Helterolle giver boom i studerende

Sygeplejerskerne er de nye superhelte i England. Coronapandemien giver markant stigning i antallet af studerende. Men utilfredshed med lønnen er stor blandt de uddannede.
Streetart-kunstneren Banksy gav sygeplejersker en ny superhelterolle med sin tegning, men lønstigningen afspejler ikke den virkelighed, udtrykt i sloganet ”from hero to zero”.
Foto: Ritzau Scanpix

For nylig blev en tegning, der hylder Englands sygeplejersker, solgt for omkring 140 mio. danske kroner via auktionshuset Christie’s i London.

Tegningen viser en lille dreng, der har smidt Batman og Spiderman i papirkurven til fordel for en heltedukke i sygeplejerskeuniform.

Streetart-kunstneren Banksy står bag tegningen og er blot et af mange eksempler på sygeplejerskernes nyvundne popularitet. 

I 2021 er antallet af ansøgere til uddannelsen som sygeplejerske steget med hele 32 pct. sammenlignet med året før.

Det viser tal fra UCAS, der er ansvarlig myndighed for ansøgersystemet til de videregående uddannelser i Storbritannien. Generelt er antallet af studieansøgninger til colleges og universiteter steget med 8 pct. 

Den positive omtale af sygeplejerskerne under coronapandemien har været den overvejende grund til stigningen, mener Stuart Tuckwood, der er ledende repræsentant for 250.000 sygeplejersker i fagforeningen UNISON.

”Sygeplejerskerne har virkelig fået opmærksomhed og anerkendelse i befolkningen under pandemien. For deres kompetencer, for deres dygtighed, for deres arbejdsomhed – for den kæmpe forskel de gør,” siger Stuart Tuckwood. 

En af de mange nye ansøgere er den 25-årige Florence Reeve fra Cornwall.

Hun fortæller i et interview med BBC, at coronapandemien har motiveret hende til at skippe sin ansøgning afsted til universitetet i Plymouth i år på trods af pressens mange skræmmehistorier fra sundhedsvæsnet om overfyldte hospitaler og PTSD-ramte sygeplejersker. 

 ”Sjovt nok har pandemien fået mig til at ville arbejde på hospital på trods af, hvad mine venner, der arbejder på Derriford Hospital, har fortalt. Og på trods af nyhederne. Det har faktisk fået mig til at ville det endnu mere og til at hjælpe mere, så det skræmmer mig slet ikke. Faktisk er jeg virkelig spændt på bare at kaste mig ud i det og gøre så meget, som jeg kan,” siger Florence Reeve til BBC.

Studerende genovervejer valg  

I øjeblikket er der 40.000 ledige sygeplejerskestillinger i England, og selv om Stuart Tuckwood hilser den store stigning blandt nye ansøgere velkommen, er armene langt fra helt oppe over hovedet. 

”Jeg har talt med flere studerende, der genovervejer, om de har valgt det rigtige fag. Under pandemien er de blevet bedt om at træde til, og det har desværre givet meget blandede oplevelser,” siger Stuart Tuckwood og tilføjer: 

”Samtidig ved vi, at flere erfarne sygeplejersker overvejer at forlade faget eller lade sig pensionere tidligt oven på det helt enorme pres, de har været under det seneste år. Det kan gøre det sværere at fastholde de studerende. Som studerende lærer du jo ikke nok af bare at opholde dig på et hospital – du har brug for støtte og nogle at lære fra.”

Personalemanglen er hård

21-årige Lauren Tibbles er nyuddannet sygeplejerske og arbejder på børnehospitalet Evelina London Children’s Hospital, urologisk afdeling, og for hende har den største overraskelse i faget været manglen på personale. 

”Manglen på personale er virkelig slem, og coronapandemien har kun gjort det værre. Der er så mange patienter at tage sig af, og mange børnesygeplejersker er blevet sendt over på corona-afdelinger. Jeg har selv været heldig at blive her på børneafdelingen, fordi jeg er helt ny – men sygeplejersker med bare et års erfaring er blevet forflyttet,” fortæller Lauren Tibbles til Sygeplejersken. 

Blandt sine tidligere medstuderende og venner oplever hun en meget blandet tilgang til, om de kan se sig selv blive i faget: 

”Jeg har en veninde, der var frivillig på en corona-afdeling, mens vi studerede, og hun siger, at det har ændret hendes mening fuldstændig. Hun ved ikke, om hun vil fortsætte. Jeg har forsøgt at være der for hende og tale med hende om det. For jeg synes, det er sådan en skam, hvis hun stopper,” siger Lauren Tibbles. 

Bedstemor med slag i

Hvis såvel de studerende som de erfarne sygeplejersker skal fastholdes, skal de først og fremmest have mere i løn, mener Stuart Tuckwood. Regeringen har tilbudt en lønstigning på 1 pct. til sygeplejerskerne i 2021/2022, hvilket bl.a. fik flere sygeplejersker til at bære masker med teksten: ”From Hero to Zero” (Fra Helt til et nul).

Fagforeningerne mener, at lønstigningen skal være på 12,5 pct. og forbereder sig på en mulig strejke. 

Lauren Tibbles selv er ikke i tvivl om, at hun har valgt rigtigt. Motivationen til at søge ind på sygeplejerskestudiet kom i sin tid fra hendes personlige superhelt: 

”Jeg søgte ind alene på grund af min mormor. Hun har fortalt så mange sjove og spændende historier fra både sin tid som studerende og som sygeplejerske. Det er et meget givende job på trods af de sørgelige oplevelser. Essentielt handler det om at redde liv.

Når du har set folk være virkelig syge og så senere blive udskrevet – det er helt fantastisk.” 

Emneord: 
Sygeplejestuderende