Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Lærerig sygeplejefestival

Et håb om at flere nyuddannede sygeplejersker vil finde Regionshospitalet Horsens attraktivt, har fået hospitalet til at udbyde en sommerskole over to dage. Den blev taget godt imod af de studerende, der deltog.

Sygeplejersken 2022 nr. 10, s. 14

Af:

Henrik Boesen, journalist

sy10-2022_akt_sygeplejefestval-foto-3

”Jeg fik indblik i, hvad de laver på forskellige afdelinger på hospitalet og fik set andre patientgrupper,” fortæller Anne Sophie, begejstret sygeplejestuderende på 7. semester, i en video produceret af Regionshospitalet Horsens. Hun suppleres af Simone, ligeledes fra 7. semester: ”Jeg blev meget klogere på andre grene af sygeplejen, som jeg ikke møder under uddannelsen.”

Første forsøg med sommerskole

Regionshospitalet i Horsens har denne sommer for første gang afviklet en sommerskole, kaldet Sygeplejefestival, og omkring 15 studerende tog imod tilbuddet.

Sommerskolen gav bl.a. de studerende mulighed for at opnå ny viden og nye kompetencer, mærke hospitalets kultur og høre om overgangen fra studerende til nyuddannet.

I løbet af de to dage fik de studerende oplæg om karrieremulighederne inden for bl.a. ledelse, anæstesi og intensiv, om forskning, udvikling og uddannelse og om de to-årige oplæringsforløb, som sengeafsnittene tilbyder nyuddannede sygeplejersker. Derudover var de på rundvisninger i en række afsnit på hospitalet.

”Vi håber, at det vil få endnu flere nyuddannede sygeplejersker til at se i vores retning, fordi de har mærket den kultur og arbejdsglæde, vi har på stedet,” fortæller Trine Nordlund Nielsen, uddannelses- og udviklingsansvarlig sygeplejerske på Regionshospitalet Horsens.

Find nøglen

Et mere muntert og praktisk indslag i forløbet var, at deltagerne skulle gennemføre et escape room. Her blev de i mindre grupper præsenteret for en række praktiske, kliniske problemstillinger, hvor rigtigt svar på opgaverne til sidst førte frem til stedet, hvor nøglen til udgangen lå.

”De studerende var begejstrede for arrangementet og fik virkelig øjnene op for de mange muligheder, der er for dem efter endt uddannelse,” konkluderes Trine Nordlund Nielsen, som forventer at lave et tilsvarende arrangement til næste år.