Studerende i praksis: "… han tror sig mere syg, fordi han skal blive på hospitalet et døgn mere"

Begrebet nocebo rumsterer i en studerendes hoved efter en observation i praksis. Skulle hun have hjulpet patienten til mestring gennem samtale frem for blot at smile til ham?

Dina Helbo Bredal
Dina Helbo Bredal
En patient går sig en rask tur, han smiler til mig og fortæller, at han skal udskrives i dag. Der kommer et kald fra stuen, hvor han er indlagt. Han er ikke min patient, men jeg går alligevel derind. Jeg har næsten lige mødt ham frisk og frejdig ude på gangen og ved, at han skal udskrives. Men det skal han ikke. En forsinkelse gør, at han skal blive på hospitalet en ekstra dag. Nu kan han ikke selv overkomme at hente vand i automaten. Jeg henter det gerne, også med et smil. Men jeg skriver min observation ned i mine undringsnotater. Jeg tænker på, hvad det skyldes. Det er tydeligt, at han ikke kan gå de 25 meter. Biomedicinsk er der ingen ændringer, ingen målbare tegn eller forklaringer. Kan det skyldes hans måde at mestre beskeden om forsinkelsen på? Det er en erkendelse, jeg ikke kan se bort fra.

Hvis patienten ikke kan hente vand selv, er det måske, fordi han tror sig mere syg, fordi han skal blive på hospitalet et døgn mere. Han har negative forventninger pga. forsinkelsen. Det er nocebo-effekten, jeg har observeret.

Nocebo er, når sygdomsoplevelsen ikke forsvinder pga. patientens negative forventning til behandlingen. Nogle gange kan sygdomsoplevelsen ligefrem forstærkes af forventningen om, at der sker noget dårligt, som hos patienten jeg har beskrevet. 

Det er dokumenteret, at mennesker får flere og stærkere bivirkninger, hvis de forventer at få dem. Jeg tænker på, at vi har pligt til at fortælle om dem. 

Det er os, der fortæller patienten om bivirkninger, forsinkelse og andet, der påvirker ham og opholdet på hospitalet. Men hvad, hvis det, vi fortæller, gør patienten dårlig? Hvis viden om mulige bivirkninger betyder øget sygdomsfølelse?

De ord, vi bruger i sygeplejen, er vigtige. Vi kan gennem samtale støtte en patient. Vi kan også uforvarende komme til at sætte patienten i en situation, hvor han føler, han skal vælge mellem pest eller kolera. Bateson mente, at ord i sig selv kunne føre til skizofreni. Så radikale konsekvenser forventer man ikke i dag. Men alligevel kender vi til PTSD og Stockholm-syndrom, der kan optræde hos mennesker, som har været under et ekstremt fysisk og psykisk pres. 

Patienter på hospitaler er også under et pres. De er syge nok til at være indlagte. Det er os, der taler med dem. Fortæller om bivirkninger eller som i casen: forsinkelser. Måske det er os, der giver dem nocebo. Med ord og handlinger kan vi give dem mulighed for at slippe af med de negative forventninger. 

Jeg ved ikke, hvordan beskeden om udsættelsen er givet. Så jeg kan ikke sige, hvad der sker mellem de to møder, jeg har med patienten. Men jeg kan se, at han ikke kan gå den korte tur til automaten. 

Jeg tænker tilbage og ville ønske, at jeg havde talt med ham. Tilbudt ham de ord, der måske kunne hjælpe ham med at mestre igen. Men jeg gav han kun vand og et smil. 

Redigeret af Jette Bagh, cand.cur., fagredaktør, Sygeplejersken og Fag&Forskning

Emneord: 
Sygeplejestuderende