Linda drømte i 30 år om at blive sygeplejerske

I knap 30 år har Linda Boesen fra Femø haft et ønske om at blive sygeplejerske. En drøm, der begyndte, da hendes mormor blev syg. Efter en hård kamp på sygeplejerskeuddannelsen var hun i januar i en alder af 50 år til sin sidste eksamen – og hun er ikke den eneste, der tager uddannelsen i en moden alder.
50-årige Linda Boesen har terpet adskillige sygeplejeteoretikere på turene med Femøfærgen de seneste 3½ år, mens hun har læst til sygeplejerske i Nykøbing Falster.
Foto: Per Rasmussen

Linda Boesen kunne se fire af de andre ø-pendleres biler på det åbne dæk på den lille ø-færge. Men hun orkede ikke at gå indenfor og sætte sig i de blå sofabænke og snakke med dem. Ikke i dag.

Hun blev siddende i sin sorte Mazda 3 og kiggede ud ad vinduet. Det støvregnede i tusmørket. En færgemedarbejder i refleksgul vest arbejdede på højtryk ved porten.

De var ved at lægge fra land. Forud ventede 50 minutters sejlads over Smålandshavet.

Færgen til Femø med plads til 17 biler og maksimum 100 passagerer sejlede til tiden denne torsdag den 13. januar 2022. Linda kendte alle medarbejderne på færgen og de fleste i de andre biler.

Mange af dem vidste godt, at det havde været en stor dag for 50-årige Linda med det grålyse hår i hestehalen. At hun havde været oppe til den sidste eksamen på sygeplejerskeuddannelsen. De havde været med på hendes rejse gennem studiet.

Men lige nu havde hun bare brug for at være alene i bilen og fordøje dagen for sig selv. Og tale med sin storesøster Susanne. Hun tog sin gamle Samsung-telefon og ringede til hende.  

Det Grønne Diplom

Det var næsten 30 år siden, Linda første gang tænkte, at hun ville være sygeplejerske. Dengang var hun 21 år og i gang med landbrugsuddannelsen, så hun kunne få Det Grønne Diplom. 

Hun var vokset op i Nykøbing Falster med sin mor, far, 10 år ældre bror, og otte år ældre tvillingesøstre, der begge havde uddannet sig til sygeplejersker.

Hun havde ingen planer om at lave det samme som dem, men da hendes mormor blev syg, skete der noget. Mormoren, som tit havde passet hende, da hun var barn, og som betød rigtig meget for Linda, blev ramt af apopleksi og blev halvsidelammet.

Gnisten blev tændt

De var omkring 40 mennesker den søndag i 1993. Familien var samlet til barnedåb, og snakken gik lystigt mellem de tunge fløjlsgardiner og scenetæppet foran den tomme revyscene i forsamlingshuset i Næstved. 

Linda sad ved siden af sin mormor og masserede forsigtigt fingrene, der blev ved med lukke sig sammen. Hun gav hende en ny bid mad med gaflen. Der var god plads til den gråhårede dame i slutningen af 70’erne i kørestolen.

Alt gik fint, indtil hun skulle på toilettet.

Så tog Lindas storesøstre over. Linda iagttog, hvordan de tog sig af deres mormor og begyndte at tale sammen på en helt anden måde. Organisere, hvordan de skulle få trukket hende ud og bugseret hende på toilettet.

De talte sammen på et fagligt sprog, hun ikke kendte. De havde styr på det og havde en fælles forståelse. Og det gjorde indtryk.

For Linda blev det ikke blot en festdag med familien, men også dagen, hvor der blev tændt en ny gnist. En drøm om at blive sygeplejerske. 

Børn og sosu-hjælper

Men Linda ville gerne gøre sin landbrugsuddannelse færdig, og i 1996 fik hun Det Grønne Diplom. Hun var tæt på at søge ind på sygeplejerskeuddannelsen året efter, men så blev hun gravid og droppede det. Drengene kom lige i rap i 1997 og 1999, og mens de var helt små, var det dem, Linda helligede sin tid.

I 2001 flyttede hun med sin mand og børn til hans fødegård på Femø i Smålandsfarvandet nord for Lolland, hvor de har boet siden med mandens godt 100 malkekøer og Lindas heste og hunde.

Da drengene blev gamle nok til at komme i børnehave, begyndte pendleriet med færgen til Kragenæs på Lolland for både hende og børnene. For med en befolkning på 115 beboere er der hverken skole eller børnehave på øen.

Linda tænkte, at det ville blive for krævende at gå i gang med sygeplejestudiet. I stedet læste hun til social- og sundhedshjælper og blev færdig i starten af 2004. Det tog halvandet år.

Hun var glad for det. Det var noget i retning af sygeplejerske. Hun blev dog ved med at være fascineret, når hun gennem sit arbejde i hjemmeplejen i først Lolland Kommune og senere i Guldborgsund Kommune mødte sygeplejerskerne.

Det var stadig det, hun allerhelst ville. Men børnene havde førsteprioritet. 

Først da drengene blev store og så småt var ved at forlade reden, begyndte Linda igen at overveje sygeplejerskeuddannelsen.

Hun havde sparet op gennem mange år – til hvis nu hun skulle rive 3½ år ud til at læse – og i 2017 blev overvejelserne seriøse. Men hun var i tvivl.

Var hun blevet for gammel? Kunne hun klare det? Overvejelser, der bl.a. blev vendt med storesøster Susanne og nabokonen Helga. Her var der kun støtte og opbakning af hente.

Udfordrende sygeplejeteoretikere

Klokken var 18.30. Hun havde lige været ude hos hestene i stalden og septembersolen skinnede stadig fra vest. Hun kunne lige nå at læse en halv time, inden hun skulle lave mad.

Året var 2018, og Linda var lige begyndt på at læse til sygeplejerske. Hun gik ind i gårdens tredje store stue med de bordeaux vægge, der var indrettet som kontor. Der var mapper, papirbunker og kontorgrej over det hele.

Hun satte sig i sin knirkende sadelstol ved fyrretræspladen, der udgjorde hendes skrivebord. Hendes to foxterriere lagde sig til rette i hundekurven ved hendes fødder. Den ældste søns gamle hakkebræt af en gymnasiecomputer stod klar, og bøgerne kaldte på hende fra reolen til venstre. 

Lektien var Virginia Hendersons behovsteori. Det var svært at forstå, så hun læste det igen. Fandt så diktafonen frem og begyndte at læse igen. Højt denne gang. Mens diktafonen kørte. 

Der gik hurtigt en halv time. Efter maden sad hun der igen. Skumringen omsluttede haven uden for vinduerne. Hun tændte igen for diktafonen og læste videre. 

Næste morgen på sin to timers transport til sygeplejerskeuddannelsen i Nykøbing Falster tændte hun diktafonen igen i håbet om, at hun ville forstå det, hvis hun lyttede til det igen. Og igen. 

Hun var overrasket over, hvor meget sygeplejeteori, de skulle lære. Det udfordrede hende virkelig, men hun blev hjulpet på vej af sin egen stædighed og ordene fra en veninde, der, inden hun døde, sagde til Linda: ”Linda, det her, det kan du godt.” 

Mange modne sygeplejersker

I 2019 dimitterede 2.558 sygeplejersker. Her er deres aldersfordeling: 

  • Under 30 år: 1.947
  • 30-34 år: 274
  • 35-39 år: 125
  • 40-44 år: 93
  • 45-49 år: 65
  • 50-54 år: 35
  • 55-64 år: 19
  • Over 65 år: 0

282 kommentarer om moden alder

De andre på det 40 mand store hold, der var begyndt på sygeplejerskeuddannelsen, var næsten alle unge. Mange kom direkte fra gymnasiet og var vant til at læse. De var næsten på alder med Lindas egne børn.

Hun spekulerede ofte over, om hun mon var den eneste, der tog uddannelsen i en sen alder. 

Men det var Linda ikke. Ifølge tal fra Danmarks Statistik var der i 2019 2.558, der dimitterede som sygeplejersker. De havde en gennemsnitsalder på 28,4 år. 24 pct. var over 30 år. Og 2,1 pct. var mellem 50 og 65 år, hvilket svarer til 54 dimittender. 

Linda skrev også et opslag i Facebookgruppen ’Jeg er sygeplejerske’ og spurgte, om der var andre, der var blevet sygeplejerske, da de var på hendes alder.

Det gav lynhurtigt 282 kommentarer fra sygeplejersker, der bekræftede, at de var blevet sygeplejersker i en sen alder eller arbejdede sammen med nogen, der var.

Hvad venter mig?

Linda bestod den sidste eksamen. Hun var blevet sygeplejerske, og det var senere samme dag, den 13. januar 2022, at hun sad i bilen på færgen og talte med sin søster, da bildøren pludselig blev flået op.

Fire sæt øjne kiggede smilende på hende og råbte tillykke. Den ene var nabo-Helga, der stak en buket blomster ind til hende. Linda grinede genert. Det var overvældende. 

Linda tænkte på, hvad der nu ventede hende. Nu skulle hun også have et arbejde som sygeplejerske. Hun havde været i gang med at søge, men det var ikke let.

Den første færge gik fra Femø kl. 6.00 og var i havn i Kragenæs kl. 6.50. Herfra var der 50 minutters kørsel til f.eks. Nykøbing Falster.

Selvom der i stillingsopslagene stod, at arbejdsgiverne var fleksible, blev hun flere steder valgt fra, fordi hendes færgetider ikke passede med deres mødetider, og Linda mødte ingen opbakning til forslag om, at hun kunne logge sig på systemerne og læse journaler, mens hun sad på færgen. 

Men til sidst var der bid på Lungemedicinsk Afdeling på Nykøbing Falster Sygehus. Her var afdelingssygeplejersken villig til at lade Linda møde kl. 8.00 i stedet for kl. 7.00 i dagvagterne. Og gå kl. 15.00 så hun kunne nå færgen kl. 16.00.

Linda oplevede, at afdelingsledelsen tog hende alvorligt og talte med den øverste ledelse om situationen. De gad sætte sig ind i det, hvor andre blot havde rullet med øjnene. 

Og hvis det brænder på en dag på afdelingen, bliver Linda også hængende og hjælper til. Går det skævt af færgetider, ved hun, at hun altid kan overnatte hos sin far, der bor i byen.

I 20 år har Linda Boesen pendlet 50 minutter hver vej med Femø-færgen til og fra job og senest sygeplejestudiet. I alle årene har hun boet på den lille ø Femø i Smålandshavet nord for Lolland
Caption 
I 20 år har Linda Boesen pendlet 50 minutter hver vej med Femø-færgen til og fra job og senest sygeplejestudiet. I alle årene har hun boet på den lille ø Femø i Smålandshavet nord for Lolland
Attribution 
Foto: Per Rasmussen
Drømmen gik i opfyldelse

7. februar 2022 var det Lindas femte dag på sit første job som sygeplejerske. Øjnene smilede over mundbindet til den nye patient, der netop var blevet kørt ind på firesengsstuen.

Solen skinnede ind ad to store vinduer, og udenfor glimtede lyset i de hvidtoppede bølger på Guldborgssund. 

Hun gik ud på gangen og hentede blodtryksmåleren på hjul, men da hun kom tilbage til patienten, opdagede hun, at der manglede en blodtryksmanchet.

Hun havde fået lidt styr på, hvor tingene var siden første dag, men endnu var hun ikke stødt på dette problem. Hun forsøgte sig med det første opbevaringsrum på den modsatte side af gangen og kiggede i et stort blåt skab bag døren.

Bingo, hun fandt manchetten i første hug. Hun gik tilbage og fik sat den på. Bagefter målte hun også de andre værdier i early warning-score. 

I det lille fire gange tre meter store personalerum sad allerede et par kolleger ved det aflange grå bord og arbejdede. Linda satte sig for bordenden og åbnede en bærbar HP-computer.

En småkrøllet gul post-it-blok med patientens værdier lå til venstre for hende. Et af tallene gjorde hende bekymret. Hun spurgte sin kollega til råds og fik forklaret, at med denne type patient var tallet okay set i sammenhæng med de øvrige tal. 

Linda noterede for sig selv, at hun igen havde lært noget nyt. Det gik godt med at være sygeplejerske. Også selvom hun var 50 år og nødt til at møde en time senere end de andre. 

Læs også i dette nummer af Sygeplejersken

Plads til en ø-pendler


 

Emneord: 
Sygeplejerskeuddannelsen
Uddannelse