Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Hjem til den svære tomhed

Fire sygeplejersker på Amtssygehuset i Århus har gennem en årrække tilbudt psykosocial støtte og undervisning til brystopererede kvinder efter udskrivelsen. Et tilbud, som normalt ikke gives af sygehusene, selvom behovet er der.

Sygeplejersken 1998 nr. 37, s. 18

Af:

Claus Leick, journalist

Mange brystopererede kvinder har det svært, når de bliver udskrevet. Tiden på hospitalet er ikke nem, men det er ofte først, når de igen kommer hjem til familien, at kvinderne for alvor mærker, at de både fysisk og psykisk har fået nogle ar.

Det kan være svært at acceptere de fysiske forandringer, der er sket med kroppen. Og ofte fylder tankerne om livet og døden, fremtiden, børnene og familien meget i bevidstheden. Selvom tankerne ikke er nye, er det for mange som om, at det først er efter udskrivningen, at der bliver ro til at få tænkt de mange tanker ordentlig igennem.

Samtidig mødes brystopererede kvinder ofte af deres omgivelser med forventninger om, at nu skal alt være, som det var før operationen. Vennerne og familien har måske svært ved at tale om sygdommen og behandlingen.

Mange ender derfor i en situation, hvor de føler sig ensomme, fordi de har svært ved at finde nogen at tale med om den omvæltning og den krise, det er for langt de fleste at få konstateret brystkræft, gennemgå en operation og en efterbehandling, for derefter igen at genoptage et 'normalt' liv. Mange kvinder søger af den grund støtte og hjælp hos Kræftens Bekæmpelse, der har en lang tradition for at hjælpe og støtte mennesker, der har gennemgået en kræftoperation.

En lille håndfuld sygeplejersker fra Amtssygehuset i Århus stillede sig for et par år siden spørgsmålet, om det ikke ville være naturligt med et tilbud fra sygehuset om opfølgning efter udskrivelsen. De var hurtigt enige om svaret og etablerede i 1994 en støttegruppe med navnet 'Samvær' for brystopererede kvinder, hvor formålet er at yde psykosocial støtte og undervisning i den første tid efter operationen og udskrivningen.

'Samvær' har eksisteret siden 1994 og er et tilbud, hvor kvinderne kan deltage, når de har behov for det. De behøver ikke tilmelde sig og bestemmer selv, om de kun vil deltage i enkelte af møderne eller deltage i samtlige 10-12 møder i løbet af et halvt år. Under indlæggelsen udleveres en pjece med informationer om 'Samvær'.

Ikke terapi – ikke hyggesnak

Indholdet af møderne er skiftevis undervisning og dialog/erfaringsudveksling. Undervisningen berører emner som krise i forbindelse med alvorlig sygdom, kræft og kost, hjælpemidler og de pårørendes rolle.

''Alle samvær begynder med, at gruppelederne styrer og sætter en tidsramme for den første runde, hvor deltagerne bliver bedt om at præsentere sig, fortælle om, hvor i forløbet de er, og hvilke tanker og følelser, der fylder dem netop nu,'' forklarer sygeplejerskerne Grethe Madsen, Helle Kloster og Karen Dam, der sammen med kollegaen Kirsten Eskildsen – alle fra Kirurgisk Afdeling L, afsnit 160 – står bag 'Samvær'.

Ved starten af møderne bliver det præciseret, at det er i orden, hvis man ikke ønsker at sige noget. Undervejs forsøger gruppelederne at vende tilbage til de emner, spørgsmål, følelser og tanker, som kom frem under den første runde. Som regel udvikler der sig en dialog blandt deltagerne, hvor nye tanker bliver sagt højt.

''Det fører til en yderligere uddybning af problemstillinger, hvor deltagerne er utrolig gode til at lytte til hinanden og supplere med egne tanker og erfaringer,'' forklarer sygeplejerskerne.

Tid og rum

Starten af 'Samvær' er sket med både økonomisk og konsulentmæssig støtte fra Kræftens Bekæmpelse, mens indsatsen fra de fire sygeplejersker gennem hele forløbet har været frivillig. En aftale med ledelsen betyder, at sygeplejerskerne skriver overarbejdstimer på, når de afholder møder i 'Samvær'. Til projektgruppen er knyttet to brystopererede kvinder fra Kræftens Bekæmpelse.

''Mange kvinder føler sig ensomme med deres problemer, selvom der måske er mange mennesker omkring dem. De mangler et forum, hvor de kan snakke om de mange tanker, som optager dem i tiden efter en operation og behandling for brystkræft. For mange er vores tilbud det eneste sted, hvor de oplever, at der er tid og rum til at tale om problemerne,'' fortæller sygeplejerskerne.

Kvinderne er som regel meget åbne, når de mødes for at snakke. Det er især tanker om døden og det at have små børn, som man måske ikke når at opleve bliver store, som fylder meget i de yngre kvinder tanker. Det er i det hele taget angst for fremtiden og kontakten til familie og venner, der bekymrer kvinderne.

''De fleste får det bedre af at tale om og få sat ord på deres tanker. Vi prøver at styre dialogen, således at kvinderne hjælpes til at holde fast i de emner, de selv tager op. Vi passer dog meget på med ikke at presse kvinderne for hårdt til at snakke om de følsomme emner. Vi laver ikke terapi, og er meget opmærksomme på, at vi ikke får 'åbnet for nogle poser, som vi ikke kan lukke igen','' forklarer Karen Dam, Grethe Madsen og Helle Kloster.

Får selv noget tilbage

Når de fire sygeplejersker har valgt at bruge deres kræfter og fritid på at få etableret 'Samvær', er det først og fremmest, fordi de fornemmer et stort behov blandt patienterne.

Samtidig mener de, at det offentlige sundhedsvæsen bør spille en mere aktiv rolle, når det gælder om at hjælpe patienterne videre med deres liv, når de er udskrevet efter en kræftbehandling.

''Som sygeplejersker får vi dog også fagligt noget ud af møderne i 'Samvær' – erfaringer som vi senere kan bruge i vores arbejde. Vi har selvfølgelig tavshedspligt, men kan godt bruge vores erfaringer fra diskussionerne til at blive bedre til at stille de rigtige spørgsmål og give den optimale rådgivning til vores patienter på afdelingen,'' forklarer de tre sygeplejersker.

Kirurgisk afdeling L, afsnit 160 på Amtssygehuset i Århus, har mellem 200 og 250 operationer for brystkræft hvert år.

Nøgleord: Amtssygehuset i Århus, brystkræft, 'Samvær'.