Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Robusthedskommissionen

Robusthedskommissionens har offentliggjort sin rapport med i alt 20 anbefalinger til løsninger på de store rekrutteringsudfordringer i sundhedsvæsenet. Læs om rapporten og om DSR’s holdning til anbefalingerne her.

Regeringen nedsatte Robusthedskommissionen for at få anbefalinger til løsninger på de store rekrutteringsudfordringer i sundhedsvæsenet. Det gælder også løsninger på længere sigt, hvor der bliver flere ældre og flere med kroniske sygdomme og psykiske lidelser.

Kommissionen skulle se på rekruttering til uddannelse, opgavefordeling, videreuddannelse, digitalisering og meget mere. Navnet henviser altså til, at opgaveløsningen skal være robust, ikke medarbejderne. DSR har siddet med i arbejdet på et FH-mandat.

Hvad står der i anbefalingerne
Robusthedskommissionen er kommet med 20 anbefalinger. Det er en længere rapport, men der findes også en pixi-udgave på omkring 40 sider.

Det mener DSR om anbefalingerne

  • Det er nogle gode anbefalinger i rapporten - bl.a. om introforløb og teknologi.

  • Men Robusthedskommissionens anbefalinger har ikke et tilstrækkeligt fokus på faglighed og kvalitet i sundhedsvæsenet, selvom det politiske ønske var, at kommissionen skulle komme med anbefalinger til løsning af de grundlæggende udfordringer i sundhedsvæsenet og på ældreområdet med sikring af uddannet og kompetent personale i hele landet.

  • Derfor har DSR lavet en mindretalsudtalelse til anbefalingen om at ufaglærte skal varetage flere patient- og borgernære opgaver. Vi mener, at så mange som muligt skal have en sundhedsfaglig uddannelse.

  • Også på anbefalingen om vagtdelingen har DSR sat tydelige aftryk. Det er et vigtigt signal til arbejdsgiverne, at anbefalingen fra robusthedskommissionen slår fast, at vagtdeling skal være fagligt forsvarligt, at det skal gælde relevante stillinger, og at man skal tage hensyn til faglighed, arbejdsmiljø, medarbejdernes helbred samt inddragelse af medarbejdere og de faglige organisationer.

  • Det er vigtigt at være opmærksom på, at det er anbefalinger. Der er ikke indgået nogen aftaler. I det videre arbejde med anbefalingerne mener DSR, at det er vigtigt at inddrage medarbejderne.

Løn ikke en del af kommissionens arbejde

Ifølge DSR kræver det både bedre løn og arbejdsvilkår at kunne tiltrække og holde på sygeplejersker og øvrigt personale, som vi har brug for nu og i fremtiden. Robusthedskommissionen har dog ikke skullet forholde sig til overenskomstforhold eller spørgsmål om løn. Derfor er det afgørende, at regeringen har varslet en kommende trepartsaftale om udmøntning af ekstraordinær ramme til løn og arbejdsvilkår i den offentlige velfærd. De ekstra lønmidler kommer i en erkendelse af, at løn og arbejdsvilkår også har betydning for rekruttering og fastholdelse af medarbejdere og dermed også for robustgørelse af sundhedsvæsenet.

Hvordan er arbejdet i Robusthedskommissionen foregået?
Robusthedskommissionens formand var Sundhedsstyrelsens Søren Brostrøm. Derudover bestod kommissionen af otte ekspertmedlemmer, som var udpeget af sundhedsministeren og otte repræsentanter fra arbejdsmarkedets parter. Fagbevægelsens Hovedorganisation har haft tre pladser i Robusthedskommissionen og DSR’s næstforkvinde Dorthe Boe Danbjørg er udpeget til en af de pladser.