Sygeplejersken
Corona kravlede ind i psyken
Tilstrækkelige testmuligheder og værnemidler samt klare retningslinjer og ærlig kommunikation kan være med til at mindske de psykologiske belastninger af Covid-19. Det viser et nyt forskningsprojekt, som peger på, at sygeplejersker ikke vil hyldes, men anerkendes gennem ordentlige arbejdsforhold og løn.
Sygeplejersken 2020 nr. 8, s. 58-59
Af:
Anne Witthøfft, journalist
Selina Kikkenborg Berg (midtfor) har sammen med klinisk sygeplejerske specialist og ph.d. Malene Missel (yderst th.) klinisk uddannelsesansvarlig og ph.d. Camilla Bernild (nummer 2 fra højre.), klinisk sygeplejespecialist cand.cur. Ilkay Dagyaran (tv.) og forskningsassistent cand. Scient. Signe Westh (nummer 2 fra venstre) undersøgt de psykologiske konsekvenser af Covid-19.
Da Covid-19 i marts i år ramte Danmark, ramte den også sygeplejerske og professor Selina Kikkenborg Bergs forskning.
Til daglig leder hun forskningsenheden Impact ved Center for Hjerte-, Kar-, Lunge- og Infektionssygdomme på Rigshospitalet.
Men den nye ukendte virus krævede hurtig respons og indsamling af viden.
Selina Kikkenborg Berg lagde alt andet fra sig og gik sammen med et hold af kolleger i gang med at undersøge de psykologiske konsekvenser af Covid-19 hos patienter, pårørende og sundhedspersonale.
Nu er resultaterne fra de første interview klar. De er gennemført blandt de som blev testet i teltene i slut-marts og start-april på et tidspunkt, hvor manglen på adgang til test efterlod mange borgere til selv at vurdere, hvorvidt deres symptomer skyldtes Covid-19.
Dete interview bygger på de første resultater af, hvordan det opleves at være i risiko for Covid-19.
Senere følger flere resultater om,
- hvordan det opleves at have sygdommen
- og hvordan det opleves at have en svært syg pårørende med Covid-19.
Forskningsprojektets formål er at gøre sundheds- personale, ledelse og myndigheder klogere på de psykologiske konsekvenser af Covid-19, så de fremadrettet kan forbedre indsatsen.
Forskningsprojekt er støttet af Novo Nordisk Fonden med 378.000 kr.
”Det skabte et stort værdi-dilemma, som myndighederne kan lære af,” siger Selina Kikkenborg Berg.
Samfundssind eller smitterisiko
”Hvis man vil have folk til at isolere sig eller følge de regler, man udstikker, skal man give folk adgang til test. Ellers har de svært ved at legitimere sygefravær og isolation, fordi der også er andre værdier, der konkurrerer, f.eks. at man ikke vil være hypokonder eller lade sine kollegaer på arbejdspladsen i stikken,” siger Selina Kikkenborg Berg.
”Normalt henvender man sig til egen læge, hvis man er i tvivl om symptomer, men i marts og april beskriver de interviewede, at de står meget alene med fortolkning af deres symptomer. Og det bliver et stort dilemma. For på den ene side vil de gerne gå på arbejde og vise samfundssind – men modsat vil de ikke gå på arbejde og risikere at smitte andre,” siger hun og bemærker, at de i det hele taget taler meget om deres job.
”Trods symptomer og feber arbejder de hjemmefra. De har en meget høj arbejdsmoral og en meget stor pligt- og ansvarsfølelse i forhold til arbejdspladsen og kollegaerne.”
Uegennyttige
Den store pligtfølelse gælder borgerne i almindelighed og de sundhedsprofessionelle i særdeleshed.
Blandt de 30 interviewpersoner var 15 sundhedsprofessionelle, hvoraf hovedparten var sygeplejersker.
Ud over at være samfundsborgere som alle andre, skal de samtidig gå på arbejde for tage sig af patienter med risiko for at blive smittet eller sprede smitte.
En af de ting, der står meget klart frem i interviewene med de sundhedsprofessionelle, er, ifølge Selina Kikkenborg Berg, en ”overvældende kæmpe uegennyttighed”, som hun beskriver som meget rørende og overvældende.
Sygeplejersken sætter i de kommende numre af bladet fokus på den læring, som coronakrisen og den store omstilling har ført med sig for sygeplejersker. Skriv gerne til redaktionen@dsr.dk mærket ”Læren af Covid-19” med eksempler fra din arbejdsplads.
”De risikerer deres eget og deres familiers helbred ved at gå på arbejde. Men de er ikke bekymrede for selv at få sygdommen. Det, der bekymrer dem, er, om de kan komme til at smitte kollegaer eller patienter og sætte en smittekæde i gang, hvis de går syge på arbejde,” siger Selina Kikkenborg Berg.
”Der er en meget stærk, faglig solidaritet blandt de sundhedsprofessionelle. Det handler om at løfte i flok. De bruger ord som ”kampklar”, ”soldater” og ”systemets mænd, der gør det, de skal”,” siger hun.
”Nogle taler også om, at de måske også er ”for ukritiske” over for systemet. Men de forklarer det med, at de er meget bevidste om, at de befinder sig i en tid, hvor det er nødvendigt at gøre det, der bliver sagt,” siger Selina Kikkenborg Berg.
Mistillid til myndighederne
Samtidig oplever flere – især blandt de kommunalt ansatte – at der til at begynde med ikke er tilstrækkeligt med værnemidler.
”De fortæller, at de står med gamle og sårbare borgere uden værnemidler, og at det er rigtig svært. Nogle beskriver, at de er grædefærdige ved tanken om, at de kan komme til at smitte ældre beboere, selv om de gør, hvad de kan for at isolere sig i fritiden,” siger Selina Kikkenborg Berg.
Manglen på værnemidler og de skiftende retningslinjer om, hvordan og hvor meget man skal beskytte sig selv, giver grobund for utilfredshed og mistro.
”De ansatte bliver i tvivl om, hvorvidt retningslinjer laves ud fra smittetal, sundhedsanbefalinger eller mangel på værnemidler. Det skaber en utryghed og taler ind i frygten for, om man gør det rigtige og slår til. Samtidig skaber det en mistillid til myndighederne, som de ansatte ikke er vant til at have,” siger Selina Kikkenborg Berg.
”De ansatte giver udtryk for, at de hellere ville have haft det at vide, når retningslinjerne blev givet på baggrund af en mangelsituation, så de vidste, hvad de skulle kompensere for.”
Anerkendelse
Selv om interviewene er lavet på et tidspunkt, hvor få stiller spørgsmålstegn ved myndighedernes beslutninger, så giver flere af de sundhedsprofessionelle allerede her udtryk for, at de har det svært med den måde, deres indsats bliver anerkendt på.
”De frabeder sig flere klapsalver og taler om, at ægte anerkendelse fra samfundet side ville være flere ressourcer på hospitalerne for kunne at løse opgaven og give de sundhedsprofessionelle en tålelig hverdag og en ordentlig løn.”