Synspunkt: Frøken Andersen på afdeling 8

foråret 1964 mødte jeg en tidlig morgen på afdeling 8 første gang på Rigshospitalet. Da jeg kommer ind på kontoret, sidder der en oldgammel kvinde ved skrivebordet. ''Hun ligner lidt en heks,'' husker jeg, at jeg i et glimt tænkte, men så vender hun sine gråblå øjne imod mig, og der er en hel himmel i dem, varme og humor og hendes stemme omslutter mig, da hun siger ''Velkommen frøken Møller, vi har glædet os til, at De skulle komme.'' Al begyndernervøsitet var pist væk, og jeg kom til at elske hver dag på den afdeling. Her forstod jeg for første gang helt ind i min inderste sjæl, hvad den æstetiske dimension i en profession vil sige. Jeg havde mødt den før, både hos mange af mine lærere i løbet af min skoletid, hos læger og andre sygeplejersker, men ingen var så æstetisk besjælet som frøken Andersen. Vi vidste meget lidt om hende, men det forlød, at hun havde arbejdet under hele krigen som sygeplejerske i bomberamte områder.

Æstetik kommer fa det græske ord aisthanesthai og betyder at føle. En æstetiker er således i sin oprindelige form et menneske, som kan føle, indføle sig i sine omgivelser og nå frem til erkendelse. At være i stand til at erkende gennem et langt levet liv fører til visdom. Etik tenderer oftest mod det deduktive og er i så fald et styrende princip, hvor æstetik er induktiv. Den æstetiske dimension er den, som kan få et menneske til at vove at gå imod strømmen og magten for et medmenneskes skyld. Den æstetiske dimension er i sit væsen induktiv. Det er den, man anvender, når man lever sig ind i et kunstværk, det være sig billedkunst, litteratur, drama, musik eller et andet menneske. Den æstetiske dimension er åbent søgende, reflekterende, bevægende og i bevægelse. Den står i diametral modsætning til deduktion og alle former for magt. Nogle taler også om et fags kunstneriske dimension, fx lægekunst, eller man taler om et fags inderste væsen eller kerne.

En profession har teorier og metoder. Men dertil kommer så den æstetiske dimension, som godt kan have metoder, men disse baserer sig mere på kundskab, viden og erfaring end på videnskabelige teorier og modeller. Som psykiateren og psykoanalytikeren Erling Jacobsen sagde: ''Jeg har lært mere af Karen Blixen end af Freud.''

Når man er betænkelig ved at lovgive for detaljeret og være for regelstyrende over for professioner, som involverer andre mennesker, fx læger, sygeplejersker, socialpædagoger og dommere, så er det, fordi man herved hindrer den professionelle i at udvikle den æstetiske dimension, som er den, der gør, at man med sig selv kan tage et ansvar, hvilket kan være helt afgørende for, at man magter visse situationer.

Den anæstetiske dimension

Det modsatte af den æstetiske dimension kan vi kalde den anæstetiske eller den ufølsomme dimension. Jeg husker en anden morgen i 1968. Jeg skulle begynde på en medicinsk afdeling i Århus og stod nede i omklædningsrummet og tog min uniform på. To unge sygeplejersker stod et par skabe fra mig. De udmalede, hvordan de nok skulle få taget livet af den nye sygeplejerske, som skulle begynde i afdelingen – hun ville næppe holde en måned. Fem minutter senere stod jeg over for dem på afdelingens kontor. Det blev lærerigt, men ikke morsomt. Et helt år holdt jeg til det. I begyndelsen af firserne var jeg på en anden afdeling i Århus. Her var der en meget smuk, særdeles veluddannet og kompetent oversygeplejerske. Hun var et menneske med stil, åben, søgende og nysgerrig på en varm og begejstret måde. Det var en nydelse, at være i hendes nærhed. Man lærte hele tiden noget værdifuldt. En dag kunne jeg se, at hun var bange og forvirret. Forstanderinden og en af viceforstanderinderne var af uransagelige grunde begyndt systematisk at nedbryde hende, som de havde nedbrudt andre. Gradvis påtog hun sig skyld for de mest ligegyldige forseelser, som hun ofte slet ikke havde nogen andel i. Hun holdt ud i tre måneder, og det tog hende lang tid at genvinde troen på sig selv bagefter. Igen er jeg vidne til en systematisk nedbrydning af en kollega. Hun havde netop rejst sig efter nogle år med konstant underminering af hendes arbejde og var igen begyndt at sætte blomster i sit virkefelt. Nu gør det ondt i maven, når telefonen ringer, hun åbner sin post eller indkaldes til et møde. Denne gang går hun. Andre bliver og bliver til zombier.

For at have magt skal man kunne magte. Man skal som frøken Andersen være besjælet af den æstetiske dimension, så magtens anæstetiske effekt overdøves af den æstetiske. Vi, som i dag sidder med vores forskellige former for magt, har en forpligtelse til at præsentere vores studerende og nye sygeplejersker for frøken Andersen, så de effektivt vaccineres mod anæstesien.

Som mine børn ofte har hørt mig sige til dem – husk, hvad Pippi siger: ''Den, som er vældig stærk, skal også være vældig god.''

Ulla Fasting er ansat på Viborg Sygehus.