Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Læserbrev: Sundhedsvæsenet så presset, at patienter nu kun skal behandles af studerende

Sygeplejersken 2020 nr. 5, s. 19

Af:

Clara Marie Urban, sygeplejerske, stud.scient.san.publ.

På grund af manglen på sygeplejersker i det danske sundhedsvæsen skal en afdeling for indlagte patienter på Nordsjællands Hospital nu næsten fuldt ud varetages i døgndrift af sygeplejestuderende.

Det skrives der netop om i fagbladet Sygeplejersken nr. 2/2020. Jeg fristes dog kraftigt til at sige: Hvor er der en voksen?

Sygehusdirektør Bente Rørth og dekan Randi Brinckmann fandt på denne løsning. Det gjorde de, da de mener, at nyuddannede sygeplejersker får så stort et chok, når de starter i job, at det bliver et problem for normeringen.

Jeg vil dog vove den påstand, at den nuværende uforsvarlige normering på landets sygehuse ikke skyldes, at de nyuddannede får et praksischok og derfor har svært ved at holde tempo.

Nej, normeringsproblemet skyldes de mangeårige regeringsledte hovedkulds prioriteringer og nedskæringer i sundhedsvæsenet. Nu er normeringen forværret i en sådan grad, at selv de nyuddannede falder om, før de nærmest er startet.

Sundhedsvæsenet mangler rigtigt nok udrustning til den fortsat stigende arbejdsbyrde, men det bør ikke være op til de studerende at løse manglen på de varme hænder.
Kære Bente, kære Randi og kære politikere, snart er det ikke kun de allerede uddannede, som har kolde hænder, men nu også de sygeplejestuderende. Hvor er der en voksen?

Kommentaren er skrevet, inden coronavirus ændrede situationen på mange sygehusafdelinger.

Clara Marie Urban er sygeplejerske og stud.scient.san.publ. ved hhv. Rigshospitalet og Lunds Universitet.