Sygeplejersken
App hjælper patienter med udposning på aorta
Sygeplejersker og forskere har i fælleskab udarbejdet en digital forløbsguide, der hjælper patienter, som lever med en aortaaneurisme.
Sygeplejersken 2022 nr. 14, s. 12
Af:
Maria Klit, journalist
Derfor har sygeplejersker på Karkirurgisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital i samarbejde med Karkirurgisk Forskning i Viborg undersøgt, hvilke oplevelser og udfordringer disse patienter har.
Forskerne har interesseret sig for, hvad hospitalet kan gøre for at gøre det lettere for patienterne at leve med bevidstheden om deres aortaaneurisme.
Bange for havearbejde
”Gennem interviews fandt vi ud af, at det for nogle patienter fylder så meget, at de hverken tør rejse eller arbejde i haven af frygt for, at aneurismen skal briste. Der var brug for at finde en måde, hvor patienterne kunne tilgå noget mere hjælp og viden,” forklarer Rikke Boeriis Leth Mikkelsen, der er udviklingsansvarlig sygeplejerske på Karkirurgisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital.
Resultatet er blevet en digital forløbsguide, der er sat op i en app. Her har afdelingen bl.a. produceret små videosekvenser, hvor afdelingens læger og sygeplejersker svarer på de mest almindelige spørgsmål om aortaaneurismer.
Giver tryghed og livskvalitet
Patienterne kan også kommunikere direkte med personalet gennem en chatfunktion, hvis de bliver usikre eller er i tvivl om noget. Her sidder en sygeplejerske klar til at svare på henvendelserne alle hverdage i dagtimerne.
Evalueringer fra et spørgeskema i appen viser, at patienterne oplever, at det har stor betydning for livskvaliteten og skaber øget tryghed i deres patientforløb.
Selve appen er udviklet som en skabelon af virksomheden EMENTO, der stiller den til rådighed for afdelingen. Appens indhold er udviklet af forskerholdet specifikt til afdelingen og dens patienter.