Plejepersonale krænker mandlige overlæger seksuelt

31 overlæger er inden for de seneste seks måneder blevet udsat for seksuelle krænkelser, primært begået af plejepersonale.

Det viser en ny undersøgelse blandt 2.102 overlæger, som Overlægeforeningen har offentliggjort i Ugeskrift for Læger.

De 31 overlæger er en del af i alt 358 overlæger, som har oplevet krænkende handlinger i form af bl.a. mobning og seksuel chikane.

Og selvom 31 (1,5 pct.) ikke lyder af meget, er ét tilfælde et for meget, siger formand for Overlægeforeningen Lisbeth Lintz. Hun påpeger også, at 21 af de 31 overlæger er mænd: 

”Det er overraskende ud fra et større perspektiv, hvor man ofte taler om seksuelle krænkelser som noget, der udføres af mænd imod kvinder, og som noget, der udføres af personer med magt og indflydelse over for deres underordnede.” 

På spørgsmålet om, hvad Dansk Sygeplejeråd mener om, at mandlige overlæger føler sig krænket af plejepersonale, heriblandt sygeplejersker, udtaler næstformand Anni Pilgaard bl.a.: 

”I Dansk Sygeplejeråd har vi nultolerance over for alle krænkelser. Det er vigtigt, at alle nuancer kommer frem, for det er afgørende for at få nuanceret debatten.”