Forskning kræver tid og ressourcer

Anne Holm Nyland: ''Forskning i klinisk praksis kan kun løses ved at give tid, rum og uddannelse til de sygeplejersker, der er interesseret.'' Foto: Lars Lindskov.

Anvendelse af forskningsresultater er et stort problem i den kliniske sygeplejes hverdag, også selv om der efterhånden er gennemført en del undersøgelser i klinikken i form af kvalitetssikringsprojekter, udviklingsprojekter og forskningsprojekter (1). Gennem 10 års arbejde med kardiologisk sygepleje har jeg erfaret, at fx indlæggelsessamtale og patientundervisning udføres på baggrund af erfaringsviden i langt større grad end på de forskningsresultater, der findes både fra international og national sygeplejeforskning. Manglende brug af forskningsresultater i sygeplejepraksis kan sikkert skyldes travlhed i hverdagen. Det kan måske også skyldes sygeplejerskers frygt for ændringer i deres praksis, hvor det skønnes tryggere og hurtigere at gøre, som man plejer. Men mest indlysende er det nok, at sygeplejerskers viden om forskning er sparsom, hvorfor forskningsresultaterne hverken bliver læst eller brugt. Endelig er det ikke alle sygeplejersker, der opfatter forskning som vigtig – hverken for faget eller for det arbejde, de udfører i hverdagen (1).

Selv har jeg sammen med en kollega, sygeplejerske Aase Høj, i 1993/94 gennemført et projekt om fysisk rehabilitering af patienter med AMI – akut myokardieinfarkt (2). Projektets formål var at få viden om patienternes fortsatte motionsmønster efter genoptræning i hospitalet.

Gennemførelsen af det nævnte projekt og ønsket om at få mere viden om forskningsmetodik gjorde, at jeg i 1995 deltog i Forskningsrådsprofessoratets forskningskursus og deltog i instituttets månedlige netværksgruppemøder. Efterhånden fik jeg lyst til nye udfordringer inden for forskningsfeltet, søgte og fik en stilling som forskningssygeplejerske i Forskningsrådsprofessoratet i Klinisk Sygepleje ved Odense Universitet pr. 1. juni 1996. I stillingsopslaget blev der lagt vægt på bred klinisk erfaring, edb-erfaring på brugerniveau, elementært kendskab til forskning fra deltagelse i tidligere projekter og forskningskurser, evne til at bidrage konstruktivt i opbygningen af et forskningsmiljø samt evne til formidling. Ansættelse som forskningssygeplejerske kræver ikke nødvendigvis videreuddannelse fra Danmarks Sygeplejerskehøjskole. Anden efteruddannelse er også kvalificerende.

Mine forventninger til stillingen var bl.a. at opnå større viden om forskningsmetodik, at være med i tilrettelæggelsen af projekter i klinisk praksis, at lære at søge og læse forskningslitteratur, at arbejde med skriftlig/

Side 35

mundtlig formidling, at få mulighed for at deltage i kurser/konferencer og endelig at kunne færdes i et miljø, hvor det var forskning i sygeplejen, der var i fokus.

Forventningerne til stillingen er i høj grad blevet indfriet. De arbejdsopgaver, jeg har fået tildelt, har givet mig lyst til og ambitioner om videreuddannelse i sygeplejefaget. Mine personlige mål er i dag helt anderledes end for blot to år siden, hvor jeg ikke gik med tanker om videreuddannelse som diplomstuderende ved Danmarks Sygeplejerskehøjskole og evt. efterfølgende kandidatstudium.

Mange aktiviteter

Under min 15 måneder lange ansættelse som forskningssygeplejerske i Forskningsrådsprofessoratet i perioden 1.6.96 til 31.8.97 har jeg været ansvarlig for månedlige, tværfaglige netværksgruppemøder for forskningsinteresserede sygeplejersker, fysioterapeuter og ergoterapeuter ved Odense Universitetshospital. Jeg har været projektkoordinator på evalueringsprojekt i Diabetesskolen, Odense Universitetshospital, og har i den forbindelse været på studiebesøg, udarbejdet et litteraturstudie om diabetesundervisningsprogrammer (3) samt projektbeskrivelse. Ligeledes har jeg været projektkoordinator på evalueringsprojekt i medicinsk afsnit C7, Odense Universitetshospital. Jeg har været på studiebesøg i afsnittet, hjulpet med at udfærdige spørgeskema med henblik på oplysninger fra andre sygehuse, hjulpet med at søge litteratur samt læst og skrevet referat af tilsendte artikler. Jeg har haft pædagogiske opgaver i forbindelse med planlægning og gennemførelse af kursus i grundlæggende forskningsmetodik og har her fungeret som kursusleder. Jeg har undervist tredjeårs sygeplejestuderende i forskningsmetodik, skrevet indlæg til 'Nyhedsbrevet' nr. 1+2 (4, 5), skrevet ansøgninger om fondsmidler og skrevet referater fra møder og konferencer.

Jeg har deltaget i ni nationale og internationale konferencer og kurser fx 8th Biennial Conference of WENR-Workgroup of European Nurse Researchers i Stockholm og ICN 21st Quadrennial Congress i Vancouver.

I et samarbejde med Forskningsrådsprofessor Anne-Lise Salling Larsen har jeg skrevet to artikler, som er publiceret i 'Sygeplejersken', (3, 6). Endvidere er jeg medforfatter til et indlæg til Fokus på Sygeplejen 1998 om forskningsmetoder, hvor jeg har skrevet om evalueringsforskning.

Voksende interesse

Som en del af forskningspersonalet i Forskningsrådsprofessoratet har jeg oplevet, at der er en voksende interesse for forskning blandt sygeplejersker i klinikken. Dette har bl.a. vist sig i netværksgruppen, der har etableret et tæt samarbejde med den kliniske praksis. Internt i Forskningsrådsprofessoratet har jeg oplevet et godt og inspirerende samarbejde med gode diskussioner og vejledning inden for forskningsfeltet. På de interne personalemøder har det ofte været et specifikt emne som fx forskningsmetoder, forfatterskab og publicering, der har været på dagsordenen. På personalemøderne får man ligeledes et indblik i driftsmæssige og administrative arbejdsopgaver, der også er forbundet med driften af en forskningsenhed inden for Klinisk Sygepleje.

I arbejdet med projekterne i den kliniske praksis har det været en fordel for mig at kende sygeplejerskernes arbejdsvilkår og rammer godt. Jeg har stor forståelse for deres frustrationer over arbejdspres og manglende tid til udvikling, og jeg har oplevet, at udvikling af og forskning i sygeplejen nedprioriteres i dagligdagen. Det er de færreste, der har overskud til at sætte projekter i gang, og man bliver ofte forskrækket over den tid og de ressourcer, der skal lægges i det. Dette ser jeg som en væsentlig barriere for forskning i den kliniske praksis, som kun kan løses ved at give tid, rum og uddannelse til de sygeplejersker, der viser interesse og motivering med hensyn til projektarbejder.

Flere kandidater

Ansættelse af udviklingssygeplejersker/kliniske oversygeplejersker er for mig at se en force for sygeplejeforskningen i Danmark. Dette beskrives også af klinisk oversygeplejerske Mette Rosendal Damer i artiklen 'Kliniske oversygeplejersker – vi kan gøre en forskel' (7). Rosendal Damer fremhæver her, at dokumenteret viden om, hvad der virker i sygeplejen, kun kan findes gennem forskning. Den kliniske oversygeplejerskes opgave er ifølge hende at prioritere projekter og forskningsopgaver, både fordi det er vigtigt, og fordi det er et område, der trives meget dårligt, hvis det ikke prioriteres tidsmæssigt.

Man kunne ønske sig, at flere var kandidater i sygeplejevidenskab, og mange er da også i gang med at læse til cand.cur. eller er i gang med andre studier inden for det humanistiske/samfundsvidenskabelige område.

I min ansættelse som forskningssygeplejerske har det klart været en fordel for mig, at jeg tidligere har lavet projektarbejde og fået det publiceret, samt at jeg har gennemgået kurset i grundlæggende forskningsmetodik. Det har givet mig nogle kvalifikationer, som har gjort det lettere for mig at sætte mig ind i et nyt arbejdsområde. Endvidere har det været en fordel, at jeg kan lide at arbejde selvstændigt. Når jeg eksempelvis skulle udarbejde et litteraturstudie eller en projektbeskrivelse, skulle jeg selv komme med et udkast og fik så vejledning i forhold til det. Dette er for mig at se den optimale måde at lære på og også den mest udviklende. Jeg synes ikke, kravene har været for store, og jeg synes selv, jeg er vokset i takt med opgaverne. Af mere konkrete ting er jeg blevet bedre til at analysere og gennemskue en artikel. Jeg har via vejledning lært at skrive mere objektivt og sagligt, så artikler og referater fremstår mere tydeligt.

Deltagelse i kurser og konferencer har været oplevelser, der har gjort sit til, at min interesse og viden inden for forskningsfeltet er blevet bredere. Jeg mener, det er rigtigt, at det har været vægtet højt i Forskningsprofessoratet. Man møder andre forskningsinteresserede og lærer af de foredrag, som de rutinerede og erfarne forskere leverer.

Svært at finde vej

Arbejdsbetingelserne og rammerne som forskningssygeplejerske i Forskningsrådsprofessoratet har været meget fine. Jeg har frit kunnet disponere over kontor, telefon, pc'er, diverse kontorartikler, bibliotek – såvel internt som på universitetet samt på Videnscenteret. Hertil kommer vejledning fra forskningsrådsprofessoren når som helst, der måtte være behov for det. Her har forskningsrådsprofessorens villighed og evne til at delegere arbejdsopgaver været af stor betydning for min selvstændighed.

Det ideelle for en fortsat udvikling i Forskningsrådsprofessoratet i Klinisk Sygepleje ville nok være ansættelse af forskningssygeplejersker med kandidatuddannelse eller tilsvarende videreuddannelse. Denne overbygning giver en større kompetence og viden om sygeplejevidenskab.

Det ville endvidere være ønskeligt, om man i fremtiden kunne satse på ansættelse af kandidatuddannede forskningssygeplejersker/udviklingssygeplejersker både i den kliniske praksis og i en forskningsenhed. Det ville også være formålstjenligt med flere ph.d.-studerende sygeplejersker, hvilket måske vil fjerne nogle af de barrierer, vi i dag ser i forhold til implementering i den kliniske praksis.

For at kunne drive forskning i klinisk sygeplejepraksis og opnå dokumenteret viden skal man vide, hvilken vej man skal gå. Det kan være svært at finde vej, når man bevæger sig ind på ukendt område, og jeg har erfaret, at vejledning er nødvendig. Ellers kan det gå som for Alice i Eventyrland, der spørger katten om vej (8): ''Vil du ikke nok fortælle mig, hvilken vej jeg skal gå for at komme herfra ...?''

''Det afhænger jo en hel del af, hvor du vil hen,'' sagde katten.

''Det er mig temmelig ligegyldigt ....,'' sage Alice.

''Så kan det jo også være det samme, hvilken vej du går,'' sagde katten.

Litteratur

1. Hanested BR. 'Gjensidig forståelse mellom praksisfeltet og forsker', Sykepleien nr. 18/95, s. 52-54.

2. Nyland AH, Høj AA. 'Det akutte myokardieinfarkt', 'Sygeplejersken' nr. 13/14;96, s. 24-28.

3. Nyland AH, Salling Larsen AL. 'Litteraturstudiet', 'Sygeplejersken nr. 18/97, s. 22-25, 38.

4. Nyhedsbrevet om forskning i sygeplejen 1993-1996, nr. 1, juni 96. Forskningsrådsprofessoratet i Klinisk Sygepleje, Odense Universitet.

5. Nyhedsbrevet om forskning i sygeplejen, nr. 2, april 1997. Forskningsrådsprofessoratet i Klinisk Sygepleje, Odense Universitet.

6. Nyland AH, Salling Larsen AL. 'Sådan foregår systematisk litteratursøgning', 'Sygeplejersken' nr. 18/97, s. 17-21.

7. Rosendal Damer M. 'Kliniske oversygeplejersker – vi kan gøre en forskel', 'Sygeplejersken' nr. 44/95, s. 28-30, 39.

8. Carrol, Lewis. Alice i Eventyrland, Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag 1977: s. 74. 

Anne Holm Nyland er ph.d.-studerende på Danmarks Sygeplejerskehøjskole. 

Nøgleord: Forskning, Forskningsrådsprofessoratet, forskningssygeplejerske, sygepleje.