Anmeldelser

I denne udgave af Sygeplejersken anmeldes følgende bøger: 'Re:konstruktion', 'Unormale mennesker', 'Pædagogisk kompetenceudvikling på de videregående uddannelser' og 'Stress i professionsfagene Hvorfor rammer det så hårdt, og hvad kan vi gøre ved det?'

Stærke fortællinger om brystkræftforløb

Re:konstruktion

Charlotte Weile
Re:konstruktion
208 sider - 399, 95 kr., Gads Forlag 2022

”Mor, der er kommet en pakke til dig.”

Min 19-årige søn rækker mig en kuvert. Jeg udpakker en stor flot fotobog med en smuk kvinde i bar overkrop på forsiden. Det første jeg tænker på er en Coffee Table Book, altså en tyk bog, som er beregnet til at pynte på sofabordet og lægge op til samtaler. Min søn spørger, hvad det er jeg har fået, og jeg vender bogen mod ham, hvorefter han ser helt forkert ud i hovedet. ”Mor, behøver du også tage arbejdet med hjem?” Jeg kigger endnu engang på forsiden og ser nu, at kvinden er mastektomeret. Efter at have arbejdet 22 år i stråleterapien, tænker jeg ikke så meget om vi har et, to eller ingen bryster. 

Bogen henvender sig primært til kvinder, som skal vælge, om de skal lade sig rekonstruere efter et brystkræftforløb med mastektomi eller efter forebyggende fjernelse af bryster pga. genetisk disposition med BRCA1 og BRCA2. Men som fagpersoner bliver vi altid klogere af at lytte til patienterne.

Bogen er stærk i sit udtryk. 51 kvinder fortæller i interview om deres valg og livet med rekonstruktion eller fravalg. Smukke æstetiske billeder portrætterer kvinderne.
Brystkræft er en af de hyppigste kræftformer, som rammer hver niende kvinde i Danmark. 30 pct. af disse kvinder ender med at få fjernet brystet. Vi sygeplejersker kommer til at møde disse kvinder på vores vej. Det kan være på arbejde, blandt vores venner og familie. Måske er det os selv, som rammes. 

Bogen er skrevet i et sprog, så alle kan være med. Der er forskellige eksperter, som imellem kvindernes egne fortællinger giver information om tiden før, under og efter en brystrekonstruktion. Senfølger og livskvalitet, seksualitet og håbet/håbløsheden. Bogen giver refleksion over livet. 

Mette på 39 år, BRCA2-positiv, havde brug for at tage afsked med sine bryster, så hun holdt en online-bar med veninderne - det var under corona. Efter operationen overvinder hun efter noget tid sig selv at slå dynen til side og ser resultatet: ”Da jeg så gjorde det, blev jeg lettet. Det lignede en punkteret ballon… Jeg havde mine egne brystvorter, og det ligner mit gamle bryst – bare lidt mere ungpigeagtigt.”

”Jeg havde en eller anden forestilling om, at det ville være fuldstændigt maltrakteret, også ud fra alle de der forfærdelige billeder, jeg havde set på nettet. Sådan var det bare slet ikke.”

Jeg er helt sikker på, at Charlotte Weile har ret, når hun skriver, at hun håber, denne bog kan skabe et rum for erfaringsudveksling, for det er netop, hvad denne bog gør gennem de 51 forskellige fortællinger om valg og fravalg, hvad de forskellige har savnet i forløbet, og hvad de ville gøre om i dag. Rekonstruktioner og mastektomier er lige så forskellige som vi mennesker. God læselyst. 

Helle Mathiasson, sygeplejerske, stråleterapeut, Afdelingen for Kræftbehandling, Stråleterapien Herlev Hospital, og formand for Fagligt Selskab for Kræftsygeplejersker
 

Menneskesyn til debat

Unormale mennesker

Sonja Furu
Unormale mennesker
Strandberg Publishing 2022, 224 sider - 149,95 kr.

På Egmont Højskolen har halvdelen af eleverne et handicap. Det kan f.eks. være Downs syndrom, autisme eller cerebral parese. De handicappede elever ansætter de øvrige elever, som får løn, der financierer deres ophold på højskolen. Den blanding af elever giver selvsagt usikkerhed og absurde oplevelser især i starten af opholdet, og især for de såkaldt normale. 

Journalist Sonja Furu undersøger gennem interview med psykisk eller fysisk handicappede mennesker, hvordan normalitet og afvigelse brydes i det samfund, vi lever i. Hendes udgangspunkt er den skam, hun bærer på, fordi hun som barn aldrig forsvarede sin søster, når søsteren blev drillet, fordi hun var særlig og anderledes. 

Læseren får indblik i de mange problemer, der fortsat eksisterer for mennesker med handicap, hvis de ønsker at uddanne sig og få et arbejde. Medmenneskers måde at møde handicappede på, som f.eks. at holde en hånd hen over sit barns øjne, så ungen ikke skal glo eller blive konfronteret med synet af kørestol og anderledeshed, at gå bag en person og imitere hans klodsede gang eller at nægte konkret hjælp til uddannelse. Bogen kommer godt omkring, den er let at læse og fint illustreret.

Bogen kan suppleres med Sonja Furus podcastserie i fem afsnit ’Unormale mennesker’. Første afsnit har Peter Lund Madsen i studiet.

Jette Bagh, sygeplejerske, cand.cur.

Inspiration til nye måder at undervise på

Pædagogisk kompetenceudvikling

Birgitte Madelung
Pædagogisk kompetenceudvikling på de videregående uddannelser
Frydenlund 2022, 252 sider - 299,95 kr.

Tilgangen er, at “undervisningslokalet på én og samme tid er underviserens scene og øvelokale”. Bogen har mange forskellige pædagogiske teorier, en del organisationsteori i en pædagogisk kontekst og med forskellige bud på, hvordan uddannelser kan udvikles. Hvordan det kan afspejles i undervisning og vejledning, og hvordan kompetenceudviklingen af underviseren kan gribes an samt hvordan ledelse af undervisere kan rammesættes. Med så bred en agenda bliver indholdet i de enkelte afsnit udfoldet ret overfladisk. 

Læsevejledningerne og henvisninger til de øvrige kapitler er lidt forstyrrende, og stikordsregister savnes. Trods dette kan bogen anvendes rent praktisk til netop det, den lover i titlen. Niveaumæssigt kan bogen læses af alle undervisere: Af novicen til at give et vist overblik over det komplekse område eller af den erfarne underviser eller leder til at inspirere til nye måder at gribe udvikling af undervisningen an på. 

Mange af de anvendte begreber forklares og eksemplificeres og gør derved bogen anvendelig som den håndbog, den ønsker at være. De forskellige afsnit indeholder bokse med større eller mindre øvelser og refleksionsspørgsmål, der kan hjælpe undervisere, pædagogisk ansvarlige eller ledere på alle niveauer, i afklaring af f.eks. nuværende og ønsket praksis.

Helle Svenningsen, lektor, ph.d. VIA University College, Aarhus N

Hjælp til stressede sygeplejersker

Stress i professionsfagene

Bo Netterstrøm og Thomas Milsted
Stress i professionsfagene. Hvorfor rammer det så mange så hårdt, og hvad kan vi gøre ved det?
208 sider - 299, 95 kr., Forlaget Pressto 2022

Langt de fleste bøger vi sætter i hænderne på vores studerende, handler om borgeren eller patientens reaktioner på sundheds- og sygdomsudfordringer, og hvad vi i de menneskenære professioner kan gøre for at hjælpe dem. I denne bog bliver blikket imidlertid rettet den anden vej. Mod den fagprofessionelle selv og dennes reaktioner på det at være i en profession, hvor man kommer tæt på sårbare mennesker med forskellige slags udfordringer. 

Dette fokus er meget tiltrængt i en tid, hvor der er højt frafald, både i løbet af uddannelserne og blandt nyuddannede, der forlader faget, fordi det bliver for hårdt at stå med andre menneskers skæbne i sine hænder, i et miljø hvor tingene samtidig skal gå stærkt.

Bogen indledes med en fin gennemgang og afklaring af begrebet stress og beslægtede sundhedsudfordringer som belastningsreaktion, udbrændthed og depression.

Den mest interessante del af bogen, vil jeg mene, er der, hvor forfatterne fokuserer på de forskellige professioner og ser på, hvad der typisk er årsag til stress i professionsfagene, ét ad gangen, og med udgangspunkt i studier, ser på hvad der opleves som mest stressende i hverdagen. 

Bogen er velfunderet og grundig i sin gennemgang af begrebet stress – hvordan den opstår, og hvad den kan have af konsekvenser. Desuden – og måske allervigtigst – giver den også bud på, hvad der kan forebygge og beskytte mod stress, både ud fra det individuelle og det rammemæssige organisatoriske perspektiv, hvilket er yderst relevant.

I bogens undertitel stilles spørgsmålet: Hvorfor rammer det så mange så hårdt, og hvad kan vi gøre ved det? Og det spørgsmål vil jeg mene, at forfatterne kommer godt i mål med at få besvaret. 

Bogen er både relevant for allerede aktive fagprofessionelle og studerende på professionsbacheloruddannelserne. Jeg er også selv blevet klogere af at læse den. 

Martin Tengberg, lektor ved Bornholms Sundheds og Sygeplejeskole 

Fagredaktørens udvalgte v/ Maj Siercke

Ane Bjørn
Påfugl
32 sider - 199,95 kr., Gutkind 2022

Fastelavn står lige straks for døren. Børnene skal udklædes, og det kan nemt blive forældrenes ambitioner og kønsforestillinger, som kommer til at sætte dagsorden. Bogen er noget så sjældent som en poetisk børnebog om kønsforventninger og identitet, som handler om det vigtige i at blive set og mødt, som den man er. Påfugle er en lille magisk fortælling, som er smukt illustreret af forfatter og illustrator Ane Bjørn. Historien udfolder sig omkring Momo, som skal klædes ud. Butikken er fyldt med superhelte, riddere, robotter og astronauter. Far peger begejstret på en flyveøgle med vinger i snoretræk, som han får købt som en overraskelse til Memo. Iført øglekostume tager Memo trist i skole, for det eneste han ønsker sig, er det smukke, glitrende fuglekostume med blågrøn fjerpragt, som han så i butikken. Gennem fortællingen går det op for far, hvordan han kan møde Memo, præcis som han er. 

 

Christina Frost
Drengen med drilleblæren 
52 sider - 221,95 kr., Forlaget Artefacto 2022

Flyverdragtsæsonen er over os, og for børn, der lider af daginkontinens, er det lig med ekstra store poser med skiftetøj. Mere end hvert sjette barn tisser i bukserne ved skolestart. Christina Frost, der selv er lærer og mor til børn med daginkontinens, har i sparring med Børneafdelingen på Aalborg Universitetshospital skrevet bogen, der giver børn og voksne et udgangspunkt for at tale om inkontinens − uden at gøre det skamfuldt for børnene. ’Drengen og drilleblæren’ er historien om en dreng, som bliver drillet af sin blære. Bedst som han leger allersjovest skal han tisse – og det lige med det samme! Både drengens far og mor hjælper ham med at forstå, hvad blæren er og gør og med at finde nogle gode rutiner, så han undgår at tisse i bukserne. Og så viser det sig, at der er flere af hans venner, der også har en drilleblære, og sammen hjælper børnene hinanden med at besejre drilleblærerne.

 

Halldór Bjarki Einarsson
Epilepsitårnet
96 sider - 199,95 kr., FADL’s Forlag 2022

En vulkan truer med et udbrud, og den 12-årige Ole rammes af epileptiske anfald. Sammen med sine venner tager han ud på en eventyrlig og farlig skattejagt fyldt med trolde, alfer og dværge for at forstå, hvad epilepsi er. I gamle dage mente man, at epilepsi skyldtes onde ånder. I dag ved vi, at epilepsi skyldes forstyrret elektrisk aktivitet i hjernen, som kan ramme alle. Vi ved også, at epilepsi kan behandles, og at stigmatisering skal undgås. Bogen er rigt illustreret og skrevet ud fra perspektivet narrativ medicin – en tankegang om, at skønlitteratur kan arbejde sammen med den medicinske behandling. Fortællingen giver gode muligheder for at starte en samtale om en svær sygdom i børnehøjde. Forfatter Halldór Bjarki Einarsson arbejder som neurokirurg på Aarhus Universitetshospital. 

 

 

Emneord: 
Litteratur