Diakonisserne lagde grundlaget for orden og struktur i sygeplejen, før den blev et fag

Når sygepleje i dag forbindes med ansvar, stabilitet og stærke værdier, har det historiske rødder. En del af forklaringen findes i diakonissernes historie. 

I anden halvdel af 1800-tallet skabte diakonisserne orden og struktur i plejen af syge – i en tid, hvor sygepleje endnu ikke var et selvstændigt fag. Samtidig foregik arbejdet inden for rammer, der adskiller sig markant fra den professionelle sygepleje, vi kender i dag. 

Sygepleje som livsform 

At blive diakonisse var på mange måder et livsvalg.  

Det var ugifte kvinder, der arbejdede for kirken. De boede sammen, bar ens dragter og levede efter faste regler for både arbejde og privatliv. I diakonissebevægelsen blev sygepleje betragtet som et kald, hvor personlig vilje, pligt og selvopofrelse var helt centrale elementer. 

Der var ikke et klart skel mellem arbejdsliv og privatliv, som vi kender det i dag. Sygeplejen var en gennemgående opgave og en væsentlig del af diakonissernes identitet. 

Den forståelse gav sygeplejen høj moralsk værdi, men begrænsede samtidig diakonissernes selvstændighed. De var underlagt ledelsen i stiftelsen, som forventede lydighed og disciplin. 

Rammer og struktur 

Med grundlæggelsen af Diakonissestiftelsen i 1863 blev sygeplejen i Danmark samlet i mere faste organisatoriske rammer end tidligere.

Læs mere om sygeplejerskeuddannelsen i Danmark her

Stiftelsen fungerede både som bolig, uddannelsessted og arbejdsplads for diakonisserne og skabte en tydelig struktur omkring plejen. Arbejdet blev sat i system, og der var klare regler for arbejdsopgaver, adfærd og hierarki. 

Sygeplejen blev organiseret og mere forudsigelig, og diakonisserne arbejdede både på hospitaler og i private hjem, hvor der var behov for kontinuerlig pleje. 

Deres indsats bidrog til mere faste og strukturerede rammer i en tid, hvor meget ellers var præget af uformelle og varierende praksisser. 

I dag er organisering, arbejdsgange og kvalitetssikring en integreret del af sygeplejen. Mange af principperne har historiske rødder i den måde, diakonisserne arbejdede på, og i de strukturer, Diakonissestiftelsen etablerede. 

Livet i søsterfællesskabet 

Diakonisserne var kvinder, der trådte ind i et kristent fællesskab og forpligtede sig til et liv i tjeneste. Hvis en diakonisse blev gift, måtte hun træde ud af søsterfællesskabet. Det var en del af det såkaldte moderhussystem, som først ophørte i 1965. 

Samtidig med ophøret af moderhussystemet blev der indført en ny søsterordning, hvor det var muligt, men ikke obligatorisk, at bære dragt. Først i 1969 blev kravet om at være ugift ophævet for diakonisser. 

For sygeplejersker, der ikke var diakonisser, så forholdene anderledes ud. Her var der ikke tale om et religiøst fællesskab, men arbejdsvilkårene kunne alligevel være præget af lignende forventninger. I 1930 indførte Københavns Magistrat f.eks. et forbud mod ægteskab for københavnske sygeplejersker, efter at det var blevet opdaget, at en sygeplejerske havde været hemmeligt gift. 

Forbuddet blev begrundet med, at sygepleje krævede sygeplejerskens fulde engagement. Borgmesteren udtrykte det således: 
“Sygepleje er en gerning, som kræver personen helt og fuldt, og de damer, der udøver den, må have deres hjem på hospitalet, leve og dø på hospitalet." Forbuddet blev ophævet i 1937. 

Udviklingen i Diakonissestiftelsen fulgte på nogle områder en anden, og ofte langsommere, udvikling end i resten af sygeplejen. Mens den formelle sygeplejerskeuddannelse uden for diakonissestiftelsen gradvist blev udbygget og åbnet for flere, gik forandringerne langsommere i Diakonissestiftelsen. 

F.eks. fik mænd mulighed for at uddanne sig til sygeplejersker allerede i 1951 på andre uddannelsesinstitutioner, mens det først i 1979 blev muligt for mænd at blive optaget i diakonissefællesskabet. 

Sammenlignet med andre sygeplejersker holdt diakonisserne dermed længere fast i de religiøse og traditionelle rammer for livet som sygeplejerske. 

Fra søsterfællesskab til fælles uddannelse 

Diakonissestiftelsen eksisterer stadig i dag og ligger fortsat på Frederiksberg i København. Institutionen rummer i dag flere uddannelser for både kvinder og mænd, herunder sygeplejerskeuddannelsen og en uddannelse i kristendom, kultur og kommunikation. 

Dermed adskiller nutidens institution sig markant fra det oprindelige søsterfællesskab. 

Udviklingen afspejler den bredere bevægelse i sygeplejen fra en religiøst funderet livsform til et professionelt fag. 

Ud over uddannelsesaktiviteter driver Diakonissestiftelsen i dag også blandt andet hjemmepleje, plejehjem, psykiatriske bofællesskaber, hospice og børnehuse. 

Læs mere om, hvordan faget gik fra at være et kald til et professionelt fag her

En arv der stadig kan spores 

Diakonissernes betydning for dansk sygepleje ligger i deres bidrag til at skabe orden, stabilitet og en fælles forståelse af pleje i en tid, hvor faget endnu var under opbygning. 

Deres livsform og organisering satte standarder, som senere generationer kunne bygge videre på – og tage kritisk stilling til. 

Når sygepleje i dag forstås som både et ansvarsbærende arbejde og et fag med stærke værdier, har det blandt andet rødder i den historie, diakonisserne var med til at forme.