Boganmeldelser

MEDFØLELSE OG VISDOM

Christine Longaker

Håbet i døden

En vejledning i følelsesmæssig og åndelig pleje af døende
København: Lindhardt og Ringhof 1997
276 sider, 298 kroner

Når der i fagkredse tales om den åndelige dimension i sygeplejen, har mange svært ved at formulere, hvad den åndelige omsorg konkret består i. I buddhismen understreges, at åndelig pleje er et udtryk for vores iboende medfølelse og visdom, og at det således er hele vores væremåde. Mange af bogens tekster relaterer til disse ord: medfølelse og visdom. Forfatterens opfattelse af begrebet åndelig pleje rummer en stor bredde. De eksistentielle spørgsmål besvares ikke kun ud fra en guddommelig kraft, men også ud fra det enkelte menneskes individuelle liv.

Forfatteren tematiserer døden og dødsprocesserne ud fra sin mands død som 24-årig og ud fra den buddhistiske læres grundlæggende budskab om, at der er et kolossalt håb, både i livet og døden, hvis vi er forberedte. Forfatteren har i mange år arbejdet på hospice og tilegnet sig en stor viden ved at lytte til døende menneskers behov. Denne viden giver hun videre ved at lade én stemme repræsentere alle patienter. I fortælle-sprog formulerer hun et døende menneskes følelsesmæssige, praktiske og åndelige behov. Hun lader også stemmen komme med forslag til, hvordan læseren, plejepersonale eller pårørende bør handle. Her er mange fine detaljer, vi kan lære af og benytte i den palliative pleje.

Vi kan ombytte håbet om at leve længere med håbet om at leve meningsfuldt. Fra denne sandhed kan man finde håb i døden ud fra det religiøse såvel som fra det verdslige håb.

Fire opgaver er af vital betydning for at kunne leve og dø på en ordentlig måde. Disse er – at forstå og omforme lidelse, – at bilægge uoverensstemmelser, skabe en forbindelse og give slip, – at forberede sig åndeligt på døden og – at finde mening i livet.

Fælles for disse fire opgaver er, at mennesket arbejder med dem via de mange tab og lidelser i livet for at kunne give slip og dø på en værdig måde, men også, at opgaverne ikke er valgfrie for professionelle. Sygeplejersker kan kun ud fra egne erfaringer opnå en værdifuld indsigt i, hvordan vi skal reagere på patientens lidelser. Opgaverne kan løses ved hjælp af forskellige buddhistiske praksisser og meditation, og igen gives fine detaljer og brugbare forslag. Hvordan kan vi fx hjælpe ved svigt, skyld og uforløste forhold? Hvordan kommunikere ærlighed og nærvær? Hvordan hjælpe med at finde en mening med livet?

Om begrebet sorg, børns syn på døden og sygeplejersken som menneske, gav de to sidste temaer mig ny inspiration, hvorimod jeg måtte stå af i relation til den åndelige dimension i sorgen. At give åndelig støtte til et elsket menneske, der er død, kræver en tro på genfødsel.

Meditation er en praksis, der er beregnet til at forbinde os med vores inderste visdomskerne. Når meditation kædes sammen med de buddhistiske tonglen-praksisser, eller når læren om andre praksisser som bardo eller phowa beskrives, kan begreberne opleves som spændende læsning. Derudover kan vi fra den tibetanske buddhistiske lære trække nogle væsentlige værdier og nogle konkrete budskaber, der kan bruges i den palliative sygepleje.

Bogens budskab er at give en vejledning i, hvordan mennesker følelsesmæssigt og åndeligt kan forberede sig på døden. Inden jeg rigtig kom i gang med læsning af bogen, anså jeg, at indholdet var for fjernt fra den danske sygeplejekultur. Jeg blev dog hurtigt overbevist om, hvor megen klogskab, der kan hentes fra disse ældgamle traditioner til mennesker, der bekender sig til hvilken som helst trosretning, eller som opfatter sig selv som ikke-troende.

Af Birgit Maarup, oversygeplejerske.

KEDSOMMELIGT SPECIALE

Anne Margrethe Holmboe

Fra instruktør til praktikvejleder

- Utvikling av praksisveiledning i helsefagene
Oslo: Universitetsforlaget 1997
160 sider, 225 norske kroner

Det var med begejstring, jeg tog fat på denne bog, der introducerer et spændende og meget relevant emne – også for dansk sygepleje. Men entusiasmen fortonede sig og afløstes af en irritation af mere generel karakter.

Bogen bygger på et hovedfagsstudie, hvor forfatteren har fordybet sig i en teoretisk og empirisk interesse for fænomenet 'vejledning' og specifikt 'faglig vejledning' inden for fysioterapeuters praksisfelt i Norge. Der indgår beskrivelse af et feltstudie, hvor datamaterialet består af videooptagelse af fem vejledningssituationer. Feltstudiet er tilrettelagt og analyseret med grounded theory som det metodiske grundlag.

Der er som sådan tale om en publikation, der i stort set ubearbejdet form formidler et speciale/hovedfagsstudie, og som også i opbygningen stringent følger de strukturer, der er gældende for sådanne studier. Der indledes fx med en præsentation af vejledning som begreb (13 sider), derefter refleksion over forfatterens fysioterapifaglige ståsted (9 sider), afgrænsning af opgaven (2,5 side), fysioterapifagets rødder og udvikling (12 sider), forfatterens egen faglige udvikling (8,5 side). Så er vi fremme ved side 43, og her introduceres først det, der skulle være bogens tema: vejledning og faglig vejledning.

Vejledning beskrives som det at 'lede vej' og ud fra den antagelse, at det er mindre styrende end det, der ydes ved henholdsvis supervision, instruktion og rådgivning. Dette fremføres som en konstatering, og uden at læseren får mulighed for at tage selvstændig stilling til den sag. Derimod vægtes naturligt nok en redegørelse af vejledningsbegrebet i relation til læring og især den problembaserede læring og læringsproces. I denne redegørelse indgår alle de elementer, der kan betragtes som kendte overvejelser ved interesse for vejledning som begreb, teori og metodeområde. I denne del af publikationen, der må betragtes som den centrale i forhold til titlen, indgår ligeledes en redegørelse og drøftelse af vejledning inden for andre fagområder. Resultatet bliver en sammenblanding af teoretisk præcisering og af, hvad der for læseren fremstår som tilfældigt udpluk af andre fagpersoners synspunkter på faglig vejledning. Denne del af bogen kommer derfor til at fremstå som søgende, tilfældig og svær at forholde sig til, da de anvendte kilder fra andre fagområder udelukkende er norske.

Metodeafsnittet indledes med en redegørelse for de videnskabsteoretiske grundlæggende positioner mellem natur og humanvidenskaberne, Popper og Kuhn til Husserl, hvorfra så det fænomenologiske ståsted præciseres. En redegørelse, der forekommer omstændelig og udtrykker en påfaldende berøringsangst over for det, der er sat på dagsordenen.

Ud af bogens mange citater vil jeg anvende et fra Ingela Josefssons bog 'Kundskapens former' for herudfra at præcisere min irritation: ''Den allmänna strävan i vår kultur att mer och mer teoretisera olika yrker leder till at man i utbildningen i altt högra grad betonar teoretiska aspekter. Det blir de studerande som har verbal och numerisk begavning som uppfyller en sådan utbildning ställer, medan andra med andra begavningar än de numerisk-verbala kan ha svårigheter att lyckas ävan om deres talanger verkligen skulle behövas på området. Risken er att denna ensidiga diet leder till 'kulturel anemi'.''

Om der er tale om en ensidig diæt i rekrutteringen til uddannelserne inden for sundhedsvæsenet, vil jeg ikke tage stilling til i denne sammenhæng. Men om den 'kulturelle anæmi' er slået igennem i retningslinierne for speciale og hovedfagsskrivning, er en diagnose, det forekommer snart kan stilles, uden at det er nødvendigt med særlige laboratorieprøver. Det kliniske blik er nok. At det så er muligt at få forlagene til at formidle disse opgaver uden at stille krav om både en redaktionel bearbejdelse og supplering af det foreliggende materiale, er spild af ressourcer. De opgaver kan rekvireres fra uddannelsesstederne, og derfor behøver de ikke at blive udgivet i den form, som om de var af interesse for en bredere målgruppe. Konsekvensen er, at der indgår en masse for emnet uvedkommende oplysninger, og de følger en struktur, som er alt for omstændelig til en fagbog. Det er ganske enkelt kedsommeligt at læse!

Min irritation af generel karakter bunder i, at det ikke er første gang, en publikation er udgivet med en spændende titel og angives at være for en bredere målgruppe, for så at vise sig at være et kamufleret speciale.

Er der ikke nogen, der kan bede forlagene om at højne deres kvalitetskrav på dette område.

Af Karin Munck, cand.cur.