Faglig kommentar: Viel spass

''Viel Spaß,'' sagde doktoren og vinkede, inden han dansede videre ned ad gangen.

''Viel Spaß.'' Ordret oversat: ''Megen morskab'' eller måske snarere ''God fornøjelse'' på ordentligt dansk. Det lød jo venligt nok, men også noget forbløffende. Som om vi var på vej ud for at smage det gode bryg i Bayern og ikke på vej rundt på et sygehus, fyldt med trafikofre, der havde fået hjernen mere eller mindre smadret.

Men det var faktisk – om ikke ligefrem spas – så en meget positiv oplevelse at besøge Therapie Zentrum Burgau, også selv om patienterne var meget dårlige, og nogle af dem ville forblive fuldstændigt hjælpeløse resten af deres dage.

Det er nemlig opløftende at se, at patienterne ikke var opgivet af behandlingssystemet og overladt til vedligeholdelsesomsorg og kærlig pleje. Intensivt, tålmodigt, målrettet og vedholdende blev patienterne behandlet i håb om at bedre deres situation, en bedring, der for nogles vedkommende foregik med så små skridt, at den næppe var til at se for udenforstående og kun kunne anes efter flere måneders observation. Patienter, der indtil for få år siden har været betragtet som uden for terapeutisk rækkevidde, og som stadig ligger opgivet og gemt af vejen over hele verden, indtil de går til af komplikationer inden for en forudsigelig tid. Mens omverdenen fromt søger at tilsløre sit manglende engagement med ordene: ''Det var nok også det bedste, der kunne ske.''

Man skal ikke lade sig nøje og dupere af en kostbar primær ekspertindsats for at redde liv, hvis ikke man fortsætter med at gøre alt, for at dette liv bliver værd at leve. Den livreddende indsats kræver avanceret teknologi. Et værdifuldt og værdigt liv opnås ikke bare ved at bevilge en elektrisk kørestol, der skal først og fremmest en engageret, menneskelig indsats til. Ikke desto mindre er det altid her, der skal knibes.

De hjerneskadede patienter er en kendsgerning. De lever, og de behøver ikke at dø eller pines af komplikationer. Ingen af os ville ønske at bytte tilværelse med dem, så meget større må forpligtelsen også være til at sikre dem et leveværdigt liv.

Noget tyder også på, at patienterne oplever livet som værd at leve. Selvmord blandt Burgaus patienter forekommer overordentlig sjældent. Karen Nielsen, ledende fysioterapeut, husker kun to i løbet af de otte år, sygehuset har eksisteret. Det var til gengæld selvmord hos to patienter, der var ganske tæt ved at genvinde deres tidligere funktionsniveau, men som ikke kunne klare, at der manglede lidt. Man må naturligvis også tage i betragtning, at et selvmord kræver en vis handlekraft, mere end nogle af patienterne opnår, men det kan ikke være den eneste forklaring.

De rører ved patienterne

I Burgau var det også meget opløftende at se, hvordan sygeplejen blev prioriteret sammen med fysio- og ergoterapeuters arbejde. Det er det daglige, gentagne, seje træk, der giver resultater, og man kunne mærke respekten herfor. Ingen forstyrrelser og afbrydelser.

Kolleger, der lige skal spørge om noget. Stuegang. Telefoner. Portører, der leder efter papirer og patient. Vi kender forstyrrelserne og afbrydelserne til hudløshed og er så vant til dem, at vi lader os forstyrre uden at gøre noget alvorligt for at stoppe dem. Det handler om andres respekt for sygeplejen, og det handler om vor egen respekt for det, vi laver. I Burgau var der tid og ro til sygeplejen og terapien, der tydeligvis blev opfattet som det helt centrale. De rører minsandten også ved patienterne. Sygeplejen er ikke reduceret til at koordinere andre faggruppers arbejde.

Selvfølgelig skal man passe på ikke at drage alt for idylliske konklusioner efter en enkelt dag. I særdeleshed ikke, når man kommer som repræsentant for pressen, og besøget er planlagt. Man kan narre os ved at lade det bedste personale forberede sig på at yde deres ypperste. Man kan træffe aftaler om, at ingen må forstyrre. Man kan udvælge de patienter, der pynter godt i statistikken, de mest taknemmelige pårørende osv. Men man kan ikke ændre atmosfæren på en stor institution over en enkelt nat, og man kan ikke forhindre en observerende og nysgerrig sygeplejerske i at have antennerne ude.

Træer har det med at holde op med at vokse, inden de rækker helt ind i himlen. En grundidé i Burgau er, at de forskellige faggruppers indsats skal hænge sådan sammen, at der ikke bliver slip imellem dem, og at ingen behøver at stå og vente på, at en anden faggruppe skal komme til undsætning, fordi en patient har tisset, skal forflyttes eller guides gennem et måltid. For alle skal kunne klare sådanne almene problemer selv, når de opstår. Det var heller ikke her, det kneb. Men efterhånden som pionerånden var blevet afløst af en mere dagligdags rutine, var faggrupperne blevet mindre tilbøjelige til at deltage i hinandens arbejde. Det var fx efterhånden noget af et særsyn at se sygeplejersker i terapisalen. Der skal overvindes mange barrierer, før tværfaglighed bliver en realitet, og tværfaglighed er åbenbart også noget, der kan udvandes, hvis man ikke dyrker det dagligt. En tværfaglighed, der hovedsageligt bygger på udveksling af information på møder, kan aldrig blive det samme, som hvis man deler noget af arbejdet. Det lyder næsten som talen til et brudepar.

Men skønt var det at se, hvad sygepleje kan føre til, når der også er politisk forståelse for at give de fornødne midler, og der ikke ustandseligt skal arbejdes på kompromis og med tungen ud af halsen.