Faglig kommentar: Citatitis

"Som Løgstrup siger: ''Hvor der dog citeres, når sygeplejen er på dagsordenen. Habermas, den førnævnte og andre store navne bringes på banen. Med flittig brug af det lynhurtige referat og citater. Det sker i kandidatafhandlinger, forelæsninger, opgaver på sygeplejeskoler og i tværfaglig debat. Der er gået citatitis i udviklingen af sygeplejen. Hvad citatitis er, håber jeg fremgår af det følgende eksempel.

Det var en sommerdag. En familie var samlet. De var mange. De talte sammen. Om stort og småt. Børneopdragelse blev hurtigt et tema. De talte godt med hinanden. Både novicerne, der ventede barn om tre måneder, og eksperterne blandt de hårdt prøvede bedsteforældre. Fænomenet blev vendt og drejet. Det gik ikke stille af. Det var givende.

Midt i det hele gik samtalen i sort. Onkel Hans, der havde læst psykologi på HF, ville have magten over samtalen. Flittigt citerede han: Freud, Erikson og de andre store navne. Flot lød det. Lærd så det ud. Men det bidrog ikke til samtalen. Den gik i stå, fordi onkel Hans og alle de andre mistede tilliden til deres egne erfaringer og ord i mødet med de svungfulde citater. Det var ikke alene onkel Hans, der havde citatitis. De andre blev også angrebne. For citatitis er en epidemisk lidelse.

Som jeg frækt har antydet ovenfor, synes jeg, at drøftelsen af sygeplejen er præget af et overforbrug af citater og et misbrug af gode navne. Min kritik går ikke kun på den ulidelige lethed, hvormed komplicerede tænkere citeres. Den drejer sig især om, at sygeplejersker åbenbart har så lille en tillid til egne erfaringer og egen sproglig fremstillingsevne, at de er nødt til at gemme sig bag citater. Når de taler og skriver om deres eget fag.

Det kan være slemt nok at se kompliceret og problemfyldt tænkning reduceret til bevingede ord, der kan give en opgave et skin af akademisk belæsthed. Men det gør ligefrem ondt at se og høre sygeplejersker bortgemme egne erfaringer og egne gode tanker om eget fag i deres iver for at vise, at de kender de store navne – eller ligefrem de store tænksomme drenge.

En gang modefis

Jeg savner, at sygeplejens fagpersoner, fra de studerende til de garvede praktikere og teoretikere, tør beskæftige sig med sygepleje. Sygepleje i sig selv. Dette enestående og uundværlige fag, hvis udøvere ikke behøver at stå i skyggen af læger, præster, psykologer, filosoffer og andet godtfolk. Derfor håber jeg, at sygeplejersker i langt højere grad vil begynde at gøre rede for deres fag, deres praksis og teori på egne præmisser. Det behøver ikke betyde, at indsigter fra andre fag er bandlyst.

I tværfaglighedens epoke kan indsigter fra andre fag være væsentlige. Men de giver kun mening, når de kan styrke fagets eget perspektiv. Citater fra andre fag kræver gode egenfaglige begrundelser.

Der citeres. Med fænomenologiens tænkere slås der på, at sansning er vigtig i sygeplejen. Hvis fænomenerne er vigtige, hvorfor fylder de så så lidt i drøftelsen af sygeplejen i sig selv? Hvorfor er der så mange fine ord, som forfatterne vist ikke altid helt forstår, og hvorfor er der så lidt konkretion? Hvorfor beskrives omsorg, liv, sygdom, sundhed, pleje og alle de andre fænomener så lidt ud fra sygeplejen? Den faktiske, levede sygepleje, der udøves som et stykke menneskeligt liv, hvor fagpersoner mødes med andre personer. Hvis den fænomenologiske tilgang er mere end en stor gang modefis, så må den levede sygepleje på dagsorden. For så bidrager den levede sygepleje både til udviklingen af sygeplejen og til en fordybet indsigt i den menneskelige væren. Begge dele vil sygeplejersker og andre mennesker have gavn af.

Det er vel det, udviklingen af sygeplejefaget sigter på. Og ikke at efterabe andre fagpersoner og kunne lyde som dem – fordi de synes at være noget.