Studerende i praksis: "Lønforhøjelser har tilsyneladende fastholdt de finske sygeplejersker"

Den finske sygeplejerske er lægens medhjælp.

Dina Helbo Bredal
Dina Helbo Bredal
5. semesters praktik byder på 16 dage i Finland. Jeg glæder mig til at komme nordpå og se, hvis ikke det bedste, så et af de bedste sundhedsvæsner i Nordeuropa.

Det er lunt, da jeg lander i lufthavnen med udsigt over et fladt klippelandskab fyldt med tusindvis af små søer, der afspejler efterårsfarverne og den blå himmel.

Luften er ren og salt, vi er tæt på kysten. Selvom jeg er træt efter et døgns rejse, nyder jeg øjeblikket. Det helt specielle øjeblik, hvor man er fremme ved destinationen af et eventyr, og rejsen hjemad allerede begynder.

Sygeplejerskerne på dagafsnit for lunge, neurologi og kæbe har god tid. Der er tid til at vise mig ting, tid til at fortælle og til at se, hvordan de arbejder.

Det er spændende at se et alternativ til travlhed, især i en tid, hvor folketingsvalget i Danmark handler om vores sundhedsvæsen.

Jeg kan tydeligt se og høre, hvordan en lønforhøjelse på 25 pct. pr. 1.1.2023 har tiltrukket og fastholdt sygeplejerskerne i faget og derigennem skabt mulighed for et bedre arbejdsmiljø. Bagsiden af lønmedaljen er, at de ikke må strejke, før der ikke er uforsvarligt mange ledige stillinger. 

Det finske sundhedsvæsen er skruet anderledes sammen end vores. Decentralisering har ført til mere lokal kontrol, og man kan finde hospitaler, der er enten finsktalende, svensktalende eller begge dele.

Sygeplejersken er i højere grad lægens medhjælp, og sygeplejen er derfor mindre selvstændigt udført. Synet på patienten og forholdet til lægen er paternalistisk.

F.eks. kan en patient ikke sige nej til en behandling, hvis lægen vurderer, at behandlingen er til gavn for patienten. Det er også lægen, der ordinerer hjælpemidler som f.eks. en rollator, hvis den skal bruges i forbindelse med udskrivelse eller sektorovergang. 

Valget i Danmark, perspektiverne i Skandinavien og de arbejds- og lønvilkår, jeg står overfor, når jeg er færdiguddannet, får mig til at overveje, om jeg har mod på at arbejde i det danske sundhedsvæsen.

I sommers spillede den danske model fallit over for sygeplejerskernes nej til lønforhøjelser, der end ikke følger inflationen på 2 pct. pr. år.

I et marked af udbud og efterspørgsel forstår jeg ikke, at politikerne stædigt nægter at erkende, at løn er en del af den økonomiske proces, hvori arbejdsmarkedet som helhed fungerer.

I et marked af udbud og efterspørgsel, hvor der allerede nu er udsigt til færre nyuddannede om tre år, frygter jeg, at der ikke er tid til sygepleje i fremtiden.

Alligevel ved jeg, at jeg om et år står uden for en dør og venter på at få en karakter for min bacheloropgave. Senere møder jeg ind på mit nye arbejde som nyuddannet sygeplejerske et eller andet sted.

Selvom der er plads til forbedring, glæder jeg mig trods alt til endeligt at kunne sige, at jeg er autoriseret – for sygeplejerske, det er jeg allerede i hjertet, om end ikke på papiret. 

Dina Helbo Bredal er sygeplejestuderende på 5. semester, VIA Viborg.

Emneord: 
Sygeplejestuderende