Sygeplejersken
"Alle indlagte her kunne være min søn"
Krigen i Ukraine har sendt mange sygeplejersker på flugt. Men nogle er blevet for at støtte de mange sårede soldater og civile. Ludmilla er en af dem. Reportage fra et hospital i Sydukraine.
Sygeplejersken 2022 nr. 6, s. 38-43
Af:
Stefan Weichert, Journalist
Der er travlt på kirurgisk afdeling på Kryvyi Rih Hospital i Sydukraine. Frontlinjen er kun 60 km væk, og sårede civile og soldater strømmer ind i spontane ryk, når der er bombardementer. Flere opereres dagligt, og Ludmilla, der er leder af sygeplejerskerne, har travlt med at uddelegere opgaver på afdelingen med de grønne vægge.
Hun har dog svært ved at samle tankerne. Hendes 25-årige søn er soldat ved fronten og sætter hver dag livet på spil mod de russiske soldater. Hvad nu, hvis det er ham, der kommer såret ind ad døren næste gang? 45-årige Ludmilla kan ikke slå det ud af hovedet. Hun ønsker ikke sit efternavn frem af hensyn til sin familie.
“Min søn lover altid at skrive som det første, når han vågner, så jeg holder altid øje med telefonen. Jeg vil bare vide, at han er okay,” siger Ludmilla.
Hospitalet i Kryvyi Rih er centrum for regionen og modtager derfor de mest skadede patienter, som ikke kan behandles på de små klinikker nær fronten. Overlægen siger, at de har alt, hvad de skal bruge, men hospitalet er af ældre dato med nedslidte vægge og med gamle bårer, som er mere besværlige at arbejde med.
De har haft det samme udstyr i en evighed, siger personalet.
Ludmilla møder hver dag ind for at skifte bandager på patienterne og sørge for, at vagtplanen går op. Mange sygeplejersker flygtede i starten af krigen, og det gør det svært. Selv har hun ingen planer om at flygte. Det kan hun ikke med en søn ved fronten.
“Det vil være som at forlade min søn. Alle her kunne være ham. Det er frygteligt at se skaderne og antallet, men vi må gøre, hvad vi kan,” siger Ludmilla.
Flere opgaver end før
På gangen hænger der en række instrukser til, hvordan personalet skal håndtere forskellige katastrofer såsom et atomangreb. De stammer fra 1960’erne, siger en af lægerne, der påpeger, at de skræmmende nok er blevet relevante igen efter invasionen. Instrukserne er et af de mange tegn på, at renovering af hospitalet ikke har stået først for.
Patienterne på afdelingen har især skader forårsaget af fragmenter fra de mange bombardementer. Der lugter indeklemt på stuerne, hvor de fleste patienter lider af følgerne af de fragmenter, der har gennemboret deres kroppe. Nogle ømmer sig, mens andre kun ligger på en bestemt side for at lindre smerterne.
Når patienterne kommer til Kryvyi Rih, er det Ludmillas opgave at finde ud af, om sårene er rene, og om der eventuelt er flere fragmenter, som en læge vil skulle kigge på. Lægernes tid er kostbar, så det er sygeplejerskerne, der foretager den første udredning.
Siden invasionen den 24. februar har hun fået flere opgaver pga. personalemanglen. I alt har afdelingen mistet omkring 30 pct. af sygeplejerskerne, anslår hun. Nogle pensionerede sygeplejersker er trådt til, men ikke nok til at gøre op for tabet.
Ludmilla holder øje med en ukrainsk soldat, som får skiftet bandager. Han arbejdede som snigskytte og et fragment fra et russisk kampvognsangreb fløj gennem hans højre lår. En sygeplejerske hjælper lægen med at rengøre såret. Det begynder at bløde igen under arbejdet, og soldaten vrider sig, da såret bliver tilset.
“Der kommer flere og flere patienter. Både civile og militær. Vi ved aldrig, hvor lang tid vi arbejder. Nogle dage otte timer og andre gange så lang tid, som det tager at blive færdig,” siger Ludmilla, der ikke forventer, at de får mere i løn af overarbejdet. Landet er jo i krig.
Tidligere søgte personale og patienter tilflugt i hospitalets beskyttelsesrum, når sirenen begyndte at hyle. Det gør de ikke længere. Den skriger næsten døgnet rundt som et hylende dyr, der bare ikke vil holde mund. Sirenen lyder også, mens bandagen på den ukrainske snigskytte skiftes. Ingen bemærker den. Det er blevet hverdag.
“Når vi hører om bomber ved fronten, så ved vi, at der ikke går længe, før patienter begynder at ankomme her. Det giver os muligheden for mentalt at forberede os. Det var hårdest i starten. I dag er det mere normalt. Det er faktisk frygteligt at tænke på,” siger Ludmilla.
Mor og psykolog for patienterne
På akutmodtagelsen, som her hedder traumeafdelingen, er situationen ikke bedre. Der er mange sårede civile og soldater, som fylder sengepladserne op. Hver aften hænger personalet tæpper op foran vinduerne, så det er sværere at se hospitalet for de russiske piloter. Det, at der er sårede soldater her, gør hospitalet til et militært mål ifølge russerne.
Verdenssundhedsorganisationen WHO melder om mere end 200 angreb på sundhedsfaciliteter i Ukraine siden invasionen. FN har registreret over 3.000 døde civile, men det er umuligt at have et reelt overblik. Dertil kommer et ukendt antal soldater. Ukraine og Rusland har begge hævdet at have dræbt mere end 20.000 af fjendens soldater.
“Hvis jeg hele tiden gik og tænkte på, at Rusland måske vil ramme os, ville jeg ikke kunne arbejde. Så jeg er nødt til at blokere de tanker og gøre, hvad jeg kan her for at hjælpe patienterne,” forklarer en anden sygeplejerske, 60-årige Ludmilla Nikolaevna, der er ansvarlig for bandager på traumeafdelingen. Hun har arbejdet mere end 40 år på hospitalet.
En sygeplejerske i Ukraine tjener omkring 12.000 om måneden i den lokale valuta hryvnia. Det svarer til omkring 2.800 kr. Deraf skal der betales omkring 30 pct. i skat. Der er mulighed for at tjene mere, afhængig af specialeog erfaring. Arbejdsugen er 40 timer, og ukrainerne har ca. lige så mange feriedage, som vi har i Danmark.
Det tager fire år at uddanne sig til sygeplejerske i Ukraine. Derefter er der mulighed for at tage en overbygning, men det er langt fra alle, der gør det. Sygeplejerskerne fra Kryvyi Rih Hospital siger, at de ikke har noget speciale fra studiet. I stedet er uddannelsen meget generel. Det er først, når de får job bagefter, at de får et specialområde.
Kilder: Personalet på afdelingen samt www.work.ua/en/salary-nurse
Hun begynder hver morgen med at tilse patienter og skifte bandager. Sådan var det også før krigen, men hendes opgaver har ændret sig en hel del, forklarer Ludmilla Nikolaevna. I dag føler hun i større grad, at hun skal være psykolog, mor eller bedstemor for patienterne, da de har været igennem forfærdelige hændelser. Mange har gemt sig i ugevis i kældre uden at få noget sollys, været mishandlet eller udsat for daglige bombardementer.
Hun henviser bl.a. til en ung mor, som blev hårdt såret under et angreb med sit barn. Sønnen er i dag på et andet hospital i byen og fik amputeret et ben.
“Hun var stadig bedøvet, da hun kom her, og havde meget svært ved at holde fast i virkeligheden og forstå, hvad der var sket. Hun græd og græd over barnet og var svær at holde i ro. I dag har hun det meget bedre. Min opgave var at få hende til at holde fast i sig selv og sige, at hun var stærk. Jeg gentog det samme hele tiden,” siger Ludmilla Nikolaevna.
“Jeg ser ikke længere fjernsyn”
Det er ikke kun over for patienterne, at Ludmilla Nikolaevna føler sig som en mor eller bedstemor. Det gør hun også over for de unge sygeplejersker på afdelingerne, som har svært ved at forholde sig til det hele. Nogle gange har de brug for en fridag, og hun tager en ekstra vagt for at dække dem. Hun har også aflyst sin ferie for at give de unge mere fri.
Andre gange har de unge brug for en, der bare vil lytte. I de 40 år, hun har arbejdet her, har hun aldrig oplevet noget lignende. Det kan ikke sammenlignes med noget andet.
“Vi gør, hvad vi kan. Men hvordan har jeg det selv? Forfærdeligt. Jeg er fuld af tårer, som bare gerne vil ud. Jeg har ondt i mit hjerte, men jeg må bare fortsætte,” siger Ludmilla Nikolaevna, der er uddannet i Kryvyi Rih på Medicinsk College, dengang landet var en del af Sovjetunionen, og russerne blev betragtet som broderfolk. Det bliver de ikke længere.
“Jeg er selv holdt op med at se fjernsyn. Jeg kan ikke klare mere elendighed. I stedet sidder jeg meget i haven og kigger på blomster, der gror. Taler med naboerne. Det er min måde at håndtere det hele på,” siger Ludmilla Nikolaevna, der har familiemedlemmer tæt på fronten.
Den ukrainske sundhedssektor er officielt gratis for alle. Det stammer tilbage fra Sovjetunionen. Det er dog normal praksis, at patienten selv betaler for medicin og giver et tilskud til operationer. Der er over 2.200 hospitaler i Ukraine og 400.000 hospitalssenge. Det er ca. 5,22 hospitaler og 890,7 senge pr. 100.000 indbyggere.
Sundhedssektoren har været ramt af korruption, og det påvirker patienternes behandling. Der har været tale om flere reformer af den ukrainske sundhedssektor, hvor der bl.a. har været pres for at hæve lønnen for sygeplejersker og læger, så de ikke har behov for at tage imod penge fra patienterne. Det er dog ikke sket endnu.
Kilder: www.globalizationandhealth.biomed-
central.com/articles/
rpr.org.ua
Hun bruger også megen tid på at hjælpe de sygeplejestuderende, der er i praktik på afdelingerne. Bl.a. er 18-årige Zlata i gang med sit sidste år på Kryvorizkyi Medical College og er i praktik på afdelingen i de næste seks uger.
Dagens første opgave er at folde bandager.
“Det er måske lidt mærkeligt, men krigen gør faktisk, at jeg har mulighed for at prøve flere ting end normalt i praktik. Der er brug for mig alle vegne,” siger Zlata, der mener, at krigen har været med til at gøre hende endnu mere motiveret til at blive sygeplejerske.
Hun er færdig om få måneder, og så vil hun melde sig til at komme til fronten.
“Folk er meget forskellige. Nogle flygter. Det kunne jeg også have gjort, men jeg bliver. Det er derfor, at jeg vil være sygeplejerske. Det er for at hjælpe folk i nød. Jeg elsker mit land, og vores mænd kæmper ude ved fronten, så det bør jeg også. Det er min pligt.”
Læs også: Observation: Sygepleje i krigens skygge