Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Formand­skabet i SLS genvalgt

Bæredygtig og mangfoldig uddannelse står højt på dagsordenen for det kommende års arbejde

Sygeplejersken 2021 nr. 7, s. 12

Af:

Maya Bille, journalist

sy7-2021_akt_sls-aarsmoede

De aktive medlemmer i Sygeplejestuderendes Landssammenslutning (SLS) mødtes i weekenden den 28.-29. maj for at vælge indsatsområder og forretningsudvalg for det kommende år.

Formandskabet blev genvalgt, mens der er mange nye ansigter blandt det øvrige forretningsudvalg. Og det var ikke helt til at undgå, at et studieår med corona satte sit præg på det virtuelle møde.

Vigtige opgaver venter

”Det seneste år i spidsen for mine medstuderende har fået mit hjerte til at banke endnu mere for fremtidens sygeplejersker. Samtidig kan jeg se hvor mange vigtige opgaver, der venter lige om hjørnet med genåbningen af skolerne. Dem kan jeg mærke, jeg har brug for at være med til at løfte,” siger den genvalgte formand Julie Bjerg Jakobsen, som har orlov fra sygeplejerskeuddannelsen i Odense. Der var også genvalg til den hidtidige næstformand, Laura Iris Viola Caroline Jensen (Absalon i Holbæk).

Forretningsudvalget for det næste år blev valgt på mødet og består af en række nye medlemmer: Lou Adam Hawwa Vissing (Københavns Professionshøjskole), Lærke Bünger (Diakonissestiftelsen), Julie Høj (VIA i Aarhus) og Andreas Nielsen (Københavns Professionshøjskole). Alle blev valgt uden modkandidater.

Fortsat kamp for kvalitet i praktikken

På mødet drøftede de studerende bl.a., hvordan de fremover vil kæmpe for en mere bæredygtig og mangfoldig uddannelse, og de satte en retning for, hvordan organisationen kan stå endnu stærkere i fremtiden. 

Og lige som coronaens nedlukninger og genåbninger havde betydning for formandskabets motivation for at genopstille, så fik også den mistrivsel, der er indtruffet under coronaen, plads på listen over det kommende års indsatsområder.

De studerende blev dog enige om, at de to vigtigste indsatsområder skal være fokus på kampen for kvalitet i praktikken, og at SLS’erne i en ny indsats skal sætte benhårdt ind på, at sygeplejestuderende skal have løn efter kompetencer i studie­relevante jobs.