Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Krav om fleksibilitet når nye højder

21 sygeplejersker fra Hobro skal fremover pendle 50 kilometer, når de skal tage tvungne weekendvagter i Aalborg. Chefsygeplejerske kalder beslutning om tvang for nødvendig.

Sygeplejersken 2023 nr. 2, s. 7

Af:

Helle Lindberg Emarati, journalist

”Vi skal sikre os, at afdelingens patienter får en ordentlig behandling, selvom der mangler sygeplejersker. Derfor er vi nødt til at bruge vores ressourcer på en måde, hvor sygeplejersker arbejder på tværs af afsnit og bidrager med de kompetencer, de har.”

Sådan siger Betina Bang, chefsygeplejerske for Mave- og Tarmkirurgisk Afdeling på Aalborg Universitetshospital. Hun er en del af den afdelingsledelse, som er kommet i modvind efter at bl.a. 21 sygeplejersker ansat i Hobro er blevet varslet om, at de fra 1. august i år skal tage 4-6 weekendvagter om året på de kirurgiske sengeafsnit A1 og A2 i Aalborg – ca. 50 km væk. 

I alt 65 sygeplejersker fra Hobro og Aalborg er blevet varslet om tvungne weekendvagter. Nægter de, bliver de opsagt.

Sagde nej til FEA

Sagen har skabt røre blandt sygeplejersker, der i medierne bl.a. har fortalt om, hvordan de tvungne vagter vil få konsekvens for deres faglighed og privatliv. Dansk Sygeplejeråd har også kritiseret, at ledelsen bruger tvang.

”Problemet er, at man bruger pisk frem for gulerod. [..] Det er helt uforståeligt, at man gør sådan i en tid, hvor man mangler sygeplejersker,” siger kredsforkvinde i DSR Kreds Nord, Christina Windau Hay Lund bl.a. til TV2 Nord.

Betina Bang siger, at beslutningen er nødvendig.

”Vi har f.eks. tilbudt sygeplejerskerne i Hobro, at de kunne tage FEA-vagter, så det her er ikke den første vej, vi har prøvet at gå. Vi har nogle pressede sygeplejersker på sengeafsnittene i Aalborg, som har brug hjælp fra deres kolleger,” siger Betina Bang.

Ærgerlig over mediedækning

Betina Bang fortæller, at man frem til d. 1. august vil fokusere på, at sygeplejerskerne bliver klædt på til at kunne arbejde på tværs af afsnittene. Sygeplejerskerne vil også blive indbudt til individuelle samtaler med ledelsen, der er ifølge Betina Bang ”er lydhør og forstående over for deres bekymringer”.

Er tvang løsningen?

Er du bekymret for, om en beslutning som denne kan gøre det endnu sværere at tiltrække og fastholde sygeplejersker?
”Min bekymring går på mediedækningen og den negative omtale. Jeg synes, det er ærgerligt, at man ikke har været ude hos sygeplejerskerne på de pressede sengeafsnit og fået deres perspektiv med,” siger Betina Bang.

Men er tvang virkelig den rigtige måde at løse problemet på?
”Jeg synes, vi har et ansvar for at sikre, at vores patienter får nogle gode forløb, uanset hvor de kommer ind i vores afdeling. Vi har et ansvar for at sikre arbejdsmiljøet hele vejen rundt – også over for de sygeplejersker, der arbejder på sengeafsnittene,” siger Betina Bang.