Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Leder: Krigens rædsler er ubærlige

"Det gør et dybt indtryk at se videoer af sygeplejersker og læger i bombesikrede kældre yde hjælp og omsorg til nyfødte babyer og deres familier."

Sygeplejersken 2022 nr. 3, s. 3

Af:

Grete Christensen, formand

spl12-2020_grete-christensen_okt2020

Det er forfærdeligt og ubærligt at være vidne til krigshandlingerne i Ukraine.

At se mænd blive skilt fra deres børn og familier for at blive sendt i krig. At se civilbefolkningens utrøstelige desperation.

At se krig, død og ødelæggelser på europæisk jord. 

Det gør et dybt indtryk at se videoer af sygeplejersker og læger i bombesikrede kældre yde hjælp og omsorg til nyfødte babyer og deres familier.  

Sygeplejersker og andre sygehusansatte i Ukraine har længe været under et voldsomt pres.

Ikke kun pga. coronapandemien, som ligesom i Danmark har presset det ukrainske sundhedsvæsen til det yderste.

I flere regioner har sundhedspersonalet siden Ruslands annektering af Krim i 2014 måttet behandle sårede soldater samt civile.

Mange er sårede af kamphandlinger, andre af landminer og andre rædsler. Som en ukrainsk sygeplejerske udtrykker det: ”We're used to intensive work, but it was also psychologically hard to see all that”.

Paradoksalt er det, at krigen i Ukraine får os til at tænke på Florence Nightingale.

Hun deltog netop i krigen på Krimhalvøen for 150 år siden – med russiske styrker på den ene side og en vestlig militæralliance på den anden.  

I skrivende stund – her på tærsklen til marts og det spirende forår – er det stadig usikkert, hvad Putins formål med krigen er.

Og hvor lang tid den vil vare. I Dansk Sygeplejeråd har vi sendt en solidaritetserklæring til vores ukrainske kolleger.

Selvom det ikke står mål med de rædsler, de oplever.