Arbejdsretten: Arbejdet skal holdes normaliseret

Arbejdsretten har endnu en gang pålagt medlemmer af Dansk Sygeplejeråd at holde arbejdet normaliseret, fordi de overenskomststridige arbejdsnedlæggelser fortsætter.
I strid med overenskomsten har sygeplejersker landet fortsat med at nedlægge arbejdet punktvis. Her foran Rigshospitalet.
Foto: Anne G. Poulsen
Title

DSR har været indkaldt til fem møder i Arbejdsretten på baggrund af klageskrifter fra Danske Regioner og et møde på baggrund af klageskrift fra KL.

Arbejdsretten traf hver gang afgørelse om, at Dansk Sygeplejeråd skal pålægge sine medlemmer at vende tilbage til arbejde og holde det vedvarende normaliseret, og om betaling af bod for at deltage i overenskomststridige arbejdsnedlæggelser.

Den 7. oktober traf Arbejdsretten igen afgørelse om bod til medlemmer af Dansk Sygeplejeråd for at deltage i overenskomststridige arbejdsnedlæggelser.

Samt at arbejdet skal genoptages og holdes normaliseret.

Arbejdsretten understregede igen situationens alvor og udtrykte håb om, at de overenskomststridige arbejdsnedlæggelser stopper med det pålæg, som Arbejdsretten nu har givet.

Dansk Sygeplejeråd tager klart afstand fra de overenskomststridige arbejdsnedlæggelser og har gentagne gange opfordret alle medlemmer til at stoppe de overenskomststridige arbejdsnedlæggelser og holde arbejdet normaliseret.

Sygeplejersker, der har deltaget i nedlæggelser af arbejdet efter den 9. september, pålægges en bod på 86 kr. i timen.

Alle sygeplejersker, der har deltaget i de overenskomststridige arbejdsnedlæggelser, kan ligeledes trækkes i løn svarende til de timer, de har været væk fra arbejdet.

De overenskomststridige arbejdsnedlæggelser har fundet sted over hele landet, siden Folketinget ophøjede mæglingsforslaget fra forligsmanden om overenskomstforhandlingerne til lov og dermed afsluttede strejken. 

”Arbejdsretten understreger endnu en gang situationens alvor. I DSR gør vi alt, hvad vi kan, for at fredspligten bliver overholdt. Vi har gentagne gange taget klart afstand fra de overenskomststridige arbejdsnedlæggelser og kraftigt opfordret vores medlemmer til at holde arbejdet normaliseret, og det fortsætter vi med at gøre,” siger formand for Dansk Sygeplejeråd Grete Christensen.  
 

Emneord: 
Arbejdsmarked
Løn