Sygeplejersken
Adgangskort, optælling og låste døre: Sådan bliver den potente medicin kontrolleret
På akutmodtagelsen i Hillerød er der sat overvågningskameraer op i medicinrummet, men på en række af landets øvrige akutafdelinger er der taget andre metoder i brug for at forhindre misbrug og tyveri af farlig medicin.
Sygeplejersken 2020 nr. 7, s. 48-49
Af:
Emma Tram, journalist
Sygeplejerskerne skal hurtigt kunne få adgang til den rette medicin, men samtidig skal man undgå tyveri og misbrug af f.eks. morfin og anden farlig medicin. Det er en balancegang som akutafdelingerne forsøger at navigere, med blandt andet overvågning, kontrol og tillid.
Aalborg Universitetshospitals akutmodtagelse
På Akutmodtagelsen på Aalborg Universitetshospital er der to medicinrum, og ved begge skal personalet bippe sig ind med deres medarbejderkort.
”Informationen lagres i en central logfil, så man kan se, hvem der har haft adgang til rummet. I det ene medicinrum opbevares stærke morfikapræparater i et skab, hvortil der også skal bippes ind med medarbejderkortet,” oplyser afsnitsledende sygeplejerske Charlotte Hassing Christensen.
Hver dag bliver forbruget gjort op af personale, der holder øje med medicinlagrene, fortæller sygeplejefaglig direktør Lisbeth Lagoni.
”Hvis der er afvigelser i forbruget, bliver det undersøgt. Vi oplever indimellem, at der forsvinder medicin fra vores medicinrum, men det sker ikke ofte. Inden for de seneste fem år har der været to tilfælde af tyveri,” uddyber hun.
Aarhus Universitetshospitals akutmodtagelse
På akutmodtagelsen i Aarhus bruger de også ID-kort til at få adgang til medicinrummet.
”Hvis der skulle blive tale om et svind, kan vi gå tilbage i en log og se, hvem der har været i medicinrummet,” fortæller lektor og klinisk sygeplejespecialist Marianne Lisby.
Før var der en række nøgler til medicinrummet, som sygeplejerskerne af og til måtte låne af hinanden, men efter at akutmodtagelsen rykkede ind i de nye lokaler i Skejby, er systemet med individuelle adgangskort taget i brug, og det styrker medicinsikkerheden, påpeger Marianne Lisby.
Derudover har medicinrummet i Aarhus akutmodtagelse også automatlukning på dørene så de hurtigt smækker, og dermed undgår man bedre, at patienter eller andre uvedkommende kan få adgang, tilføjer Marianne Lisby.
Slagelse Sygehus’ akutafdeling
I Slagelse er der både en kortlæser på døren til medicinrummet og en ekstra på skabet med de stærke lægemidler, fortæller ledende oversygeplejerske Christian Jørgensen.
Derudover overvåger de forbruget af den farlige medicin i samarbejde med farmaceuterne.
”Det er en af de bedste måder at opdage misbrug på, for svindet vil typisk blive større og større. Og så vil man måske samtidig kunne se, at nogle har hyppigere gang i medicinrummet,” siger Christian Jørgensen.
For selvom det er lang tid siden afdelingen har oplevet tyveri eller misbrug fra medicinrummet, er det noget Christian Jørgensen har oplevet på en tidligere arbejdsplads.
Bispebjerg Hospitals akutmodtagelse
På akutmodtagelsen i Bispebjerg Hospital i København bruger man også en form for personlige adgangskort til at få adgang til medicinrummet.
”Er der den mindste mistanke om tyveri eller svind, så snakker vi med den enkelte kollega om det. Vi har oplevet problemer med det her før, men det er længe siden,” fortæller ledende oversygeplejerske Charlotte Rahbek, og fortsætter:
”Derudover så sørger vi for, at der er minimum at hente i medicinrummet, så der er ikke et stort varelager. Det er jo om at finde balancen mellem tillid og kontrol her.”
Læs også: Sygeplejersker bliver overvåget i medicinrum