Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Kæmpe interesse for at hjælpe i coronakrise

7.777 havde den 16. marts meldt sig klar i regionerne for at hjælpe i tilfælde af coronakrise. Heraf var 1.582 sygeplejersker eller sygeplejestuderende.

Sygeplejersken 2020 nr. 4, s. 8

Af:

Kristine Jul Andersen, journalist

Der er mange, der gerne vil hjælpe, hvis det bliver nødvendigt, når corona for alvor rammer sundhedsvæsenet. Det oplever alle fem regioner. Allerede få dage efter, at de efterlyste folk til en såkaldt corona-jobbank har næsten 7.800 danskere meldt sig. En stor del af disse er sygeplejersker – mere end 1.500.

I løbet af 24 timer fik Region Nordjylland f.eks. 1.283 tilmeldinger til deres jobbank. Heraf 125 sygeplejersker og 164 sygeplejerskestuderende.

”Det er meget flot, at så mange ønsker at hjælpe, hvor der er et behov,” siger regionsrådsformand Ulla Astman (S) i en pressemeddelelse mandag 16. marts.

Udover sygeplejersker og sygeplejestuderende har læger, social- og sundhedsassistenter, pædagoger, fysioterapeuter m.fl. meldt sig til jobbanken.

Det er forskelligt, hvordan de fem regioner har opgjort deres tal mandag 16. marts.

I Region Nordjylland vil alle blive lønnet efter overenskomst.

I Region Hovedstaden er 2.480 klar til at hjælpe. Her er tale om både frivillige og betalte hjælpere. 324 af dem er sygeplejersker.

I Region Sjælland har 706 meldt sig – heraf hhv. 74 og 72 sygeplejersker og sygeplejestuderende. Tallet er 532 i Region Syddanmark – heraf 52 sygeplejersker og 75 studerende.

I Region Midtjylland er det samlede antal hjælpere 2.776, hvoraf 262 er sygeplejersker og 434 sygeplejestuderende.

Man kan gå ind og registrere sig på alle de fem regioners hjemmesider, hvis man gerne vil melde sig i jobbanken.