Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Nordjysk afsnit hædres af sygeplejestuderende - igen

Sygeplejersken 2023 nr. 2, s. 36-37

Af:

Helle Lindberg Emarati, journalist

sy2-2023-sls-praktikpris_tina-sweta-jensen

Januar er lang og mørk, men på Neurologisk Apopleksiafsnit 6Ø på Aalborg Universitetshospital kan de sole sig lidt i hæder. 

Afsnittet har nemlig vundet Sygeplejestuderendes Praktikpris 2022 i Region Nordjylland. Det er anden gang på blot tre år, at de vinder den fornemme pris, som hvert år uddeles af Sygepleje-
studerendes Landssammenslutning SLS på vegne af de sygeplejestuderende i Danmark.

De studerende uddeler i hver region prisen til det praktiksted, der har rustet dem allerbedst til deres fremtidige virke som sygeplejersker – og igen var det altså Neurologisk Apopleksiafsnit 6Ø, der løb af med sejren i det nordjyske.

”Vi er helt utroligt glade og stolte over at få prisen igen. Det betyder rigtig meget for os. Ikke kun for vores lille team af vejledere, men også for resten af afsnittet,” siger Tine Sweta Jensen, der er klinisk vejleder på afsnittet sammen med kollegaerne Annemette Lybech Jørgensen og Mads Welander.

Afdeling løfter studerende i flok

Det er netop en holdindsats, der er opskriften på succesen, fortæller Tine Sweta Jensen.

”Det er vigtigt for os, at de studerende bliver favnet af alle på afsnittet, både vejlederne, de andre sygeplejersker og resten af personalegruppen. Vi arbejder alle sammen for at skabe et læringsmiljø, hvor de sygeplejestuderende kan føle sig helt trygge, mens de tager ansvar for deres egen læring,” siger hun.

Det tværfaglige samarbejde og det store fokus på trivsel betyder, at der på 6Ø gives tid og plads til at inddrage de studerende i det meste – også når der er rigtig travlt, eller når arbejdet som sygeplejerske bliver svært.

”Vi er generelt gode til at se læringsmuligheder i alt, også i de komplekse eller sårbare situationer. Selv når vi ikke er så mange på arbejde eller ligger vandret, er vi alligevel dygtige til at få de studerende med,” siger Tine Sweta Jensen.

Glad for tre vejledere

Beskrivelsen af, hvad der gør Neurologisk Apopleksiafsnit 6Ø til et prisvindende praktiksted, vækker genklang hos sygeplejestuderende Anne Rønne Pedersen.

Hun var i praktik på afsnittet i ni uger på 2. semester. Oplevelsen var så god, at hun bagefter indstillede dem til praktikprisen hos SLS.

”Det var en megafed praktik. Jeg var virkelig glad for at have flere vejledere, som var så gode til at inddrage os studerende på hver deres måde. Det var også utroligt dejligt at mærke, hvordan hele personalegruppen gjorde en indsats for at få os med i læringen,” siger Anne Rønne Pedersen.

Se, hvem der blev indstillet til prisen - og vandt