Kunsten at formidle

Hvem orker at gå i gang med at læse en indviklet videnskabelig artikel på et fremmed sprog, når man kommer hjem fra arbejde, og familien også skal tilgodeses?

Ikke ret mange, i hvert fald ikke hvis man er almindelig sygeplejerske på gulvet og uvant med at tilegne sig videnskabeligt stof.

De europæiske sygeplejeforskere har et dilemma, erkender de.

På den ene side skal de meritere sig som forskere og formidle deres forskning i anerkendte videnskabelige tidsskrifter, sådan som traditionen kræver det.

På den anden side skal deres forskningsresultater ud til sygeplejersken i praksis, så den nye viden kan komme patienterne til gode.

På Workgroup of European Nurse Researchers' (WENR) konference i Helsinki var der fuldt hus til symposiet 'Videnskabsformidling, forskere og redaktører i dialog'. Begge har en fælles interesse i at skaffe sig læsere. Spørgsmålet er, hvordan gør man det bedst muligt?

Hidtil er den europæiske sygeplejeforskning blevet formidlet i et hav af tidsskrifter – nogle mere videnskabelige end andre. Det fremgår ikke mindst af den vejviser over tidsskrifter, som WENR publicerede i forbindelse med konferencen for to år siden i Stockholm. Ikke mindre end 96 publikationer er listet i vejviseren. (1) Siden er flere kommet til.

Sygeplejersken er med sin sektion 'Videnskab & Sygepleje' med i den europæiske vejviser. Det samme er tilsvarende tidsskrifter for de europæiske sygeplejerskeorganisationer.

Fælles for dem er, at de formidler forskningsresultater under en eller anden form, men nogle stykker har som Sygeplejersken det, der i fagjargonen hedder external peer review – det vil sige, at videnskabeligt kvalificerede bedømmere udefra skal sige god for artiklens indhold. Det er herefter op til det pågældende tidsskrift at præsentere det videnskabelige stof, så det har størst mulig læserappel.

I Sygeplejersken sker det gennem en appetitvækker i form af en journalistisk artikel, der lægger op til den videnskabelige artikel.

De andre sygeplejetidsskrifter nøjes ofte med en angivelse af, at artiklen er 'reviewed' til forskel fra de øvrige faglige og journalistiske artikler i bladet. De rene videnskabelige tidsskrifter bringer kun videnskabeligt bedømte forskningsartikler, som ofte er forbeholdt en snæver kreds af andre forskere.

''Der findes faktisk forskere, som kun skriver for andre forskere,'' som en sygeplejeforsker udtrykker det.

Skal bredt ud

''Hvem er disse frygtindgydende folk?'' spurgte professor Alison Tierney fra universitetet i Edinburgh, da hun åbnede symposiet i Helsinki.

Side 33

Alison Tierney har siddet med i mange år på begge sider af bordet – både som forsker og redaktør, så hun ved, hvad hun taler om. Hun var også på vegne af WENR initiativtager til den velbesøgte session i Stockholm, hvor unge forskere og forskere in spe fik en fin introduktion til at skrive forskningsartikler.

'De frygtindgydende folk' var repræsentanter for redaktører og peer-review-folk i det panel, WENR havde sammensat til formålet. Men den efterfølgende meget livlige diskussion viste, at mindst halvdelen af deltagerne i symposiet også gav sig af med professionel formidling.

''Selv er WENR også formidler af forskning gennem sine konferencer, hvor alle medvirkende får deres oplæg og abstracts udgivet i bogform. I år er der tale om ikke mindre end fire tykke bind på i alt godt 1.000 sider. Men tidsskrifterne er og bliver hovedkilden til spredning af forskningsresultater,'' sagde Alison Tierney og pegede her på to væsentlige problemer:

Trods det store antal tidsskrifter foretrækker mange forskere kun at publicere ganske få steder. Det skyldes dels, at der kan være mere prestige forbundet med at publicere i nogle tidsskrifter end i andre, dels at forskernes viden om deres publiceringsmuligheder ofte er ret begrænset.

De fleste tidsskrifter i Europa udgives naturligt nok på de enkelte landes egne sprog. Det betyder, at deres forskningsartikler ikke kommer i international cirkulation, især ikke hvis de mangler et engelsk resumé.

Alison Tierney pegede også på, at ikke alle tidsskrifter har external peer review og derfor heller ikke en fast standard for offentliggørelse af forskningsresultater, hvilket gør det endnu mere svært at lave forskningsformidling.

Alison Tierneys udtalelser blev fulgt op af Nancy Vatré, redaktør af International Nursing Review, der udgives af den internationale sygeplejerskeorganisation ICN.

''Det vil helt klart fremme forskningsformidlingen, hvis der kan udarbejdes fælles retningslinier internt for de europæiske tidsskrifter – og eksternt for pressen. Det måvi formidlere hjælpe sygeplejeforskerne med,'' sagde hun.

Nancy Vatré mener, det er vigtigt, sygeplejeforskerne ikke nøjes med at delagtiggøre kollegerne i deres viden, men også får fortalt befolkningen i Europa om betydningen af deres forskning for udviklingen i sundhedssektoren.

Derfor må sygeplejeforskningen også have pressen med i sin formidlingsstrategi, påpegede hun på symposiet og skitserede en række muligheder lige fra pressemøder og pressemeddelelser om nye resultater fra sygeplejeforskningen til den enkelte forskers personlige kontakt til de journalister, som har sundhedssektoren som stofområde.

''Vær ikke bange for journalisterne. De er ikke kun ude på sensationer,'' sagde hun og tilføjede:

''Måske burde vi allerede starte med at give de sygeplejestuderende et kursus i kommunikation.''

Det virkelige liv

Nancy Vatré, der talte på vegne af det europæiske redaktørnetværk (redaktører fra de europæiske sygeplejerskeorganisationers egne tidsskrifter), fastslog, at de videnskabelige forskningstidsskrifter fortsat er de medier, hvor forskerne skal meritere sig. Men hvis de ønsker, at praksis også skal have kendskab til deres forskning, må de i højere grad end nu tænke på de tidsskrifter, som organisationerne udgiver for de almindelige sygeplejersker.

''Som redaktør og journalist må man hjælpe forskerne med at oversætte deres forskersprog til almindelig tale. Men herudover vil jeg gerne opfordre forskerne til at udtrykke sig på en anden måde end den sædvanlige i forskerkredsene. Hvis I ønsker kollegernes opmærksomhed, så brug de ord, de kender, og præsentér jeres materiale på en måde, de forstår. Den information, ingen læser, er lig med nul information,'' sagde hun.

Veronica Bishop, der er redaktør for NT-Research, kom med en ny vinkel på redaktørernes brydsomme arbejde.

Forinden havde hendes kollega, redaktøren af Journal of Advanced Nursing, Jane Robinson, refereret en diskussion i de engelske medier om kvaliteten af den forskning, som det ansete engelske fagtidsskrift British Medical Journal har haft blandt egne rækker.

''Det allermeste af den forskning, de engelske læger publicerer, er utilstrækkelig og ikke til meget nytte for kollegerne,'' lyder den hårde dom.

Som Jean Robinson sagde på symposiet i Helsinki :

''Det er rent rubbish (vrøvl) det meste.''

Det får Veronica Bishop til at mene, at tidsskrifterne selv skal være påpasselige med, hvad de udgiver:

Side 34

''Det er vigtigt, at forskeren gennem deres publikationer udvikler deres curriculum vitae. Det er nu engang den måde, man får stillinger og penge på. Men vi andre må tænke på, at der gives millioner af kroner til forskningen hvert år. Det skal helst udmønte sig i god forskning og i god forskningsformidling. Derfor bør vi som redaktører først og fremmest tænke på at publicere forskning, som relaterer sig til det virkelige liv.''

En gang salami

Og så var det forskernes tur til at bidrage til diskussionen.

Den finske sygeplejeforsker Helena Leino-Kilpi

Side 35

fortalte, at hun brugte de forskellige tidsskrifter som et værktøj i sin egen forskning:

''Jeg ser altid på, om tidsskriftet er et, hvis forskning jeg kan fæste lid til, og som jeg kan bruge som inspiration i mit eget arbejde. Det er ikke kun resultater, jeg går efter, men også efter den kreativitet, der udvises i artiklerne.''

Helena Leino-Kilpi var irriteret både over de forskere, der publicerede deres forskning i et utal af artikler (kun med små variationer), og de tidsskrifter, der sagde ja til den slags artikler.

''Det er dårlig information. Og som forsker kan man bruge dage og uger på at udtrække artiklerne fra databaserne for bagefter at konstatere, at indholdet næsten er enslydende,'' sagde hun og harcellerede også over de tidsskrifter, som først giver lyd fra sig efter otte-ti-tolv måneder efter modtagelsen af en artikel.

''Er man heldig, går der yderligere et år, før man ser sin artikel på tryk,'' sagde hun og opfordrede redaktørerne til at undgå den form for redaktionel adfærd.

I den forbindelse henviste hun til, at mange ph.d.-studerende netop kombinerer forskningsbedømte artikler til deres afhandling.

''For dem er ventetiden ekstra lang og ubehagelig,'' sagde hun.

Alison Tierney supplerede:

''Det er et udbredt problem hos os i Storbritannien, at forskerne splitter deres forskning op i en række temmelig enslydende artikler. Vi kalder det salami-metoden. Men det hænger sammen med, at jo mere du publicerer, desto mere meriterer du dig.''

Det svære sprog

Helena Leino-Kilpi nærmede sig også et andet delikat problem, nemlig sproget.

Det internationale videnskabelige sprog er engelsk, og det får nogle til at tale om sprogimperialisme. Så langt gik Helena Leino Kilpi ikke.

''Men,'' sagde hun, ''jeg er nødt til at bruge mit eget sprog, finsk, hvis jeg vil have min forskning ud til kollegerne i praksis. Det afføder en række spørgsmål, blandt andet fra ph.d.-studerende om den såkaldte impactfactor. Den er bestemt vigtig, for det er ikke ligegyldigt i akademisk sammenhæng, hvor man publicerer. Der er forskel på tidsskrifter.

Nogle regnes for finere end andre, og den største betydning tillægges de store, ansete internationale tidsskrifter. Her vil alle gerne publicere, her kan man tjene sine akademiske sporer, men det betyder, at man så kan komme til at overse mange andre udmærkede tidsskrifter, nationale som internationale, ligesom man heller ikke får kanaliseret sin forskning ud til dem, der skal bruge den i praksis, nemlig kollegerne.''

Det dilemma har den schweiziske sygeplejeforsker Anne Marie Kesselring erfaret.

Hun har publiceret en stor del af sin forskning på tysk for at nå ud til kollegerne, men har efterfølgende oplevet, at den form for forskningsformidling slet ikke har haft den meriterende effekt som den forskning, hun har publiceret på engelsk.

Det fik den danske sygeplejeforsker Yrsa Andersen til at tage spørgsmålet om dobbeltpublikation op. Her skal man sikre sig, at aftalerne om bedømmelse og offentliggørelse er på plads, men det er som regel ikke noget problem, påpegede Alison Tierney:

''De fleste tidsskrifter er meget fleksible og samarbejdsvillige om dobbeltpublikation, så på det punkt burde der ikke være nogen barriere hverken sprogligt eller med hensyn til at formidle sin viden lokalt.''

Både hun og Jane Robinson roste i øvrigt de artikler, de får fra forskere i Norden:

''I folk fra Norden behøver såmænd ikke være så bekymrede, når det drejer sig om sproget, for de artikler, vi får fra jer, er ofte skrevet på et langt bedre engelsk, end det vi får fra vore landsmænd.''

Her blev de to redaktører belært fra salen:

Når de nordiske forskeres skriftlige engelsk er så godt, er det fordi, en sprogrevisor har haft det i hånden. Og sådan én koster som bekendt penge.

Litteratur

1. Workgroup of European Nurse Researchers. Directory of European Nursing Journals. Dansk Sygeplejeråd. København: 1996.

Nøgleord: Forskningsformidling, meritering, Workgroup of European Nurse Researchers.