Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Studerende i praksis: "Jeg startede med noget, man bare ikke må"

Hvordan forholder man sig, når en borger hader at være det sted, vedkommende befinder sig?

Sygeplejersken 2023 nr. 4, s. 61

Af:

Lukas Folting, sygeplejestuderende

Lukas Folting
Lukas Folting
”Nej, her er da godt at være! Maden er jo dejlig, og der er nogen til at hjælpe dig! Boligerne er store og omgivelserne er så flotte!” 

Sådan hørte jeg mig selv sige til den ulykkelige borger, som var på midlertidigt aflastningsophold. En oplevelse som i den grad gav anledning til refleksion under og efter mit første længerevarende praktikophold, som indleder 2. semester.

Jeg var så heldig at have et rigtig godt praktiksted gennem otte uger i et center med plejeboliger til midlertidigt ophold. En oplevelse som var godt i tråd med det teoretiske stof, vi lærer på skolen, men som alligevel synes, at skulle læres i praksis:

Hvordan forholder man sig, når en borger hader at være det sted, vedkommende befinder sig?  

Jeg var fast tilknyttet denne borger, og i starten kopierede jeg familiens og andet personales svar om, hvor dejligt et sted han var kommet til.

Det gik op for mig, at det jo egentlig var en umyndiggørende måde at tale på, som jeg i starten må indrømme, at jeg forvekslede med et forsøg på opmuntring. I virkeligheden var det jo noget af det værste, jeg kunne have gjort i forhold til opbygning af relationen og anerkendelse af borgerens oplevelse.

Mine refleksioner medførte, at jeg efter kort tid begyndte at se, hvad jeg virkelig var for borgeren: Ham den irriterende, alt for optimistiske studerende, der måske nok udførte den nødvendige pleje godt, men til gengæld ikke fattede en pind af, hvordan situationen virkelig føltes.

Derfor begyndte jeg også at forstå, at jeg i virkeligheden ikke var til den store hjælp. Og en dag fløj et andet svar ud af mig: At jeg godt kunne forstå, at borgeren ikke kunne lide at være der, og at det ikke føltes som et hjem. 

Men at det heldigvis var midlertidigt, og at der ikke var længe til, at borgeren fik et fast hjem, der kunne gøres til vedkommendes eget.

Da jeg gik hjem den dag, var jeg bange for, at jeg havde fået pustet til ilden med det resultat at gøre det hele meget værre for både borgeren, familien og de ansatte.

Men allerede fra næste dag ændrede vores forhold sig fuldstændigt. Der var hyggesnak, vi lavede sjov med hinanden, jeg fik spontane historier om familien og fik lov til at se barndomsbilleder. Alt sammen på grund af én sætning, der blev sagt lidt tilfældigt. 

Anerkendelse af følelser og oplevelser hos borgere og patienter er vigtige. Men det er også lidt af en balancegang fra gang til gang, hvordan vi lige præcis skal møde det enkelte menneske i den situation, de står i.  

Og lige der i mødet med den ulykkelige borger er jeg overbevist om, at dét, jeg kastede mig ud i, var bedre end det helt gale forsøg på at være opmuntrende, som jeg i første omgang forsøgte mig med. 

I nogle tilfælde kan den bedste måde at opbygge en god relation være at understøtte og anerkende det negative og lade vedkommendes følelser få den nødvendige plads. Men måske skal det også efterfølges af lidt opmuntring. 

Lukas Folting  er sygeplejestuderende på 3. semester, KP København