Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Her er der den bedste grobund for læring

Det at have studerende forpligter, og Kirurgisk og Gynækologisk Sengeafsnit på Holbæk Sygehus tager opgaven alvorligt, når de vejleder de studerende i bl.a. læringslab. Nu har afdelingen vundet Sygeplejestuderendes Praktikpris 2021 i Region Sjælland.

Sygeplejersken 2022 nr. 2, s. 42-43

Af:

Diana Mammen, journalist

sy2-2022_praktikpris_jessica-brunsgaard-larsen

Jeg er blevet mødt med åbne arme, har stået på egne ben og fået lov til at være nysgerrig og tage ansvar.

Men altid med en vejleder i ryggen, og hvis de ikke var der, så var det resterende personale gode til at tage sig af os studerende,” forklarer Kristin Patricia om sin praktik på afsnittet for kirurgi og gynækologi på Holbæk Sygehus. 

Praktikopholdet var så godt for den sygeplejestuderende, at hun indstillede afdelingen til Sygeplejestuderendes Praktikpris, som de vandt i Region Sjælland. 

Kristin Patricia synes især, at en såkaldt studieenhed, hvor man samler de studerende både på 2. og 6. semester i et team, hvor de har ca. 12 patienter, fungerede rigtig godt, da man som studerende var samlet og derfor nemmere kunne reflektere og dele viden med hinanden. 

Siden Jessica Brunsgaard Larsen blev uddannet klinisk vejleder i 2020, har hun haft mange studerende mellem hænderne. Bl.a. tidligere studerende Kristin Patricia, der indstillede afdelingen som årets praktiksted.
Siden Jessica Brunsgaard Larsen blev uddannet klinisk vejleder i 2020, har hun haft mange studerende mellem hænderne. Bl.a. tidligere studerende Kristin Patricia, der indstillede afdelingen som årets praktiksted.
Foto: Claus Bech
Del af et fællesskab

For klinisk vejleder Jessica Brunsgaard Larsen er det en ære at være nomineret, og det at vinde viser for hende, at det, de gør til daglig, skaber den helt rigtige grobund for læring.

”Først og fremmest skal de studerende være trygge og føle, at de er en del af fællesskabet på afdelingen,” siger Jessica Brunsgaard Larsen og nævner studie-
enheden, som netop samler de studerende i et team. 

”Det er både godt for de studerende at være samlet, men også, at de går sammen med de kliniske vejledere, som brænder for opgaven med at lære fra sig og arbejde med de studerende,” siger hun.

Ekstra kollega til studerende

Jessica Brunsgaard Larsen fortæller, at de på afdelingen er en ekstra i teamet, så der altid er én, der kan gå fra med den studerende. Det kræver opbakning fra ledelsen, men det er prioriteret, så de studerende har de bedste forudsætninger for at lære.

”De studerende lærer af og med hinanden. De arbejder i par af to, så de er sammen om opgaverne. Som vejleder har jeg en coachrolle, så de studerende går forrest og tager ansvaret i fællesskab. Dermed lærer de bedst,” mener Jessica Brunsgaard Larsen.

Hun står dog altid til rådighed med hjælp og vejledning. F.eks. når der i studieenheden afholdes et ’kl. 9-møde’, hvor der tales om, hvordan teori og praksis samles og giver mening i den kliniske uddannelse:

”De studerende præsenterer en patient, og så sidder vi i fællesskab og taler om den teori, man kan koble på patienten.”

Hensyn til ønsker og behov

”Grobund for læring kræver også, at de studerende har trygge rammer. Så vores fokus er på, at de skal lære, men også have det godt. Nogle har måske særlige behov, f.eks. eksamensangst. Så vi øver eksamenssituationer,” siger Jessica Brunsgaard Larsen, der også lytter til, om de studerende har specielle ønsker, f.eks. læring om en bestemt patientgruppe eller ekstra fokus på det kirurgiske eller gynækologiske felt. 

”I det omfang vi kan, prøver vi at tage udgangspunkt i de studerendes ønsker og præferencer, og hvad de gerne vil have ud af praktikken hos os med henblik på at styrke den enkelte studerendes faglige udvikling,” siger den kliniske vejleder.

Trygge rammer i læringslab

Jessica Brunsgaard Larsen forklarer også, at Holbæk Sygehus har et såkaldt læringslab, hvor de studerende i trygge rammer har mulighed for at træne kompetencer som f.eks. pvk, sonde eller kateteranlæggelse på specielle dukker, så de ikke skal gøre det på en patient for første gang.

”Senest har 6.-semesterstuderende haft en fiktiv, tidstro aften/nattevagt med komplekse patientforløb, hvilket var en stor succes. Læringslab bliver hermed et samlingspunkt for alle studerende på sygehuset, og det er også her, alle samles første dag. Så har de kendskab til et sted, hvor de ved, de altid kan gå over, og hvor man også kan mødes med studerende fra andre afdelinger,” fortæller Jessica Brunsgaard Larsen, som også underviser samme sted i bl.a. kirurgisk sygepleje. 

Læs også i dette nummer af Sygeplejersken:

Sygeplejestuderende hædrer de gode praktiksteder

De nominerede til Sygeplejestuderendes Praktikpris 2021