Den lille uredelighed

Illustration: Poul Holck

Det er især retten til at stå som forfatter af en videnskabelig artikel, der giver problemer i dansk sundhedsvidenskabelig forskning. Det og så retten til at udnytte data, der er indvundet i et fælles forskningsprojekt. Man skal helt tilbage til 50'erne for at finde et tilfælde med forfalskede data i en medicinsk disputats.

De store sager er sjældne, men de kommer med mellemrum, og altid fuldstændig uventet, siger professor, dr.med. Daniel Andersen fra Udvalget Vedrørende Videnskabelig Uredelighed, der siden 1993 har beskæftiget sig med uredelighed og beskyldninger om uredelighed i dansk sundhedsvidenskabelig forskning.

''Men personlig er jeg mere bekymret over de mindre alvorlige afvigelser, som efter alt at dømme er langt hyppigere, og som i virkeligheden kan være mere skadelige for forskningens niveau end de eklatante svindelsager,'' siger Daniel Andersen.

Det er disse sager fra gråzonen – afvigelser fra god videnskabelig praksis, kan man kalde dem – som Udvalget Vedrørende Videnskabelig Uredelighed først og fremmest har beskæftiget sig med.

For uredelighed er ikke kun forfalskning og plagiat. Det er også uredeligt at stå som forfatter af en artikel uden at have ydet en passende indsats, fastslår udvalget i sin årsberetning for 1996.

Ligesom det er uredeligt at overfortolke resultater og bruge statistiske metoder på en måde, som kan lette fremkomsten af det resultat, man ønsker.

Tomme forfatterskaber

Udvalget Vedrørende Videnskabelig Uredelighed har i flere årsberetninger vendt sig mod misbruget af forfatterskaber.

''Forfatterskab er en belønning for indsats, ikke for venskab eller høj status i faget eller noget som helst andet,'' understreger Daniel Andersen.

''Forfatterskab er heller ikke en handelsvare – efter modellen: Nu kan du blive medforfatter hos mig, så kan jeg blive medforfatter på din artikel. Eller på den måde, at man gør folk til medforfattere som tak for, at de har hjulpet på forskellig måde.

Det er en praksis, som er velkendt, og som er ødelæggende for artiklernes troværdighed.''

Udvandingen af forfatterbegrebet er et fænomen, som også optager redaktørerne af de internationalt anerkendte medicinske tidsskrifter, den såkaldte Vancouvergruppe.

Vancouvergruppens krav til forfatterskab er, at alle forfattere til en videnskabelig artikel skal have deltaget tilstrækkelig meget i arbejdet til at kunne tage offentligt ansvar for det samlede resultat.

For at optræde som forfatter til en videnskabelig artikel skal en forsker have ydet væsentlige bidrag til:

• undersøgelsens ide og udformning eller analyse og fortolkning af data (herunder også produktion af data)
• udarbejdelse eller kritisk gennemgang af artiklen
• endelig godkendelse af den færdige version.

Det er krav, som Udvalget Vedrørende Videnskabelig Uredelighed har tilsluttet sig, og udvalget foreslår ligefrem, at tidsskriftredaktioner får mulighed for at gribe ind i spørgsmål om forfatterskab.

Det er ikke mindst de yngre forskere i et projekt, der kan have brug for støtte udefra, hvis forfatterbegrebet skal strammes op, som udvalget foreslår i sin årsberetning:

''Afdelingschefer eller vejledere skal ikke automatisk være inkluderet i medforfattergruppen i kraft af deres position, men skal opfylde de samme kriterier, som gælder for andre medforfattere.''

Af med lånte fjer

For at genoprette respekten for forfatterskaber har udvalget foreslået, at ethvert manuskript, der indsendes til redaktionen af et videnskabeligt tidsskrift, skal ledsages af en medforfattererklæring.

Dvs. en erklæring, underskrevet af alle medforfattere, der beskriver hver enkelt bidrag inden for grundfunktioner som:

• undersøgelsens ide
• udformning af forsøgsplan og regelmæssig deltagelse i projektmøder
• udførelse af forsøg/indsamling af data
• beregninger, fortolkninger og sammenskrivning
• medansvar for det enkelte manuskript i sin helhed eller inden for specificerede dele.

Daniel Andersen har været med til at bedømme stribevis af ansøgninger, både som administrerende overlæge og som medlem og formand for Statens Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd. For ham er det en vigtig pointe, at medforfattererklæringen skal udarbejdes en gang for alle ved den første indsendelse af manuskriptet.

''Vi, der har bedømt stillingsansøgninger, har set det så mange gange: Når ansøger X søger stillingen, har hans

indsats været langt den største, mens de andre forfattere er henvist til en birolle. Når ansøger Y,

Side 11

som også er forfatter, søger, er hans indsats pludselig ganske betydelig.''

Daniel Andersen vil ikke afvise, at det kan opleves som utidig indblanding fra redaktionernes side, hvis man begynder at forlange medforfattererklæringer, og strammer kravene til forfatterskab:

''Men det vil være meget svært at argumentere imod. Hvem kan have noget imod, at arbejdsindsatsen bliver beskrevet reelt? De, der kan have indvendinger, er dem, der er vant til at komme let til tingene. Dem ønsker ingen af os specielt at holde hånden over.

Nu skal det første skridt heller ikke tages af Tidsskrift for Sygeplejersker eller Ugeskrift for Læger. Det skal tages internationalt. Hvis British Medical Journal og Lancet og Nature indfører denne praksis, vil det være let for andre at følge efter.''

Anerkendelser mangler

I udenlandske videnskabelige tidsskrifter har man set eksempler på forfatterlister med flere hundrede medforfattere, så fænomenet er ikke specielt dansk.

Det hænger sammen med, at forfatterskab stadig er den eneste belønningsmulighed i den sundhedsvidenskabelige verden, selv om forskningsprojekterne efterhånden er blevet meget komplekse, ofte tværfaglige og med mange forskere involveret, siger Daniel Andersen.

''Vi har for få muligheder for at belønne en indsats, og i grunden er det vores bedømmelsessystem, der svigter, når man så ensidigt lægger vægt på forfatterskab i bedømmelsen af ansøgere til stillinger og forskningsmidler.''

Det er velkendt, at man skal publicere for at avancere i den lægelige verden, men problemet vil også komme til sygeplejen. Det vil fx få betydning, om ansøgere til lederstillinger har skrevet artikler om lederskab og organisation, og derfor vil sygeplejen opleve det samme pres på forfatterlisterne, som man ser i lægernes verden, forudser Daniel Andersen.

Han illustrerer problemet med et eksempel:

''Hvis et hjertemiddel skal afprøves, vil der være et par kardiologer, der sætter et projekt i gang, skriver en god protokol og tager kontakt til medicinske afdelinger rundt om i landet.

Her vil der være nogle overlæger og reservelæger, der også arbejder på projektet, spørger patienterne, om de vil være med, giver patientinformation og indhenter patienttilladelser, sørger for, at medicinen bliver givet, resultaterne registreret, osv.

Hvis der kun er én belønningsmulighed, så bliver de allesammen medforfattere, og det er absurd, når der er 50 afdelinger med måske 100 læger involveret.

I nogle tidsskrifter har man rubrikker, der hedder acknow-ledgements eller contributors, hvor man kan nævne disse bidragydere.

Det gale er, at de, der bedømmer stillingsansøgere og deres kvalifikationer, kun ser på forfatterskaber, men ikke på listen over folk, der har gjort benarbejdet.

For det kræver både organisationstalent og smidighed af en ung læge at påtage sig ansvaret for arbejdet ude i afdelingen. Og det kan være, at han ville blive en bedre leder af en afdeling end den læge, der har skrevet artiklen.

Vi skal have skabt respekt om bidragslister og acknow-ledgements, og der er da også initiativer i gang på internationalt redaktørplan. Det er den vej, vi skal gå, for man kan ikke forlange af de yngre læger, at de skal gå i spidsen og være tilfredse med at blive nævnt i en bidragsliste. Når bedømmerne ikke lægger vægt på den.''

Strid om data

Strid om forfatterskaber og strid om retten til at udnytte data er de to problemer, som Udvalget Vedrørende Videnskabelig Uredelighed oftest bliver præsenteret for.

Nogle af de 30 henvendelser, som udvalget har fået siden 1993, er ganske vist startet med beskyldninger om tyveri og plagiat. Men oftest viser det sig, at problemet handler om en relevant faglig uenighed eller om uklare aftaler i en forskergruppe.

Den slags sager kan udenforstående more sig over eller finde ligegyldige efter temperament. Men de interne stridigheder kan blive så alvorlige, at et projekt, der ellers er seriøst og relevant, går i stå, og væsentlige resultater går tabt.

Det var der fx udsigt til i en af de sager, udvalget har behandlet. Et stort projekt, hvor kernen var en klinisk undersøgelse af virkninger og bivirkninger af et lægemiddel mod en ondartet sygdom.

To afdelinger arbejdede sammen om projektet, og undervejs opstod der uenighed mellem en gruppe onkologer og en gruppe kardiologer, der deltog.

Begge parter var utilfredse med den anden parts arbejdsindsats, og der opstod uenighed om retten til at publicere data fra projektet.

Da Udvalget Vedrørende Videnskabelig Uredelighed blev inddraget, var striden så tilspidset, at der var fremsat beskyldninger om tyveri af data. Det lykkedes dog at få forligt parterne og udarbejde en publikationsplan og en plan for forfatterskaber.

Det var en meget lærerig sag, fordi den helt kunne være undgået, hvis man fra starten havde sørget for klare aftaler om opgavefordelingen og om, hvem der havde ret til at udnytte hvilke dele af materialet til videnskabelige artikler og afhandlinger, siger Daniel Andersen.

''Men fordi der ingen oprindelige aftaler var, og fordi man ikke havde sørget for, at alle vidste, hvad hele projektet gik ud på, gik det galt.

En dag opdager man, at der er to, der regner med at skulle have en akademisk afhandling ud af det samme materiale: Én regner med at blive ph.d., en anden regner med, at vedkommende skal have en doktorgrad, men ingen af dem har rigtig sagt det til nogen.

Så bliver de uvenner, begynder at klamre sig til deres respektive data, holde dem tæt ind til kroppen og spærre for hinandens adgang.''

Aftaler helt nødvendige

Henvendelserne til udvalget kommer oftest fra lægeverdenen, men udvalget har også haft en enkelt sag fra sygeplejen, en mindre sag, hvor aftalerne om forfatterskaber ikke var klare nok.

Typisk er, at det efter Daniel Andersens opfattelse sjældent drejer sig om bevidste overtrædelser af god videnskabelig praksis.

''Når man kommer ud i problemer, drejer det sig snarere om manglende lederskab og manglende aftaler end egentlig vilje til at være uredelige over for hinanden.

Aftalerne skal udarbejdes fra starten, og der skal aftales en procedure for, hvordan de kan ændres, hvis det bliver aktuelt.

Det var ikke nødvendigt i gamle dage, hvor en enkelt forskningsleder kunne gå i sit eget laboratorium med et par medarbejdere og gennemføre forskning af høj karat.

Problemet hænger sammen med vore dages komplekse samarbejdsstruktur, hvor hundredvis af forskere og 10-20 laboratorier kan arbejde sammen i et projekt.

Når flere grupper med forskellig baggrund skal arbejde sammen, er det klogt at have aftalerne i orden.

Derfor har udvalget udarbejdet en aftaleskabelon, som vi håber, forskerne vil bruge, når vi har en endelig udgave klar. Den er for øjeblikket til høring på universiteterne og i de videnskabelige selskaber.'' 

Nøgleord: Forskning, forfatterskab, videnskab.