Hørt: "Derfor sagde jeg op"

En hospitalsledelse der nægtede at gå i dialog og en decideret reallønsnedgang. Da sygeplejerske Charlotte Riis blev udpeget til coronaberedskabet i oktober, sagde hun op.
“Jeg kunne ikke forsvare at blive. Hverken overfor mig selv, mine kolleger eller min familie,” siger Charlotte Riis
Foto: Astrid Dalum

ikon-hoertCharlotte Riis synes selv, hun havde verdens bedste job som klinisk sygeplejespecialist på øre-, næse-, halsafdelingen på Regionshospitalet Holstebro. Mandag til fredag i dagvagt var perfekt, når hverdagen indimellem er et puslespil med tre børn under seks år og en mand, der også arbejder fuld tid. 

I dag har hun sagt det perfekte job op, fortalte hun til dr.dk.

“Verdens sværeste beslutning,” understreger Charlotte Riis. “Men jeg kunne ikke forsvare at blive. Hverken overfor mig selv, mine kolleger eller min familie,” forklarer hun til Sygeplejersken. 

Treholdsskift - 35 km. væk

I slutningen af oktober 2020 fik afdelingsledelsen på øre-, næse-, og halsafdelingen under et døgn til at udpege beredskabet. Charlotte Riis og to af hendes kolleger blev valgt ud, og allerede ugen efter var de til introduktion i Herning. 

“Her blev det meget hurtigt klart, at den dato, der i første omgang var blevet meldt ud som slutdato, altså den 31. december, ikke holdt. Man ville gerne fastholde de kompetencer, der blev oplært,” forklarer Charlotte Riis. 

“Det giver driftsmæssigt mening,” medgiver hun. Samtidig kunne hun dog se, at jobbet i beredskabet betød treholdsskift med mange aften- og nattevagter, intern dækning ved sygdom og ekstra kørsel til en arbejdsplads, der lå 35 kilometer væk fra hjemmet i Holstebro.

“Hvis det skulle gå op, ville det kræve en barnepige, en ekstra bil, og at min mand gik ned i tid. Jeg kunne se frem til et logistisk helvede og en decideret reallønsnedgang,” konstaterer Charlotte Riis. 

Ingen dialog med ledelsen

Det værste var dog ikke logistikken eller de færre kroner og ører, der ville tikke ind hver måned på lønkontoen. Det værste var den manglende dialog.

Fra hospitalsledelsen var udmeldingen nemlig, at de synes, aftalen var helt fair. 

Charlotte Riis forsøger sig med en skriftlig indsigelse.

“Man fastholder aftalen,” står der bare i svaret. Ingen forståelse. Intet ønske om dialog. Her mistede jeg al motivation, for jeg følte mig simpelthen udnyttet,” forklarer Charlotte Riis.

“For hvor er forståelsen af, at hvis vi sygeplejersker skal tilse en kritisk opgave, så skal vi stilles bedst muligt?” spørger Charlotte Riis. 

Hvor er ordentligheden forsvundet hen?

Charlotte Riis siger op, før hun overhovedet ved, om beredskabet bliver aktiveret. Det er en chance, hun er villig til at tage. Rettidig omhu, kalder hun det selv. 

“Hvis jeg ventede, kunne jeg risikere, at en af mine kolleger i hast ville blive oplært, når krisen rullede, hvilket hverken er fair overfor kolleger eller patienter,” pointerer Charlotte Riis, der understreger, at hun faktisk som udgangspunkt var klar til opgaven.

Hun meldte sig selv til beredskabet i foråret og følte sig derfor klædt på til anden bølge. Ligesom hun betragter sygeplejerskefaget som et fag med en udvidet civil forpligtelse. 

“Men når ledelsen ikke går i dialog, og når jeg forsøger at forklare, at jeg får svært ved at få enderne til at mødes og bliver mødt med: “Kan du ikke få dine forældre til at passe dine børn?”, så er min grænse nået,” understreger Charlotte Riis. 

“Så er det, jeg spørger: Hvor er ordentligheden forsvundet hen?” 
 

Emneord: 
Arbejdsbelastning