Studerende i praksis: " ... det næste sekund væltede en bølge af skyld og skam ind over mig"

Når en patient dør, gør det indtryk. I dette tilfælde tilsat skyld og skam. Idealerne var i orden, men praksis blev helt anderledes end ønsket.

Marie Colding Laursen
Marie Colding Laursen
Døden er livets afslutning og et vigtigt område i sygeplejen. Derfor er der scenarier og cases på uddannelsen, så vi studerende bliver rustet til at løfte den følsomme opgave, det er at håndtere patienters livsafslutning.

Jeg havde personligt en lyserød forestilling om, at hvis jeg nogensinde skulle have ansvaret for en døende patient, skulle jeg som minimum sørge for en rolig stemning, dæmpet belysning og rolig musik, så der ikke ville være skyggen af angst hos patienten.

Jeg ville tale med patienten og eventuelle pårørende med en kyndig og rolig stemme og sidde stille og sige farvel med patientens hånd i min. Når patienten udåndede, ville jeg sige et dybfølt ”farvel”.

Men det absolut modsatte skete.

Jeg sad fast vagt hos en terminal kvinde, som svævede mellem liv og død. Det hvide, blege lys var skruet helt op, og hun lå i et næsten tomt rum, bortset fra et bart sengebord og alverdens slanger og maskiner, der konstant bippede og advarede om fare og uregelmæssigheder.

Jeg havde ikke siddet der særligt længe, før hendes rallen tog til og en slimklat satte sig fast i hendes svælg og blokerede for luft til lungerne.

Med ét satte hun sig krampagtigt op og kiggede direkte på mig med voldsom panik i øjnene. Jeg nåede at tænke en milliard tanker, men min krop tog over, og jeg rejste mig op for at se, om der tilfældigvis gik en ”voksen” ude på gangen.

Da jeg øjeblikket efter vendte mig om mod patienten igen, var døden indtruffet, og hendes afslutning på livet, som jeg kunne have gjort værdig, var for evigt passeret.

Hele verden stod stille et kort øjeblik, men det næste sekund væltede en bølge af skyld og skam ind over mig.

At det sidste kvinden skulle se i dette liv, var øjne, der var mindst lige så paniske som hendes egne.

Og ovenikøbet vendte jeg hende ryggen, forlod rummet og lod hende være komplet alene i sin dødsangst netop på det tidspunkt, hvor hun havde allermest brug for mig og mit nærvær, fordi jeg var det eneste, der kunne minde om tryghed i rummet.

Jeg gjorde præcis det modsatte af, hvad jeg har lært gennem refleksioner og opgaver om døden og næsten værre, jeg reagerede, som jeg aldrig havde troet, jeg ville. For at være ærlig, så var jeg faktisk fuldstændig overbevist om, at dette aldrig ville ske for mig.

Jeg har undret mig over, at jeg ikke kunne udføre en så lille handling med så stor betydning, altså at tage patienten i hånden og skabe ro. Episoden satte sig som en tvivl i mig:

Er jeg overhovedet egnet til at være sygeplejerske? Det var ikke kompliceret sygepleje, jeg skulle yde, men derimod grundlæggende omsorg og medmenneskelighed, som er et fundament i sygeplejen.

Den dag i dag har jeg en indre kamp mellem min rationelle tilgang, som er, at jeg aldrig havde været i en lignende situation før, modsat min følelsesmæssige tilgang som stadig dvæler ved ”hvad nu hvis”... jeg ikke havde været på vagt, hvem havde så den oplevelse, og var der overhovedet nogen? 

Marie Colding Laursen er sygeplejestuderende på 5. semester, VIA UC Viborg

Emneord: 
Sygeplejestuderende