Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Leder: Det slutter ikke her

"Kampen for en bedre løn er i høj grad også er en kamp for at rekruttere og fastholde sygeplejersker i et mere lige samfund."

Sygeplejersken 2021 nr. 10, s. 3

Af:

Grete Christensen, formand

sy8-2021_nyt-oploeft_grete-christensen

Vrede. Frustration. Skuffelse. Og mere vrede.

Det var min reaktion, da Folketinget besluttede et lovindgreb, der ikke gav en krone ekstra til sygeplejerskerne. Ingen ekstra penge her og nu og ingen penge til at lægge i Lønkomiteens arbejde.

Politikerne og arbejdsgiverne skal vågne op og se realiteterne i øjnene: Arbejdspresset, de mange vakante stillinger og en for dårlig løn har skabt en uholdbar situation, som kan medføre at endnu flere sygeplejersker forlader faget. 

En undersøgelse fra Dansk Sygeplejeråd blandt de sygeplejefaglige ledere viser, at der er op mod 4.700 ledige stillinger i sundhedsvæsnet lige nu.

En anden analyse dokumenterer, at hver tredje forsøg (33 pct.) på at rekruttere en sygeplejerske i perioden september 2020 til og med februar 2021 var forgæves.

Næsten tragikomisk skete førstebehandlingen af lovindgrebet på et-årsdagen for Sofie Lindes tale til Zulu Comedy Galla, som startede hele Me too-bølgen herhjemme.

Samtidig var det dag 69 siden starten på konflikten – en stærk reminder til politikerne på Christiansborg om Tjenestemandskommissionen fra 1969. 

Men det slutter ikke her. Vi stopper ikke kampen for ligeløn og en fremtid uden forskel.

Politikere og arbejdsgivere bliver nødt til at indse, at der skal gøres op med 52 års urimelig lønindplacering.

Og før de forstår, at kampen for en bedre løn i høj grad også er en kamp for at rekruttere og fastholde sygeplejersker i et mere lige samfund.