Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Rikke Wiwe

"Vi skal byde ind med løsninger, der forbedrer vores egne forhold."

Sygeplejersken 2022 nr. 12, s. 66-67

sy12-2022_rikke-wiwe
Blå bog: Rikke Wiwe

Arbejdssted: Sundheds- og Omsorgsforvaltningen Københavns Kommune
Stilling: Fællestillidsrepræsentant
Evt. øvrige tillidshverv: Kredsbestyrelsesmedlem Hovedstaden. SUF MED. FH-city

Klinisk erfaring

Jeg har som sygeplejerske været vidt omkring. Lige fra psykiatri i lukket regi over gynækologi, plastik- og thoraxkirurgi til lederjob i primær sektor.

Gennem de seneste 13 år har jeg været i hjemmesygeplejen i Københavns Kommune. I øjeblikket er jeg udekørende en enkelt dag om ugen, mens resten af min arbejdstid bliver brugt som FTR.

Det er en ordning, jeg er tilfreds med, da jeg bevarer mine færdigheder og kontakt til klinikken.

Jeg har altid haft en holdning til fagpolitik, som jeg har gjort gældende både som TR og nu FTR.

Uddannelse

  • Sygeplejerske 1996
  • Studier på det sundhedsvidenskabelige fakultet
  • Fag på HD, CBS
  • Palliation, Metropol
  • Aktuelt ca. halvvejs gennem Diplom i Ledelse på Københavns Professionshøjskole

Udenlandsophold

  • Klinisk ophold Vasa, Finland
  • Klinisk ophold Ottawa, Canada
  • Udsendt med Mellemfolkeligt Samvirke til Bosnien 1997

Privat

Standardsønderjyde i Hovedstaden – med tre børn og for mange kæledyr. Jeg er kreativt anlagt, er begejstret for podcasts og køber for mange bøger. Jeg holder af nicheviden, historie og ville gerne læse mere matematik, men kan også lide fysiske aktiviteter i form af løb eller svømning.

Sygeplejersker er rygraden i det danske sundhedsvæsen

Vi står midt i en historisk sundhedskrise, som påvirker landet som helhed, og særligt os som sygeplejersker. Jeg har været tillidsvalgt i en årrække og har altid været funderet i fællesskabet. Jeg er kendt i det faglige og forhandlingsmæssige arbejde som retfærdig, ordentlig og ukuelig optimist, men også som en der tænker ud af boksen og ser andre løsninger end de oplagte.

Jeg har mangeårigt klinisk arbejde med mig og dermed en god og bred forståelse af de forhold, der gør sig gældende.

Vi bliver nødt til at anskue sundhedsvæsenet på anden måde og byde ind med løsninger, der forbedrer vores egne forhold, og i et samfundsmæssigt perspektiv sikrer borgeren et sundhedsvæsen af høj kvalitet.

Et sammenhængende sundhedsvæsen

Vi skal have et sammenhængende sundhedsvæsen på tværs af sektorer og fokus på, hvordan opgaver glider fra region til primær sektor. Sundhedsvæsenet skal sikre solide og positive resultater. Der skal tænkes patientsikkerhed og holdbarhed ind i alle led, så vi undgår genindlæggelser og sikrer smidige overgange. Der skal være mulighed for integration i it-systemer og en lovgivning, der placerer patienten i centrum. Vi skal på alle niveauer have en central position i forhold til at løse denne opgave, der ikke alene vil forbedre patientsikkerheden men også vores egne arbejdsforhold.

DSR skal medvirke til at skabe attraktive arbejdspladser

En del af dette er lønnen, hvor der fortsat skal lægges en stor indsats på ligelønsområdet. Det er det lange træk, der ikke løses over natten. Det kræver vedholdenhed og indsigt i lobbyisme og politisk arbejde og ikke mindst en evne til at formidle, så den almene dansker forstår, at en sygeplejerskeløn er meget andet end 42.000 kr./md.

Sideløbende er der andre lønforhold at arbejde med, bl.a. løn under specialuddannelserne, privatansattes overenskomstbestemte arbejdstidsaftaler, pension og studerendes løn i fagrelevant fritidsarbejde.

En anden del er vores arbejdsmiljø og vilkår. Der er gået mere end 30 år, siden fagbevægelsen havde den sidste store landvinding med overgangen fra 40 til 37 timers arbejdsuge. Det offentlige arbejdsmarked er i dag for rigidt og matcher ikke vores ønsker og krav til fleksibilitet. Vi har forskellige krav afhængigt af, hvor vi er i livet, og det skal vi udfordre, så den enkelte eksempelvis ikke taber på pensionen pga. deltidsansættelse grundet små børn.

DSR skal have en klar kommunikation

Jeg vil arbejde for, at DSR har en klar kommunikation, der formidler professionelt og effektivt både internt og eksternt, hvilke krav og forventninger vi sygeplejersker har til et offentligt arbejdsmarked, og hvad vi kan byde ind med. Det skal være en kommunikation, der tydeligt tilkendegiver vores kompetencer og faglighed, og hvorfor vi ikke kan udbyttes med andre faggrupper.
DSR skal være en fagforening, der tager ansvar for sine medlemmer. Vi skal være et DSR, der når helt ud på arbejdspladserne, hvor medlemmerne kan spejle sig i argumenter og krav, og hvor klog og dygtig kommunikation fremmer forståelse for det fagpolitiske system for alle; ikke kun TR, FTR og kongresdelegerede. DSR skal være i bevægelse og forpligte sig på at være lydhør overfor medlemmernes synspunkter og krav.

DSR skal være en stærk og indflydelsesrig fagforening!

Vi skal imødekomme en stigende andel af ældre med flere komplekse sygdomsbilleder, og samtidig byder andre faggrupper ind og vil gerne overtage vores arbejde. Der er ingen andre faggrupper, der skal retfærdiggøre deres arbejdsområde, som vi skal retfærdiggøre, hvorfor sygeplejersker skal udføre sygepleje.

DSR skal være toneangivende. Vi skal fylde, sætte dagsordenen og gøre vores indflydelse gældende, hvor vi kan komme til. Det kræver tilstedeværelse, og det kræver, at vi står sammen.
Der er ingen lette veje forude, og det bliver både kompliceret og tidskrævende, men jeg vil gerne som en del af ledelsen stille mig forrest og sammen med andre politisk valgte, tillidsvalgte og medlemmer arbejde på, at vi får de resultater, vi ønsker.

Læs om de øvrige seks kandidater:

Camilla Duus Guldberg Smith, 1.-kredsnæstforperson, Kreds Syddanmark

Dorthe Boe Danbjørg, 2.-næstforkvinde, Dansk Sygeplejeråd

Harun Demirtas, 1.-kredsforperson, Kreds Hovedstaden

Henriette Lerche, medlem af bestyrelsen i Lederforeningen

Jacob Gøtzsche, 1.-kredsnæstformand, Kreds Midtjylland

Marianne Elisabeth Priskorn, medlem af kredsbestyrelsen i Kreds Hovedstaden.