Studerende i praksis: "Al den omsorg og det nærvær, jeg havde brug for, var intet sted at finde … "

Sygepleje på Sri Lanka er ikke som sygepleje i Danmark. Det mærker en sygeplejestuderende på egen krop og bliver en erfaring rigere.

Terese Klausen
Terese Klausen
Privatfoto
I løbet af uddannelsen er der rig mulighed for at udvikle sig fagligt inden for forskellige specialer, men der er sandelig også mulighed for at udvikle sig på det personlige plan.

Jeg slog to fluer med ét smæk og tog på udveksling på 4. semester. Allerede fra uddannelsens start havde jeg et brændende ønske om at tage på udveksling, og da tiden kom, faldt mit valg på Sri Lanka.

Det viste sig dog, at jeg var ene om dette valg, men det skulle ikke begrænse mig, og jeg besluttede mig for at tage afsted alene.

Lige så meget som det var med et lærende formål, var det også for at udfordre mig selv, og det må man sige, at jeg blev. Ikke blot på det faglige plan, men i særdeleshed også på det personlige plan.

Det er altså ikke for sjov, når man taler om kulturchok. Man kan have undersøgt nok så meget hjemmefra, men nogle ting kan man bare ikke forberede sig på.

To uger inde i mit ophold blev jeg pludselig akut dårlig og måtte efter lidt overtalelse forbi hospitalet for at blive tilset af en læge. Det viste sig, at jeg havde fået blindtarmsbetændelse og måtte opereres forholdsvis hurtigt.

Til forberedelsesmøderne hjemme i Danmark havde vi kort talt om, hvilke situationer man kan komme ud i, når man rejser ud og særligt alene. Jeg var taget afsted med den tilgang at ”det-sker-ikke-for-mig” og var også to dage om at opsøge hospitalet, da jeg negligerede mine smerter. Jeg tænkte, at det bare var en lille omgang madforgiftning.

Jeg blev kastet rundt i deres private sundhedssystem, for ingen ville hjælpe eller tage nogle beslutninger, før betalingen var på plads. Så der sad jeg mutters alene og skulle både i kontakt med min forsikring, min familie og samtidig forklare lægerne, hvad der skulle ske, alt imens jeg havde en borende smerte i højre fossa iliaca.

Det er vildt at tænke på, hvor praktisk anlagt man kan blive, når man står i en kritisk situation alene. Jeg tænker, at man kommer ud i sådan et stadie, hvor kroppen sætter alt ind for at overleve. Jeg var konstant på vagt og fulgte med i hver eneste ting, der blev gjort.

Jeg lyver ikke, når jeg siger, at det var skrækkeligt at vågne op efter narkosen. Al den omsorg og det nærvær, jeg havde brug for, var intet sted at finde under min indlæggelse.

Personalet havde svært ved at smertedække mig, og sproget var en kæmpe barriere. Der blev kigget skævt til mig, når jeg græd af smerte og afmagt, og dér fik jeg at mærke, hvor lidt empati og omsorg deres sygeplejersker egentlig besidder.

Jeg har fået et helt tæt indblik i, hvordan et hospitalsforløb foregår udenfor de vante og trygge rammer herhjemme.

Man kommer virkelig til at sætte pris på vores velfærdssystem og får på tæt hold set og mærket, hvor vigtig en faktor sygepleje er.

Terese Klausen er sygeplejestuderende på 5. semester, Københavns Professionshøjskole

Emneord: 
Sygeplejestuderende