Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

"Strejkevåbnet er taget ud af vores hænder"

Formand i Kreds Midtjylland Anja Laursen er forbitret over, at de kommunale sygeplejersker i Silkeborg alligevel ikke kan strejke, fordi det ikke er muligt at stille med et nødberedskab.

Sygeplejersken 2021 nr. 8, s. 7

Af:

Jakob Lundsteen, journalist

sy8-2021-akt_strekjevaaben

Landet over er ca. 180 sygeplejersker i regionerne og 300 i kommunerne, der ellers var udtaget til strejke, nu blevet undtaget.

Årsagen er, at man de pågældende steder ikke er i stand til at stille med et nødberedskab med den nuværende bemanding.

I Silkeborg Kommune er det særlig grelt. Kompleksiteten i opgaver og for få fastansatte sygeplejersker betyder, at det i Silkeborg ikke er muligt at stille med et nødberedskab. Her er 98 kommunale sygeplejersker gået fra udtaget til undtaget, hvilket betyder at den midtjyske kommune er helt undtaget fra strejken. 

Silkeborg Kommune skriver i en pressemeddelelse: 

”Bemandingen er p.t. presset af ledige stillinger, ferie, sygdom og det faktum, at der ikke må ansættes vikarer under konflikten. Der er efter gennemgangen enighed om, at nødberedskabet reelt vil skulle overstige omfanget af den daglige bemanding uden vikardækning.”

Anja Laursen, kredsformand i Dansk Sygeplejeråd i Kreds Midtjylland, mener, at det viser, hvor presset en hverdag sygeplejerskerne arbejder under. 

”Arbejdsopgaverne er så komplekse, at det stort set er umuligt at fravælge opgaverne, når man skal lave et nødberedskab. Dermed er strejkevåbenet, en integreret del af den danske model, reelt taget ud af vores hænder,” siger hun og fortsætter:

”Vi er igen og igen af politikerne blevet henvist til den danske model. En model, hvor muligheden for strejke er et integreret element. Den her sag viser med al tydelighed, at den danske model er udfordret. Den virker ikke, når vi ser på sagen fra Silkeborg Kommune og andre lignende eksempler andre steder i landet.”

I Odense Kommune er problematikken den samme. Her er der også sket en kraftig reduktion i antallet af sygeplejersker, der er udtaget til at strejke. 

Fællestillidsrepræsentant for sygeplejerskerne i Ældre-og Handicapforvaltningen Lillian Dreyer Thorenfeldt siger til Fyens Stiftstidende:

”Det er overraskende, at vi i så stor en kommune kun kan undvære nogle enkelte sygeplejersker i administrationen og i de forebyggende indsatser. Ingen af sygeplejerskerne ude i driften i ældreplejen har kunnet undværes, og det er jo sigende for vores situation.”

Læs tema om OK21 i dette nummer af Sygeplejersken