Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Efter-, videre- og specialuddannelse for sygeplejersker

Som sygeplejerske kan du udvikle dig fagligt gennem hele dit arbejdsliv. Der findes der mange muligheder for efter-, videre- og specialuddannelse. Få inspiration til din karriere som sygeplejerske.

58854285

Foto:

Regina Dubourg

Afklar dine vilkår først

Det er spændende at uddanne sig videre som sygeplejerske, men vær opmærksom på dine vilkår og rettigheder, inden du starter din karriere.

Der kan være en aftale eller en personalepolitik om videreuddannelse og kurser på din arbejdsplads, der fx beskriver dine vilkår under uddannelsen. 

Ingen aftale eller personalepolitik

Er der ikke en aftale eller personalepolitik på din arbejdsplads, er det vigtigt, at du taler med din lokale DSR-kreds om rammer og vilkår under uddannelsen.

Det skal du gøre, inden du indgår en endelig aftale med arbejdsgiver.

Find din lokale DSR-kreds.

Vejledning og sparring om din karriere
Har du brug for en samtale med personlig vejledning og sparring om, hvilken efter- og videreuddannelse der er den rette for dig, kan du kontakte eVejledningen. Du kan ringe, chatte, skype eller maile med eVejledningen både dag, aften og weekend.

Er du medlem af DSA (Din Sundhedsfaglige A-kasse), kan du også booke en karrieresamtale hos dem.

Find din specialuddannelse

Som sygeplejerske kan du vælge mellem flere specialuddannelser. Læs om dem her.

To sygeplejersker kigger på et dokument.

Foto:

Søren Svendsen

Registrering af videre-/specialuddannelse

Sygeplejerskernes specialuddannelser er blevet titelbeskyttede fra 1. januar 2024.

Det betyder, at du kun må bruge titlen som specialsygeplejerske, hvis du har gennemført en af specialuddannelserne, og du har registeret dig hos Styrelsen for Patientsikkerhed. 

Derudover er det vigtigt, at DSR kender det samlede antal af sygeplejersker, der har gennemført en efter-/videreuddannelse.

Oplysningerne bliver bl.a. brugt i den løbende dialog med arbejdsgivere og myndigheder for at sikre, at der uddannes tilstrækkeligt med specialuddannede sygeplejersker.

Diplomuddannelser

Læs en sundhedsfaglig diplomuddannelse, hvis du som sygeplejerske ønsker at fordybe dig indenfor et sundhedsfagligt område. 

Diplomuddannelserne er en videreuddannelse på samme niveau som en mellemlang videregående uddannelse, herunder bacheloruddannelse eller professionsbacheloruddannelse.

Uddannelsen foregår ved professionshøjskoler og andre institutioner, der er godkendt til at udbyde uddannelserne.  

Uddannelsen består af et antal moduler på 5 eller 10 ECTS, der til sammen skal give 60 ECTS, som svarer til et års fuldtidsuddannelse. Undervisningen foregår typisk på deltid og kan tages over 2-3 år, så det er muligt at passe et arbejde samtidig med uddannelsen.

De sundhedsfaglige diplomuddannelser

De sundhedsfaglige diplomuddannelser henvender sig til ansatte i sundhedssektoren, der ønsker at fordybe sig inden for et sundhedsfagligt område. Uddannelsen giver ret til at anvende betegnelsen Diplom i Sundhedsfag. På engelsk Diploma of Health.

Optagelse

Sygeplejersker skal have minimum 2 års relevant erfaring efter endt sygeplejerskeuddannelse for at blive optaget.

Diplomuddannelse i ledelse

Går du med tanker om at gå ledervejen, kan en diplomuddannelse i ledelse være relevant for dig. Den foregår primært ved professionshøjskolerne.

Optagelse

Sygeplejersker skal have 2 års relevant erhvervserfaring efter den afsluttede sygeplejerskeuddannelse for at blive optaget.

Tilskud til diplommodul

Du kan søge om tilskud til deltagerbetaling for moduler på akademi- og diplomniveau gennem Omstillingsfonden, som er en statslig tilskudsordning. Du kan årligt søge op til 10.000 kr. gennem Omstillingsfonden.

Læs mere om, hvordan du søger om tilskud hos Omstillingsfonden.


Læs mere om diplomuddannelser

Find alle diplomuddannelser her.

Masteruddannelser for sygeplejersker 

Går du i tanker om at læse en masteruddannelse? Læs om, hvad det kræver at læse en master som sygeplejerske.

Masteruddannelser er overbygningsuddannelser, der bygger oven på anden videregående uddannelse, herunder professionsbacheloruddannelserne. Sygeplejersker, der ikke er professionsbachelorer, bliver også optaget. Som regel kræves mindst to års erhvervserfaring efter endt grunduddannelse.

En masteruddannelse er typisk tilrettelagt som en deltidsuddannelse på to år og udbydes af universiteterne. Undervisningen er som regel tilrettelagt, så det er muligt at passe et arbejde samtidig med uddannelsen. En masteruddannelse er fastlagt til 60 ECTS-point, der er dog undtagelser.

Til alle masteruddannelser opkræves der deltagerbetaling. Masteruddannelserne findes ikke i samme form i andre lande, hvor mastertitlen typisk svarer til en dansk kandidatuddannelse.

Find oplysninger om masteruddannelser her.

Find din masteruddannelse

Her ser du en liste over relevante masteruddannelser. Du kan klikke dig videre ind på universiteternes hjemmesider for at læse mere om indholdet, strukturen, adgangskravene m.m. til hver enkelt uddannelse.

Kandidatuddannelser

Som sygeplejerske har med en professionsbachelor mulighed du for at søge optag på en række relevante kandidatuddannelser. Der er nogle, hvor sygeplejerskeuddannelsen giver direkte adgang, mens andre kræver suppleringskurser, hvis der f.eks. er krav om specifikke kurser på et givet niveau. Information herom finder du på det enkelte universitets hjemmeside.

Hvad er en kandidatuddannelse?

En kandidatuddannelse er en akademisk overbygning på en bacheloruddannelse. Den tager to år og udbydes som SU-berettiget fuldtidsstudium på universiteterne. Kandidatgraden giver 120 ECTS og giver adgang til ph.d.-uddannelse. I mange andre lande bruges titlen Master i stedet for kandidat. I Danmark er en kandidat og en master dog ikke det samme, idet en master ikke består af 120 ECTS og tilrettelægges anderledes end en kandidatuddannelse. 


Mulighed for erhvervskandidat

Erhvervskandidaten er en mulighed på visse studier, hvis den studerende ønsker at arbejde ved siden af studiet. Muligheden er oprettet med det formål at skabe bedre kobling mellem uddannelsessystemet og arbejdsmarkedets behov.

Det er muligt at tage en række kandidatuddannelser som en erhvervskandidat. En erhvervskandidat er – ligesom andre kandidatuddannelser – en 2-årig kandidatuddannelse på 120 ECTS. Her bliver studiet dog tilrettelagt som et fireårigt uddannelsesforløb på deltid. Hvis du tager din kandidat på denne måde, kræver det, at du arbejder i relevant en offentlig eller privat virksomhed ved siden af studierne.

Adgangskrav og optagelse

For at blive optaget på en erhvervskandidatuddannelse skal du leve op til de samme faglige adgangskrav, som gælder ved den 2-årige kandidatuddannelse. Derudover skal du have en dokumenteret ansættelse på mindst 25 timer/uge på baggrund af din bacheloruddannelse. En erhvervskandidatuddannelse er ikke SU-berettiget. Der vil almindeligvis være ansøgningsfrist den 1. marts for uddannelsesstart i september det samme år. For at søge om optagelse skal du kontakte den uddannelsesinstitution, der udbyder uddannelsen. De kan oplyse nærmere om ansøgningsprocedurer og tidsfrister for ansøgning.

På nuværende tidspunkt er følgende kandidatuddannelser til sygeplejersker en del af erhvervskandidat-ordningen:

    • Kandidat i klinisk sygepleje, SDU
    • Kandidat i sygepleje (APN og sygeplejevidenskab), RUC
    • Cand.cur. (APN og nursing science), Aarhus Universitet
    • Den sundhedsfaglige kandidatuddannelse (både rehabiliterings- og prioriteringslinjen), Aarhus Universitet

Listen over godkendte erhvervskandidatuddannelser kan løbende ændre sig.

Læs mere om erhvervskandidat på Uddannelses- og Forskningsministeriets hjemmeside.

Regionale aftaler særligt for kandidater

På det regionale område er en række akademiske kandidater inden for Sundhedskartellets område overenskomstdækket.

Læs mere om overenskomster og aftaler for kandidater.

Kandidatuddannelser for sygeplejersker

Mulighederne er mange for dig, der ønsker at læse en kandidat. Listen her er ikke udtømmende, og vær opmærksom på, at der på enkelte af uddannelserne kan være krav om supplerende kurser.

Ph.d.-uddannelse

Har du som sygeplejerske taget en kandidatuddannelse, har du mulighed for at gå videre med en forskeruddannelse og tage en ph.d.-grad. Se, hvordan du bliver ph.d.-studerende og læs om din løn og-ansættelsesvilkår under uddannelsen. Her kan også du læse om ph.d.- uddannelsen.

Ph.d. – philosophiae doctor – er en akademisk grad, der tildeles efter en akademisk postgraduat forskeruddannelse og et vellykket forsvar af en ph.d.-afhandling. Denne afhandling består typisk af enten en monografi (på 200-300 sider) eller en samling af videnskabelige artikler. Det almindelige ph.d.-forløb inkluderer en tre-årig forskeruddannelse, der følger efter en kandidatuddannelse. 

Oftest gennemføres ph.d.-uddannelsen i et ansættelsesforhold. Du vil derfor være omfattet både af en aftale med din arbejdsgiver – typisk en overenskomst, som DSR har indgået – og af ph.d.-bekendtgørelsen.

Læs mere om ph.d.-bekendtgørelsen.

Ph.d.-uddannelse

Se, hvordan du bliver ph.d.-studerende, og læs om din løn og-ansættelsesvilkår under uddannelsen. Her kan også du læse om Ph.d.- uddannelsen.

To sygeplejersker i dialog på et kontor.

Ph.d. – er det noget for min medarbejder?

Er du leder, og har du en medarbejder, der ønsker at tage en ph.d.?

Du kan overveje, om du som leder har brug for sygeplejersker, der:

  • Er i stand til både at skabe, tilegne sig og søge ny viden

  • Kan integrere ny viden om nye behandlingsmåder

  • Kan oversætte forskning til klinisk relevans

  • Kan formidle nationalt, internationalt, videnskabeligt

Overvej, om du har også har brug for ovenstående for at kunne: 

  • Fastholde, rekruttere kompetente, engagerede og nysgerrige sygeplejersker

Kontakt Lederforeningen, hvis du har brug for rådgivning.

Stråleterapiuddannelsen

Uddannelse i stråleterapi er obligatorisk for dig, der udfører behandlinger med stråleterapi.

Stråleterapiuddannelsen
Læs mere om den særlige stråleterapiuddannelse.
59403819

Kontakt DSR

Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os i DSR – vi er her for det samme.

Du kan ringe til os på 3315 1555.

Medlemsfordele
Få rabat på hotel og feriehuse, juridisk rådgivning, adgang til faglige netværk ...