Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Læserbrev: Sygeplejersker samarbejder på tværs af universitet, industri og offentlig sektor

"Vi glædes over, at samarbejdet på tværs af det private erhvervsliv, sygehuse og universitet giver positiv synergi med mulighed for at skabe værdi for patienterne."

Sygeplejersken 2021 nr. 6, s. 19

Af:

Sanne Toft Kristiansen, sygeplejerske, MKS, ph.d.-studerende ,

Vicki Berglund, sygeplejerske,

Mathilde Dalgaard, sygeplejerske,

Erik Roj Larsen, professor, overlæge i psykiatri,

Poul Videbech, professor, overlæge i psykiatri,

Merete Bjerrum, lektor. ph.d.

Der er brug for sygeplejeforskning, men det kan være svært at finde finansiering til løn og drift.

Vores projekt viser, at et bredt samarbejde kan være en løsning til gavn for både patienter og forskning.  

Vi undersøger, om specielt udviklede kugledyner kan forbedre søvnen hos patienter med depression, der lider af søvnforstyrrelser.

Specifikt undersøger vi, om en hjælpemiddelgodkendt kugle-dyne med fem cm store plastikkugler påvirker søvnmønstre og reducerer angst- og depressionssymptomer, og om det fører til nedsat forbrug af sove- og beroligende medicin.

Samtidigt undersøger vi, hvordan patienterne oplever at sove med dynerne. De første resultater er klar i 2022. 

Projektet støttes økonomisk og praktisk af Innovationsfonden, Aarhus Universitet (AU), flere psykiatriske afdelinger og et privat firma, men sådan at firmaet ikke har indflydelse på udformningen af projektet.

Desuden ejes og behandles data på AU, og resultaterne publiceres, uanset om de viser positiv eller negativ effekt af dynerne. 

Personer med søvnforstyrrelser tilknyttet den ambulante psykiatri i Aarhus, Odense og Esbjerg tilbydes at deltage i projektet.

Ca. 9 ud af 10 patienter med depression oplever søvnforstyrrelser, så her er mulighed for at hjælpe en stor patientgruppe, hvis det viser sig, at kugledynen har gavnlig effekt.

Vi glædes over, at samarbejdet på tværs af det private erhvervsliv, sygehuse og universitet giver positiv synergi med mulighed for at skabe værdi for patienterne.

Bevillingen muliggør ansættelse af forskningsaktive sygeplejersker i hospitalsregi og passer med AU’s strategi om at styrke samarbejdet med danske virksomheder.

Innovationsfondens formål er at uddanne erhvervsforskere samt at bidrage til forretningsorienteret udvikling, og det er vores projekt et eksempel på. 

Innovationsfondens Erhvervsforskerprogram anbefales til andre sygeplejersker

Sanne Toft Kristiansen er sygeplejerske, MKS og ph.d.-studerende, Vicki Berglund og Mathilde Dalgaard er sygeplejersker, Erik Roj Larsen og Poul Videbech er begge professorer og overlæger i psykiatri, og Merete Bjerrum er lektor, ph.d.