Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Patienter med åreforkalkning forskelsbehandles

Et nyt studie viser, at patienter med åreforkalkning i benene har lige så stor gavn af rehabiliteringsforløb som hjertepatienter. Men tilbuddene findes stort set ikke i kommunerne. Konsekvensen er ulighed i sundhed, mener studiets hovedforfatter.

Sygeplejersken 2021 nr. 10, s. 52-53

Af:

Maria Klit, journalist

sy10-2021_aareforkalkning_gunnar-soerensen

Lægen sagde, at når jeg ikke følte, at jeg kunne gå længere, så skulle jeg prøve at overbevise mig selv om at fortsætte hen til den næste lygtepæl.”

Da 73-årige Gunnar Sørensen i 2017 blev diagnosticeret med åreforkalkning i benene, var den instruks den eneste hjælp, hans egen læge kunne henvise ham til.   

For mens rehabilitering for patienter med åreforkalkning i hjertets kranspulsårer er indskrevet i sundhedsloven, tilbyder kun otte kommuner i Danmark særskilte rehabiliteringsforløb til patienter, der lider af åreforkalkning i benene. Det viser en kortlægning fra 2019. 

Det til trods for at sygdommen forårsages af samme grundlidelse og behandles på præcis samme måde. Symptomerne kommer blot fra to forskellige steder i kroppen.

Claudicatio intermittens
Åreforkalkning i benene - ”vindueskiggersygdom”
  • Defineres ved krampende lægsmerter pga. iltmangel. Smerterne kommer ved gang og lindres efter en kort hvileperiode.
  • Over 50.000 danskere lider af sygdommen.
  • Sygdommen skyldes i overvejende grad arvelige forhold kombineret med rygning, diabetes og fysisk inaktivitet. 
  • Efter fem år har fem pct. af patienterne fået en benamputation, 10-15 pct. er døde og 30 pct. har fået en blodprop i enten hjernen eller hjertet.
  • Den gavnlige effekt af rehabilitering er dokumenteret i flere både ind- og udenlandske studier. 

Studie: Samme gavn for ben og hjerte

Et nyt studie, der for nylig er publiceret i European Journal of Vascular & Endovascular Surgery, viser, at patienter med åreforkalkning i benene har lige så stor gavn af målrettede rehabiliteringsforløb som hjertepatienter. 

”Patienterne får øget aktivitetsniveau, bedre kost og livskvalitet og kan gå længere. Efter seks måneder havde patienterne øget deres gangdistance med 37 pct. sammenlignet med kontrolgruppen,” fortæller studiets hovedforfatter, sygeplejerske og ph.d.-studerende Maj Siercke fra Afdeling for Karkirurgi på Rigshospitalet.

Det skal gøre ondt, før det gør godt

Åreforkalkning i benene udløser smertefulde lægkramper ved gang pga. iltmangel. Det kræver derfor en særlig høj grad af selvdisciplin for patienterne at udføre den form for træning, der er behov for. Det skal nemlig gøre ondt, før det gør godt, forklarer Maj Siercke. 

”Den naturlige reaktion, når noget gør ondt, er at holde op med det. Men patienterne skal presses udover smertegrænsen, hvis træningen skal have en effekt,” siger hun. 

Derfor er det så frugtesløst at sende patienten hjem med instruks om at gå det væk på egen hånd. Selv i de kommuner, der rent faktisk har et målrettet tilbud, består træningen udelukkende af gangbåndstræning i 12 uger i træk. 

”Men gangbåndstræning er ensformigt og forholdsvist smertefuldt, og det er de færreste, der gider det i længere tid ad gangen. Så de kæmper med fastholdelse, for mange patienter falder fra,” fortæller Maj Siercke.

Derfor havde forskerne tilrettelagt rehabiliteringsforløbet over de seks måneder, så det bestod af mange forskellige træningsformer med elementer af sygdomslære, leg og konkurrence. Patienterne skulle eksempelvis konkurrere imod hinanden, besvare quizspørgsmål eller udfylde lottokuponer mellem øvelserne. 

”Vi havde det sjovt imens, og at være en del af et hold var en stor støtte og motivation. Vi lavede altid noget nyt, og vi konkurrerede både med os selv og hinanden. Det gav os lysten til at blive ved,” fortæller Gunnar Sørensen.   

Øget gangdistance, fitness og dans

Før rehabiliteringsforløbet var Gunnar Sørensen så påvirket af sygdommen, at det gik ud over hans sociale liv. Han kunne ikke længere holde til de vante ture med sine venner, for han måtte hele tiden stoppe op og holde hvil. 

Under rehabiliteringsforløbet steg Gunnars maksimale gangdistance fra 460 til 775 meter, og i dag dyrker han fitness, danser til træningsvideoer foran fjernsynet og går lange ture med hunden Balder. Han er overbevist om, at rehabiliteringsforløbet er årsag til, at han i dag fortsat er så aktiv. 

”Nu ved jeg jo, hvad det hele handler om. Når jeg rammer min smertegrænse, siger min indre stemme: Du ved godt, hvad der kommer nu. Det er nu, du skal fortsætte.”

Og netop aktivitetsniveauet er helt afgørende, for konsekvenserne ved inaktivitet er store. Forskning viser, at efter fem år har fem pct. af patienterne fået en benamputation, 10-15 pct. er døde, og 30 pct. har fået en blodprop i enten hjernen eller hjertet. 

Gavner både patienter og økonomi

”Udover de åbenlyse menneskelige konsekvenser vil jeg tro, at en enkelt amputation i en kommune ville kunne finansiere et helt års rehabiliteringshold,” siger Maj Siercke.  

Pga. befolkningens stigende alder øges antallet af patienter med åreforkalkning i benene hvert år med 4-5 pct. Maj Siercke har sammen med sit forskerhold estimeret, at et 12-ugers specialiseret rehabiliteringsforløb målrettet patienter med åreforkalkning i benene koster ca. 5.000 kr. pr. patient. Udgiften til de 12 ugers gangbåndstræning, som på nuværende tidspunkt udbydes i otte danske kommuner, er 8.000 kr. 

Bør udpensles i sundhedsloven

I Holland har indførelsen af superviseret træning til patientgruppen betydet, at samfundet årligt sparer 33 mio. kr. til hospitalsindlæggelser, operation og brug af ydelser fra primær sektor, forklarer Maj Siercke. 

”Så der er mange gode grunde til at udforme et tilbud, der er skræddersyet til denne patientgruppe. Også økonomisk,” siger hun og slår fast, at patientgruppens ret til rehabilitering bør indskrives i sundhedsloven:

”Der er jo ikke tale om vidtrækkende ændringer. I virkeligheden er det klaret med en enkelt tilføjelse, der udpensler, at patienter med åreforkalkning i benene har de samme rettigheder som hjertepatienter. Som loven fortolkes nu, er der tale om ulighed i sundhed.”