Faglig kommentar: Transport i bundter

Hvorfor skal ellers raske patienter transporteres i bundter,'' spørger en kvinde, der er opereret for brystkræft.

Hun giver i et læserbrev en forklaring på, hvorfor patienter med brystkræft fra København ikke tager imod tilbuddet om at få strålebehandling i Lund, så længe der er ventetid på samme behandling i København.

Forklaringen ligger i et uigennemtænkt transport-arrangement, mener hun, idet tilbuddet om behandling i Lund indebærer, at patienterne skal rejse kollektivt. De skal i hele behandlingstiden mødes ved en bus før klokken otte om morgenen, og bussen er først i København ved 17-tiden, skønt de enkelte behandlinger kun varer få minutter. På den facon kan man ikke passe sit arbejde på behandlingsdagene, og patienter med kræft har i forvejen svært ved at bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet.

''Det er ikke morsomt at indgå i kasten af kræftpatienter. Det er absolut værre samtidig at skulle indgå i kasten af arbejdsløse.'' Hvorfor bruge en hel dag på at komme til Lund, når man kan komme til Herlev på fem minutter, slutter debattøren.

Jeg kender ikke noget til dette konkrete transport-arrangement. Men damen, der skriver, rører ved nogle besynderlige, inkonsekvente og urimelige forhold om transport, man kan få øje på mange steder.

Det er rimeligt at sige, at omkostninger i forbindelse med patienttransporter skal holdes i ave. Der findes vigtigere områder, når pengene skal fordeles. Kørselskontorer rundt om i amter og kommuner er også en fornuftig foranstaltning, når det drejer sig om at administrere de mange forskellige former for kørsel. Til gengæld er der ikke meget sund fornuft i, at det er en ansat på et kørselskontor, der træffer afgørelse om transportformen uden at have mindste kendskab til patientens behov. På et kørselskontor har de ikke meget andet end papirreglementer at holde sig til, og så er det, der opstår situationer, som synes blottet for al sund fornuft og i mange tilfælde også vil være unødvendigt dyre.

Hr.Bruse havde været indlagt med sin hemiplegi i adskillige måneder og var blevet optrænet efter de sædvanlige principper om aktivering og intensiv indøvning af daglige færdigheder. Resultatet var ikke overvældende, men hr. Bruse kunne dog efterhånden gå lidt omkring med sin benskinne og selv komme fra den ene stol til den anden, til toilet og i seng. Hr. Bruse blev udskrevet og skulle fortsætte optræningen ambulant. Hver anden dag kom en sygetransportbil med og hentede hr. Bruse. Chaufføren kørte hr. Bruse ud til sygebilen i hans kørestol, hjalp ham ind på forsædet, slog kørestolen sammen og lagde den ind bag i bilen. Efter nogle måneders forløb skulle optræningen overgå fra amtsligt til kommunalt regi. Nu kommer kommunens minibus med lift og to mand. Hr. Bruse behøver ikke mere at ulejlige sig op på egne ben, men kan køres direkte ind i bussen i kørestolen. Fremskridt?

Det interessante er, at når hr. Bruse i samme periode har været på familiebesøg, og det sker ofte, så kommer et af hans børn i en personbil, giver hr. Bruse en arm og støtter ham, mens han selv går ud til bilen og sætter sig ind. Nogle gange slår de kørestolen sammen og lægger den ind bagi. Andre gange lader de kørestolen blive hjemme.

Den sunde fornuft

Tænk, hvis det var en hr. Bruses daglige hjælpere, der vurderede, hvad hr. Bruse magtede, og havde kompetence til at bestille en transport, der ikke passiviserede og var i modstrid med det træningsprogram, som ellers følges efter alle kunstens regler. Det kunne sikkert også gøres billigere.

En anden meget gammel herre oplevede at blive hentet i taxi og kørt 25 kilometer til speciallæge og hjem igen, da han omsider besluttede sig for at få et høreapparat. Han så ganske vist aldrig speciallægen, da sekretæren alene klarede det fornødne, men det er så en helt anden sag. Et par år senere blev den meget gamle herre syg og måtte behandles på universitetshospitalet. Sengeambulance den ene vej og almindelig, liggende transport den anden vej, som tilstanden fordrede. Men da den meget gamle herre nogen tid senere skulle til kontrol på universitetshospitalets hjerteafdeling, fik han besked af kørselskontoret om at stå parat klokken seks om morgenen for at blive hentet og kørt ned til et opsamlingssted for alle amtets patienter. Ganske udmattet kom han hjem efter12 timer uden i øvrigt at have fået vådt eller tørt. Det er urimelig hårdt for en gammel mand med dårligt hjerte.

'Cancerbussen' kaldes amtets transportmiddel blandt folk, selvom man dog ikke nødvendigvis skal have kræft for at komme med til København. Et modbydeligt øgenavn, som nok ikke er så nemt at blive kvit, så længe de fleste af passagererne går til strålebehandling og kemoterapi og er tvunget til at observere hinandens træthed, kvalme og angst, mens de skumpler af sted time efter time, indtil alle er samlet op. For nogle er turen et mareridt, og der er eksempler på, at patienter har afbrudt behandlingen af samme grund. Individuel transport til behandlingsserier op til 200 kilometer væk vil selvfølgelig koste meget. Men det kan også blive for umenneskeligt.

Måske kunne der dog komme balance i det hele, hvis den sunde fornuft fik lov at råde, det vil sige, hvis de, der kender patienterne og deres behov bedst, også havde den fulde kompetence til at vurdere, hvilken transport patienterne havde brug for. Nogle ville som kvinden med læserbrevet være bedst tjent med et klippekort til et offentligt transportmiddel.