Anerkendelse af corona-arbejdsskader

10 sager om coronarelaterede arbejdsskader er som de første blevet anerkendt af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

Alle de anerkendte arbejdsskadesager drejer sig om personer, som er blevet smittet i forbindelse med deres arbejde.

”Det er en vigtig sejr – på en tragisk baggrund – at personer, der har stået forrest i behandlingen af coronasmittede patienter, får samfundets anerkendelse for, at de er blevet syge på arbejdet. Det har vi kæmpet for, og det er glædeligt, at det ser ud til at være lykkedes,” siger Anni Pilgaard, som er næstformand i Dansk Sygeplejeråd.

Hun henviser bl.a. til beretninger i pressen om, at mange alvorligt syge Covid-19-patienter har svært ved at komme sig helt. Det rejser helt relevante bekymringer om alvorlige senfølger efter Covid-19.

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring havde i uge 26 registreret 565 anmeldelser af arbejdsskader relateret til Covid-19, hvoraf 262 kommer fra hospitaler, 81 fra plejehjem og 28 fra hjemmeplejen.

Sundhedssektoren og sociale foranstaltninger udgør med 417 sager den altdominerende branche af coronarelaterede arbejdsskadeanmeldelser.

Emneord: 
Arbejdsbelastning
Epidemi