Studerende i praksis: "Især én hændelse fra min praktik i psykiatrien står her lysende klart

En studerende bliver inspireret af at se sin vejleders evne til at opfatte og reagere på en patients følelser og være undersøgende og åben i sin sygepleje.

Julie Feldborg
Julie Feldborg
Alle patienter søger svar. Svar, der kan give forklaringer på deres symptomer. De venter spændt på tilbagemeldingen og håber, at vi har svaret.

Tilbagemeldinger har vi givet mange af der, hvor jeg har været i praktik. Det er ikke altid nemt, for nogle gange lyder tilbagemeldingen, at vi ikke har fundet nok til at stille en diagnose.

Men patientens problemer forsvinder jo ikke af den grund.

Selvom patienten skal afsluttes, så har han eller hun ofte stadig spørgsmål og behov for hjælp. Derfor er det vigtigt som sygeplejerske at favne patientens problemer og udfordringer på en måde, der støtter patientens egne ressourcer i forhold til at mestre udfordringerne.

Især én hændelse fra min praktik i psykiatrien står her lysende klart. Her lærte jeg virkelig, hvordan man som sygeplejerske får hjulpet patienten videre, selvom man er nødt til at afslutte forløbet.

Patienten, som vi skulle tale med, opfyldte ikke kriterierne for den opmærksomheds-forstyrrelse, som hun var henvist for. Efter at konklusionen var læst op, blev patienten trist og opgivende i sin mimik.

Pigen blev her mødt af min vejleder med en åbenhed, der gav plads til hendes følelser. Åbenheden gav rum til at tale om, at patientens udfordringer jo stadig var til stede, og hun gav udtryk for, at hun ikke vidste, hvordan hun skulle tackle dem.

Vi gik sammen med patienten på opdagelse efter en mulig forklaring på opmærksomheds-vanskelighederne. Sammen fik vi talt om mange aspekter af patientens liv, og hvordan de påvirkede hende.

Da samtalen kom ind på, hvordan patienten trivedes socialt, blev patienten igen trist og kiggede ned i gulvet, og hun blev grådlabil.

Det viste sig, at patienten ikke havde det godt i vennegruppen. Et problem der muligvis kunne forklare hendes symptomer.

Patienten fortalte, at hun ikke vidste, hvad hun skulle gøre, for hun ville jo ikke gøre nogen kede af det.

Herfra kom samtalen til at handle om, hvordan patienten kunne gribe problemet an. Vi vendte og drejede forskellige muligheder, patienten kunne prøve at benytte sig af, nu hvor hun skulle afsluttes.

Det var inspirerende at se min vejleders evne til at opfatte og reagere på patientens følelser og være undersøgende og åben i sin sygepleje, hvorved hun fandt frem til patientens problem. Det kunne forklare symptomerne for patienten og give hende det svar, hun søgte.

Og det kunne tydeligt ses, at hun fik det svar, hun søgte. Patientens triste mimik blev erstattet af et smil og sænkede skuldre. Hun udstrålede lettelse, og det var ikke længere så vigtigt, om hun havde en opmærksomhedsforstyrrelse eller ej.

For den åbenhed hun mødte, gav plads til hendes problemer, og hun fik hjælp til at komme videre. 

Julie Feldborg er sygeplejestuderende på 4. semestr på UC Syd, Aabenra.

Emneord: 
Psykiatri
Sygeplejestuderende