Voldsomme ulykker. Jeg var blandt andet et år på skadestuen, hvor jeg så alt fra gaden. Det har sat sit præg. Man skulle i hvert fald ikke være pivet, det er helt sikkert. Skulle I også vaske gulv, tørre stole og borde af og rense uringlas?

Maria: Nej, og i dag har vi maskiner til uringlas og bækkener.

Bibi: Åh. Smart.

Kitte: Jeg valgte helt bevidst livet som operationssygeplejerske. Her kunne jeg bede om at patienterne fik mere smertestillende, hvis de havde ondt. Jeg synes, det var hårdt, når smerterne var voldsomme.

Maria: Jeg synes, det er den psykiske robusthed, der fylder for mig. Det lyder som om, vi er mere privilegerede, end I var dengang, hvor det også var fysisk ret hårdt. Vi er opmærksomme på at tale tingene igennem, hvis der har været ubehagelige oplevelser. Ledelsen gør ret meget ud af debriefing.

Kitte: Interessant! Sådan var kulturen ikke dengang, her tog vi den med hinanden.

Kitte Jensen
Caption 
Kitte Jensen, 88 år. Uddannet i 1955, Rigshospitalet
Attribution 
Foto: Nikolai Linares

Tid til omsorg

Sygepleje handler om relationen til det enkelte menneske. Men måske var der lidt bedre tid til omsorg i gamle dage?

Kitte: Jeg har tænkt på, om I mere sidder bag en skærm og observerer patienterne, eller om I tilbringer tid med dem. Jeg gik jo med patienterne fra operationsstuen til opvågningen og sad med dem til de vågnede. Værdien var at være hos patienten.

Maria: Jeg vil sige, at jeg ind i mellem ville ønske, at der var mere tid til at dyrke den menneskelige relation. I dag er det ofte sådan, at den ene patient overlapper den anden. Da jeg for nylig var i praktik på et privathospital, mærkede jeg pludselig en stærk kontrast til de andre praktikker, jeg har været i: For her var der tid og ressourcer til at følge patienterne fra de trådte ind ad døren til de trådte ud igen.

Bibi: Jeg ville egentlig gerne have været indretningsarkitekt, men det synes mine forældre ikke, jeg skulle være. I dag er jeg taknemmelig for, at de holdt fast. Det kan godt være, tonen var voldsom, og at vi indimellem fik skældud, men kontakten til det enkelte menneske vejer det hele op.

Anna: Det lyder egentlig som om, vi alle er drevet af det samme: Ønsket om at drage omsorg. Jeg tror faktisk ikke, jeg kunne forestille mig at være andet end sygeplejerske.

Maria Mathiasen
Caption 
Maria Mathiasen, 32 år. færdiguddannet januar 2020, Diakonissestiftelsen
Attribution 
Foto: Nikolai Linares

Hvad er det bedste og det værste ved faget eller uddannelsen?

Det værste er/var:

Anna: Det er ikke gennemgående for faget hele tiden, men indimellem er der så travlt, at man føler sig utilstrækkelig og ude af stand til at drage omsorg.

Maria: Jeg giver Anna helt ret.

Kitte: At skulle stå op klokken 5 om morgenen. Det var slemt.

Bibi: At have 8 nattevagter, 8 dagvagter og 8 aftenvagter, før vi fik 3 dage fri. Det kunne man godt blive lidt bims i hovedet af.

Det bedste er/var:

Kitte: At være på barselsgangen. Selvfølgelig var der også vanskelige fødsler og voldsomme oplevelser, men babyer er bedårende. Dét og så at uddannelsen gjorde, at jeg nemt kunne få et job igen, efter at jeg havde været hjemme med mine børn i mange år.

Anna: At uddannelsen er bygget op på en måde, så vi får en meget bred viden og kan se sygeplejen fra mange forskellige perspektiver.

Maria: Alsidigheden i faget. Jeg kan arbejde i mange regier, i felten, uden for hospitalet.

Bibi: Jeg holdt af selve uddannelsen. Omend jeg nok ikke ville have anbefalet det til en datter. Godt jeg fik tre drenge.

 

 

 

Emneord: 
Sygeplejefaget
Sygeplejens historie