Svært at vende tilbage til jobbet

Sidste år tilbød Kræftens Bekæmpelses rådgivningscenter i Århus sygeplejersker og andre ansatte i sundhedssystemet, der selv havde haft kræft, at deltage i en supervisionsgruppe. Der kom forespørgsler og reaktioner fra hele landet. I alt ni var til samtale, inden gruppen blev realiseret. Af de ni blev syv således tilbudt en plads i gruppen, og seks gennemførte. Den sidste måtte melde fra på grund af nyt arbejde, skiftende vagter og vanskeligheder med at få fri.

De seks deltagere var fem sygeplejersker og en privatpraktiserende fysioterapeut. De var ansat dels inden for hjemmeplejen, sygehussektoren og en enkelt i en privat organisation.

Alle i gruppen havde lagt kræftsygdommen bag sig og var i arbejde. Deres patienter var i overvejende grad også kræftpatienter. Gruppen mødtes hver tredje uge i to timer fra september 1997 til juni 1998 på Kræftens Bekæmpelses rådgivningscenter i Århus.

Vældige problemer

Hypotesen var, at der var vanskeligheder forbundet med at hjælpe andre kræftpatienter, når man selv var ramt af sygdommen. Der blev arbejdet med mange forskellige problemfelter. Det vil sige, i en vis forstand var denne gruppe ikke anderledes at arbejde med end andre grupper af kræftpatienter, som kommer her i huset. Det var helt almindelige problemstillinger såsom angst for recidiv, sorg over kræftsygdommen og så videre.

Det helt dominerende tema, som vi også kender fra andre kræftpatienter, var tilknytningen til arbejdsmarkedet. Usikkerhed om, hvorvidt man var i stand til at honorere arbejdsmarkedets krav om effektivitet, tempo og stabilitet.

Senfølger af sygdom og behandling i form af lymfødem, neuropsykologiske problemer og følelsen af ikke at kunne magte det samme som før blev diskuteret. Vanskeligheder med hukommelse, overblik, hurtighed gav mange diskussioner og medførte, at vi i gruppen fik konsulenthjælp fra en socialrådgiver fra rådgivningscenteret omkring spørgsmål om pension, revalidering og skåne/fleksjob.

De raske kræftpatienter i gruppen, som var i arbejde, oplevede altså at have vældige problemer med at varetage en normal fuldtids jobfunktion, og dette gjaldt ikke kun deltagere, som havde konkrete fysiske men.

Dobbelt krise

Baggrunden for at invitere blandt andre sygeplejersker, der selv havde haft kræft, til et supervisionsforløb hos Kræftens

Side 29

Bekæmpelse var, at flere kræftpatienter, som i deres arbejdsliv var hjælpere for andre kræftpatienter, gennem længere tid var kommet i individuelle forløb hos forskellige rådgivere hos os.

Vores erfaring var, at der i forlængelse af en personlig krise og bearbejdning af egen sygdom og behandling ofte fulgte en faglig krise, hvor det, selv at have været igennem et forløb som patient, satte fokus på indlevelse i forhold til de kræftpatienter, som de mødte i deres arbejde.

Nogle klienter oplevede en accept og forståelse for, at deres særlige personlige erfaringer så at sige kvalificerede dem til at hjælpe andre kræftpatienter på en bedre måde end hidtil, eller bedre end andre professionelle. I sådanne tilfælde kunne en klient også opleve at blive brugt som konsulent, sådan at forstå, at kolleger spurgte til råds om forhold, de var usikre på.

Andre oplevede, at deres sygdomsproces blev opfattet og forstået som diskvalificerende. Det vil sige, at kolleger og ledelse havde vanskeligt ved at have tillid til, at det personlige kunne bearbejdes i en sådan grad, at det kunne bruges i en faglig udvikling.

Jeg er ikke i tvivl om, at den personlige krise og udvikling kvalificerer disse professionelle til en højere grad af indlevelse med deres patienter. Vejen frem mod denne kvalificering er at blive mødt og set der, hvor man er, og få arbejdsmæssige vilkår, så man kan praktisere denne nyvundne og dyrekøbte erfaring.

Det er derfor også tankevækkende, at disse professionelle og erfarne sygeplejersker og fysioterapeuten ikke brugte det kollegiale rum eller kontakt til ledelsen til at få udtrykt tanker omkring alle disse ting. I gruppen fandt de måske for første gang et sted, hvor de uden angst kunne drøfte med andre, hvor de var i deres overvejelser.

Forfatteren arbejder som psykolog på Kræftens Bekæmpelses rådgivningscenter i Århus.

Nøgleord: Kræft, Kræftens Bekæmpelse, supervision.