Læserbrev: Bliver patienterne hørt?

At udvise empati er sygeplejerskens fornemmeste opgave.

Region Syddanmark inddrager patienten og pårørendes behov for at sikre høj kvalitet i regionens behandling, og Sundhed- og ældreministeriets nationale mål indeholder hertil også målet om patientinddragelse. Men bliver patienterne hørt?

Hendersons teori om grundlæggende behov gør patienter til subjekter fremfor objekter.

Orems teori om egenomsorg belyser hertil i hvor høj grad, sygeplejersken skal hjælpe patienten.

Teorierne humaniserer patienten, sundhedsvæsnet og undervisningen.

Sygeplejerskens vurdering er, hvad der ligger til grund for i sidste ende, hvordan plejen kommer til at forløbe, da der stadig arbejdes selvstændigt. 

At udvise empati er sygeplejerskens fornemmeste opgave.

Omsorg er den vigtigste af vores værktøjer til at afhjælpe patientens lidelse, der er opstået i situationen.

Hvis man kigger på omsorgsetikken som filosofisk udgangspunkt, vil det måske være muligt at svare på, hvorfor man kommer til at undlade patientens valg.

Omsorgsetikken giver magten til omsorgsgiveren, fremfor modtageren.

Hvis man derimod kigger på nærhedsetikken, er der ingen magtbalance, men blot sygeplejerskens afvejning af patientens behov for hjælp.

Ifølge nærhedsetikken opstår skylden, når vi lukker øjnene for dét, der burde ses, og hertil den dårlige samvittighed i et travlt sundhedsvæsen.

Men omsorg er stadig til stede i nærheden. Det er måske bare et opgør med tanken om magtbalancen, der skal til. 

Sygeplejerskerne bør ikke tage ansvar, men blande sig i patientens tanker og beskytte dem mod farer i sine omgivelser og fra sig selv.

Det kan måske gøres ved undervisning, uddannelse og undren ud fra den neoliberale tendens, der også er i det danske sundhedsvæsen.

Så kan der måske skabes nærhed i omsorgen, og ikke den anden vej rundt.

Uffe Bjerregård Korte er sygeplejestuderende på 4. semester i Odense og kasserer i SLS Odense, UCL Odenses Studieråd og Uddannelsesudvalget for UCL.