Hørt: Puklen er ikke mit ansvar

Anæstesisygeplejerske Lisbeth Jacobsen har ikke klaget i de 35 år, hun har arbejdet. Men et forslag om at holde operationslejerne længere åbne for at komme puklen efter coronakrisen til livs fik bægret til at flyde over.
Lisbeth Jacobsen har ikke set sine børn under coronakrisen. Til gengæld har hun knoklet. Nu vil hun gerne have tid til sin familie. Den er vigtigere end overarbejdsbetaling
Foto: Claus Bech

ikon-hoertI en artikel i Berlingske den 11. maj foreslog Gigtforeningens formand, Mette Lind, at puklen efter coronakrisen kunne afvikles ved at udvide åbningstiderne på operationslejerne. Det faldt Lisbeth Jacobsen, der er anæstesisygeplejerske ved HovedOrtoCentret på Rigshospitalet, for brystet.

I et debatindlæg til Berlingske gav hun udtryk for sin frustration over, at forslaget efter hendes mening helt underkender det egentlige problem. Nemlig at puklen er et produkt af en gennemgribende udsultning af sundhedsvæsenet, der har stået på igennem mange år. I debatindlægget skriver    Lisbeth Jacobsen bl.a.:

”Fra Danmark blev lukket ned, har jeg og mine kolleger arbejdet på livet løs. (…) Det er ikke for at klage. Mine kolleger og jeg stiller gerne op – det er det, vi er uddannet til, og det vi kan. Men det har ikke været uden afsavn (…) Nu vil man altså have, at jeg (mod betaling) skal blive længere om aftenen og komme ekstra i weekenden. Til det vil jeg og mine kolleger blot sige pænt NEJ TAK.”

”Jeg bliver frustreret, fordi man åbenbart mener, at man kan disponere frit over min tid. Det lader til, at man forventer, at hvis bare man giver mig nogle flere penge, så møder jeg op,” siger Lisbeth Jacobsen og fortsætter:

”Men jeg står ikke bare til rådighed. Jeg er ikke Florence Nightingale. Jeg er et menneske med familie, arbejdstid og overenskomst ligesom alle andre. Og jeg har knoklet under coronakrisen. Det synes jeg slet ikke, der bliver udvist forståelse for.”

Lisbeth Jacobsen slår fast, at det ikke er de enkelte patientforeninger og patienter, hun er vred på. Hun forstår godt deres frustration.

”Jeg har stor medfølelse for dem, der sidder og venter på en operation, og jeg kan sagtens forstå, at man som patientforening kæmper for sine medlemmer. Men jeg har efterhånden svært ved at se, at problemet skulle være mit.”

Ifølge Lisbeth Jacobsen giver det slet ikke mening at bede sygeplejerskerne om at ”lappe huller” i bemandingen. Man burde i stedet insistere på at stoppe spare- og fyringsrunderne, og fokusere på få tilført sundhedsvæsenet nogle flere penge. Det vil gavne både patienter og patientforeninger på sigt, siger hun:

”Systemet har brug for flere hænder. Og det bliver ikke løst ved, at jeg kommer ekstra ind på arbejde. Det er politikerne, der i årevis har udhulet sundhedsvæsenet. Det kan aldrig blive de enkelte sygeplejerskers ansvar. Jeg er enig i frustrationen. Men kampen må kæmpes det rigtige sted.”


 

Emneord: 
Anæstesi
Arbejdsbelastning
Arbejdstid