Magtesløshed og sorg

Illustration: Birgitte Ahlmann
 

I mit virke som sygeplejerske støder jeg oftere og oftere ind i problemerne omkring plejen af demente. Dette har jeg oplevet som en meget svær arbejdsopgave.

Det vanskelige har været alle de følelsesmæssige reaktioner såvel fra patienten som fra de pårørende. Hvordan kan man mest hensigtsmæssigt klare de følelsesmæssige reaktioner, der ofte følger med denne tilstand?

Jeg fik nye ideer til, hvordan dette kunne gøres, da jeg i hjemmeplejen kom hos en dement kvinde og hendes mand, Marie og Leo.

Mine fysiske plejeopgaver var at hjælpe Marie med hendes diabetes, blandt andet at tjekke hendes urin for glucose og ketonstoffer, tjekke hendes blodsukker og være behjælpelig ved insulingivningen. Ingen problemer i dette og alligevel til tider en utrolig svær arbejdsopgave.

Klokken 17.30 ringer jeg på hos Marie og Leo. Der går lang tid. Jeg tænker på, om de mon er i byen.

Ringer på igen. Venter... længe... intet svar. Tager i døren, låst naturligvis. Jeg går rundt om huset, banker på ruderne. Huset virker helt dødt. Marie og Leo ved, at vi kommer på dette tidspunkt hver aften. De burde være her.

Jeg ender neden for kældertrappen, hvor det viser sig, at døren er åben. Jeg åbner døren. Leo står lige indenfor. Lidt vredt siger han ''Nå, er du der, gå bare op til hoveddøren, så åbner vi.'' Jeg hører, at han råber vredt til Marie, at hun er en ...

Hun råber vredt igen. Hvad, kan jeg ikke høre, men jeg kan mærke den negative stemning og ubehaget ved at være ufrivilligt vidne til deres ægteskabelige konflikter. Disse er tiltaget i takt med, at Maries demens er forværret.

Endelig åbner Marie hoveddøren og siger sødt: ''Dav, er det dig, kom indenfor.'' Hun har underkjolen uden på kjolen og tre tørklæder om hoved og hals. Jeg vælger ikke at kommentere det, da risikoen er, at det hele bliver endnu sværere. Hun råber: ''Leo, vi har gæster.'' Ingen reaktion fra Leo.

Jeg beder Marie gå ud på toilettet og lave en urinprøve. Hun går, og jeg finder urinstix frem fra medicinboksen. Her ligger de godt gemt for Maries store oprydningstrang. En i sig selv udmærket egenskab, men desværre glemmer hun næsten altid, hvor hun gemmer tingene, hvorefter hun beskylder Leo for at gemme dem for hende.

Marie kommer tilbage med insulinen, uden urinprøve. Jeg beder hende lægge insulinen på bordet og gå ud på toilettet og lave en urinprøve. ''Nåh ja,'' griner hun forlegent og virker et kort øjeblik, som om hun er klar over, at der er noget, hun har glemt. Hun ser ud til at opleve det som noget vældig pinligt.

Så lykkes det at få undersøgt hendes urin. Jeg forsøger kun at give hende en opgave ad gangen, således at hun kan følge med.

Side 25

Blodsukkeret

Jeg tjekker hendes blodsukker, der er 19,2, og beder hende tage sin insulin.'' Er det 32 streger, jeg skal have?'' spørger hun usikkert. Hun er tidligere sygeplejerske og fortæller mig ofte, at hun har helt styr på sin medicin. Men ak, det er aften, og hun skal have 12 streger. Endnu engang ser jeg, hvor pinligt berørt hun virker, da jeg fortæller hende dette.

Da Marie har taget sin insulin, kommer Leo ind. Han er vred. Siger at deres barnebarn, der er anæstesisygeplejerske, har sagt, at den eneste grund til, at Marie ikke kan huske, er, at hendes blodsukker er så højt. Familien vil gerne have Marie indlagt og have blodsukkeret nedbragt, inden hun om tre uger fylder 80. Der skal nemlig være fest, og så skal Marie være rask.

I mit stille sind forbander jeg det barnebarn langt væk, som giver Marie og Leo et så urealistisk håb. Samtidig kan jeg godt forstå, at det er svært for barnebarnet at se sin bedstemor forandre sig så meget og opleve sin bedstefars vrede og frustration over forandringen.

Skændes

Mens jeg forsøger at holde hovedet koldt, begynder Marie og Leo at skændes. Marie holder fast i, at hun sagtens kan huske, og at det bare er Leo, der går og gemmer tingene for at drille hende. Leo er ved at gå op i limningen over disse beskyldninger, som han må høre på utallige gange i døgnet. Han insisterer på, at nu må hun da snart forstå, at det er hende, der ikke kan huske.

Jeg oplever, at han ønsker min hjælp til at få hende til at forstå, at han har ret. Her har vi været mange gange før, og jeg ved, at hun faktisk ingen indsigt har i sin demens, og at han ingen forståelse har for hendes manglende indsigt. Jeg vælger derfor at lade emnet ligge.

Jeg siger, at det er rigtigt, at Maries blodsukker er for højt, men at det skal reguleres herhjemme og ikke på hospitalet, og tænker på alle de blommer og wienerbrød, Marie spiser, fordi hun glemmer, at det ikke er godt for hende, og det smager godt. Forsigtigt tilføjer jeg, at jeg ikke tror, at Marie får det meget bedre, selvom hendes blodsukker kommer i orden. Marie bliver utrolig vred på mig. Hun skælder mig ud over, at jeg ikke vil hjælpe hende, at ingen vil hjælpe hende. Leo skælder mig ud over, at vi ikke bare vil indlægge Marie og få blodsukkeret i orden.

Men så enkelt er det ikke. Det er ikke sort/hvidt.

Jeg vil helst ikke lyve, men ved, at Marie og Leo ikke kan holde sandheden om Maries demens ud. Jeg føler magtesløshed. Det er trist at opleve mennesker med et så stort behov for hjælp og samtidig vide, at det, de gerne vil have, nemlig at Marie bliver rask, kan jeg ikke give dem. Jeg tager Maries hånd, ser hende i øjnene og siger helt roligt: ''Marie, der er ikke noget, jeg hellere vil, end at hjælpe dig, men jeg ved ikke hvordan. Jeg er helt magtesløs.'' Roen sænker sig i stuen. Marie ser på mig, virker, som om hun tror på, at jeg virkelig vil hende noget godt. Så siger hun til Leo: ''Er du enig med sygeplejersken i dette?'' Nu er der ikke mere vrede i hendes stemme, nærmere sorg. Han svarer ikke, men ser på mig. Jeg siger, at det er forfærdeligt, men nogle gange er det sådan her i livet, at vi ikke kan gøre noget.

Accept

Jeg accepterer og rummer Maries og Leos magtesløshed og sorg. Prøver ikke at tage disse følelser væk. Jeg kunne være fristet til at sige, at de ikke skal være kede af det, og at det nok skal gå. For at de skulle få det bedre. Men det ville være forkert, de har jo al mulig god grund til at være kede af det. Maries personlighed har forandret sig meget inden for kort tid, og deres liv bliver aldrig det samme. Leo har mistet den kone, han har levet med i snart 50 år. Jeg rummer deres sorg ved at blive i kontakten med dem, sidde stille og holde Marie i hånden. Den eneste måde, jeg kan hjælpe dem på, er ved at blive i kontakten med dem.

Da Leo oplever, at hans magtesløshed bliver accepteret, er der håb for, at han tør tage et skridt til i retning af at se Maries demens i øjnene. Denne mulighed ville han ikke have, hvis jeg tog følelsen væk fra ham ved at sige, at de ikke skulle være kede af det.

Bag al deres vrede lå denne sorg, og nu har de fået lov til at vise den. Det gør ikke Marie rask eller giver Leo fuld forståelse for Maries demens. Til gengæld giver det mulighed for, at jeg kan komme i deres hjem, uden at de føler sig svigtede, og de har brug for min hjælp.

Lene Maria Sørensen er hjemmesygeplejerske i Ballerup Kommune, herudover er hun merkonom og psykoterapeut. 

Nøgleord: Demens, hjemmesygepleje.