"Jeg troede, jeg skulle blive der, til jeg skulle pensioneres"

Blodpropper i lungerne, forebyggende inhalationsmedicin, hormonkure, antibiotika-behandling og et umætteligt behov for søvn og hvile. Det er nogle af konsekvenserne af Hannah Ladens positive coronatest sidst i 2020. 

Klokken var fem minutter i fyraften den 12. november 2020, da Hannah Ladens telefon ringede. Centersygeplejersken på Møllebo Plejehjem i Hedensted fik besked om at køre direkte hjem og isolere sig, fordi en kollega, som hun havde været sammen med de foregående dage, var testet positiv for corona. 

Hannah og hendes 13-årige datter, som hun bor alene med, blev begge smittet. De var i isolation i to uger, og symptomerne var relativt milde til at starte med. Men efter fire-fem dage fik hun svært ved at trække vejret.

“Jeg kunne dårligt nok gå fra sofaen til toilettet,” husker hun.

Da hun efter to uger kunne bryde isolationen, gik der dog ikke længe før hun blev skidt tilpas og blev indlagt. Den 47-årige sygeplejerske var træt, så træt, og sov det meste af tiden.

“Hvis jeg stod op klokken syv, var jeg nødt til at sove fire timer midt på dagen for at kunne klare mig indtil klokken ni om aftenen,” genfortæller hun. Så hoster hun.

I starten af 2021 bliver hun indlagt kortvarigt igen og kommer i behandling med både binyrebarkhormon og penicillin, der kun hjælper meget lidt. Hendes astma går helt amok, og til sidst bliver hun henvist til en lungeskintigrafi, der afslører, at hun har fået blodpropper i lungerne. Hun starter op på blodfortyndende medicin, som er en livsvarig behandling. Hun er igennem fem hormonkure, får penicillin flere gange og er på tre forskellige slags forebyggende inhalationsmedicin. Alligevel halter det gevaldigt med hendes lunger: En ny lungefunktionstest viser, at der ikke er sket forbedring fra marts til september i år.

Sidste arbejdsdag om to uger

Hen over foråret forsøger hun langsomt at trappe op på arbejdet.

“Jeg var på 32 timer, før jeg blev syg. Jeg startede op på to gange to timer og har været oppe på tre gange fire timer som det højeste,” fortæller Hannah Laden og hoster igen. 

Før sommerferien beder hun HR-afdelingen om et møde.

“Jeg er den eneste sygeplejerske på vores lille plejehjem. Vi bliver enige om, at jeg nok ikke kommer tilbage. Det bliver aftalt, at jeg skal have sidste arbejdsdag den 30. september, men at jeg kan beholde mit job, hvis jeg kan komme op på 32 timer igen, inden opsigelsesperioden udløber. Derfor har jeg sidste arbejdsdag om et par uger.”

At stoppe sker ikke med Hannah Ladens gode vilje:

“Det er jeg helt vildt ked af og meget frustreret over. Men jeg kan også godt se det fra arbejdsgiverens perspektiv, for det kan jo ikke gå. Det duer ikke. Drømmescenariet var, at jeg kunne arbejde, det jeg kunne - 12 timer om ugen - og at en kollega kunne tage resten, men det er ikke den vej, det er gået. Jeg er megaked af det, og det ved de også godt. Jeg har været rigtigt glad for at arbejde der, fordi det er et lille sted med 20 beboere. Jeg har arbejdet med høj grad af frihed, og jeg kan bare godt lide kollegerne og beboerne. Det er et vildt godt arbejdsmiljø med en god omgangstone. Jeg troede, jeg skulle blive der, til jeg skulle pensioneres.”

Enlig forsørger på sygedagpenge

I stedet skal Hannah Laden nu på sygedagpenge.

“Jeg har talt med en jobkonsulent i kommunen, der var en vildt god støtte og meget forstående. Det samme er min chef og min arbejdsplads. Jobkonsulenten vil gerne have, at en læge siger, at det er en stationær helbredstilstand, så jeg kunne få flexjob, men ingen kan jo sige, om det forsvinder eller ej. Så nu er det sygedagpenge. Jeg har også en arbejdsskadesag hos Arbejdsskadestyrelsen, men de har travlt og kan først behandle sagen næste år.”

Som enlig forsørger er overgangen fra sygeplejerskeløn til sygedagpenge ikke optimalt for Hannah Laden.

“Det bliver op ad bakke. Jeg håber, vi kan blive boende, men det bliver stramt.”

Hjælpepakker til frontpersonale

Hun er ikke tilfreds med politikernes håndtering af situationen.

“Jeg synes overhovedet ikke, det er okay, men det er tilsyneladende vilkårene. Jeg har stået og lavet sårpleje inde hos fire beboere, der alle blev testet positive, men det kunne jeg jo ikke sige nej til. Vi passede vores arbejde og blev udsat for risiko, men det betyder så, at jeg måske ikke kan blive ved med at være sygeplejerske. Jeg kunne godt drømme om, at der også var hjælpepakker til os sundhedsmedarbejdere, som stod i fronten. Jeg giver ikke ret meget for det, politikerne siger. Det er fint, hvis der sker noget, men jeg tvivler. Jeg har ikke stor tiltro til dem.” 

Læs også i samme serie

Covid-19-senfølger bringer jobbet i fare

"Jeg ved ikke, om jeg kan leve op til deres plan"

"Jeg stopper med værdighed"