Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Frivillig fertilitetsrådgivning får midler og kan udvide

To store fondsdonationer betyder, at sygeplejerskedrevet rådgivning for barnløse nu kan rekruttere flere rådgivere.

Sygeplejersken 2023 nr. 1, s. 13

Af:

Andreas Rasmussen, journalist

Den frivillige organisation Fertility Care har modtaget to større fondsdonationer på samlet set 700.000 kr. Pengene skal bruges til at rekruttere 15 nye fertilitetssygeplejersker, der skal hjælpe med at varetage den frivillige rådgivning af ufrivilligt barnløse.

“Ufrivilligt barnløse står ofte i en svær eksistentiel livssituation. At gå igennem fertilitetsbehandling kan være hårdt og fylder meget for mange. Derfor tilbyder vi gratis telefonrådgivning med frivillige fertilitetssygeplejersker, der brænder for at hjælpe mennesker i en svær situation,” fortæller Maria Salomon, der er daglig leder i Fertility Care. Hun er samtidig deltidsansat i fertilitetsklinikken på Rigshospitalet.

I dag har organisationen fem fertilitetssygeplejersker, der samlet gennemførte 250 rådgivningssamtaler i 2022. Med de nye donationer er ambitionen at rekruttere fertilitetssygeplejersker nok til at gennemføre det dobbelte antal samtaler i 2023 samt, at der om tre år er 20 sygeplejersker tilknyttet det frivillige rådgivningstilbud. Pengene skal primært bruges til rekruttering, uddannelse og supervision af de frivillige.